Umiddelbart er det svært at se, hvad fredsprocessen i Den Demokratiske Republik Congo har at gøre med implementeringen af nye kunstvandingsanlæg i Tanzania og demokratiprocessen i Kenya.
Men de tre udviklingsprocesser har det afgørende til fælles, at de bliver besværliggjort på grund af mangel på tillid, og det giver alvorlige knaster i udviklingen på det afrikanske kontinent ifølge leder af Center for Afrikanske Studier ved Oxford Universitet, Nic Cheeseman. Han underviser og forsker i komparativ politik og demokrati i Afrika syd for Sahara, og ifølge Nic Cheeseman udgør mistillid et fundamentalt problem på kontinentet.
I første omgang i afrikansk politik, hvor manglen på tillid mellem regeringer og oppositionspartier er en af hovedårsagerne til, at der finder så få fredelige regeringsskifter sted i Afrika.
”I stedet involverer de fleste vold. Ledernes manglende evne til at stole på hinanden gør det uhyre svært at bevare skrøbelige koalitioner i politik, og Kenya (hvor der udbrød blodige uroligheder i forbindelse med valget i 2007, red.) er et klassisk eksempel på dette. Fraværet af tillid gør det svært at etablere stabile og effektive regeringer,” siger han.
Tillid er afgørende i et demokrati. Ifølge Nic Cheeseman er borgere, der stoler på, at medborgerne ikke udnytter systemet, mere tilbøjelige til at betale deres skat og selv at følge samfundets regler.
Ledere, der stoler på hinanden, er tilsvarende mindre tilbøjelige til at ty til voldelige strategier og mere tilbøjelige til at acceptere resultatet af kontroversielle politiske processer.
Derfor udgør manglen på tillid i hjertet af kenyansk politik en stor barriere for konsolideringen af demokratiet i landet og borgernes øgede velfærd, mener Nic Cheeseman.
Kenyanerne har ikke stor tillid til hinanden og deres ledere. Landet figurerer i gentagne spørgeundersøgelser foretaget af organisationen The World Values Survey højt på listen over lande, hvor tilliden mellem borgerne er lav. Således bliver tilliden mellem kenyanerne målt til at være mindre end i nabolande som Tanzania og Uganda, hvor tillidsniveauet, set med danske øjne, ellers heller ikke er højt.
Mistilliden resulterer ikke blot i en række skrøbelige politiske scenarier i Kenya og på resten af kontinentet, men gør det også svært at brede offentlige goder i form af social understøttelse, infrastruktur, sanitet og rent vand ud til befolkningerne. Det kræver, at der indgås ”en kontrakt” mellem borgerne og regeringen om, at borgerne betaler deres skat, og at regeringen til gengæld leverer en række goder. Men korruption og nepotisme, og afrikanernes ofte velbegrundede frygt for begge fænomener, spænder ben, siger Nic Cheeseman.
”Udbredelsen af denne type offentlige goder forudsætter, at en gruppe af borgere stoler på, at en anden gruppe af borgere ikke vil udnytte goderne. Det samme gælder for skat. Folk vil gerne betale skat, når de stoler på systemet og medborgerne. Men mistillid gør etableringen af et skattesystem problematisk, og det har en kolossal indflydelse på udviklingen, for hvis en regering ikke kan indsamle skat og stille offentlige goder til rådighed, så er regeringens fremtidsudsigter ringe,” siger han.
For at booste det østafrikanske lands udvikling er Tanzanias regering som noget nyt begyndt at samarbejde med private firmaer. De er blandt andet i færd med at etablere en række store kunstvandingssystemer, der kan sikre et bæredygtigt landbrug. Men processen er svær, fortæller direktør hos et af de lokale sponsorfirmaer Nabaki Afrika, Tania Hamilton.
”Der mangler tillid mellem de private firmaer og regeringsrepræsentanterne,” konstaterer hun.
Når det kan være svært for en afrikansk borger at transformere sin manglende tillid til medborgerne og myndighederne til tillid, er det fordi, der er andet og mere end rationalitet på spil. De politiske ledere kan ikke ”overtale” og rationalisere borgerne eller hinanden til at indgyde sig selv og andre tillid.
Tillid og mistillid beskrives bedst som nogle særegne ”sociale følelser” ifølge postdoc ved teologi på Københavns Universitet, Gry Ardal Printzlau, der har skrevet en ph.d.-afhandling om emnet.
”Tillid og mistillid er navnet på følelser, men de er også navnet på en form for forståelse, fordi de fortæller mig om min egen vurdering af en konkret social relation. Det berører det paradoksale, at de udtrykker en forståelse af et andet menneskes karakter, men en forståelse, der kommer til mig som en følelse og ikke som en objektiv viden,” siger hun.
Når et menneske nærer tillid til et andet menneske, ifølge Gry Ardal Printzlau, er det ikke, fordi han eller hun med sikkerhed kan vide, hvad dette andet menneske vil gøre, men fordi hun nærer tillid til den andens dømmekraft.
”På den måde er tillid og mistillid følelsesmæssige udtryk for en dømmekraft, som vi bruger til at orientere os moralsk i verden,” siger hun.
Når en kenyaner, tanzanier eller nigerianer mangler tillid til naboen, politikerne eller myndighederne, kan det altså godt være, fordi de vurderer, at medborgeren ikke udviser god dømmekraft. Men det kan også være, fordi de bor i et fattigt samfund, hvor der gælder nogle andre spilleregler end eksempelvis i det danske, mener Gry Ardal Printzlau.
”Hvis jeg bor i en meget fattig kultur, er det ikke nødvendigvis et udtryk for mistillid, at jeg ikke lader mine værdier ligge fremme. Det er for så vidt forståeligt nok, at man i et fattigt samfund stjæler, hvis det kræves.”
Der er intet, der med et slag kan ændre afrikanernes manglende tillid til det modsatte, mener Nic Cheeseman. Det kræver tid og længere-varende perioder med fred at reducere mistilliden.
”Det kræver også stærkere politiske institutioner, så borgerne oplever, at de er beskyttet af lovgivningen, og derfor ikke længere føler, at de hele tiden må berede sig på det værste. Den type institutioner er ved at udvikle sig visse steder på kontinentet, for eksempel i Ghana.”