USA og ni andre lande aftalte under Nato-topmødet i sidste uge, at de vil gå sammen om at bekæmpe IS, men nogle af de vigtigste midler til at nå målet ligger ikke i landenes militære kapaciteter, men snarere i deres politiske styrke og diplomatiske forbindelser.
Bomber og soldater på landjorden kan i bedste fald bremse Islamisk Stats fysiske magt, men hvis det skal lykkes ”systematisk (at) svække deres evner ... mindske deres territorium og i sidste ende besejre dem”, som USA's præsident Barack Obama formulerede det natten til i går dansk tid, kræver det først og fremmest, at landene i regionen også engagerer sig.
Særligt Qatar, Saudi-Arabien og Irak skal tage et ansvar. Det er disse tre lande, der skal gøre det store arbejde i forhold til at bekæmpe IS, siger Sten Rynning, professor i sikkerhedspolitik og leder af Center for Krigsstudier ved Syddansk Universitet.
”Det vigtigste lige nu er, at USA bruger det faktum, at der er 10 lande, der er parat til at bekæmpe IS, til at vride armen rundt på Qatar, Saudi-Arabien og Irak, så de ændrer kurs over for IS. Qatar og Saudi-Arabien skal standse pengestrømmen til IS, og Irak skal tage sunnimuslimerne alvorligt, så IS ikke kan lukrere på hadet til regeringen i Bagdad,” siger han med henvisning til, at mange sunnimuslimske ledere i det nordlige Irak har gjort fælles sag med IS i frustration over, at den shia-dominerede regering i Bagdad ganske har negligeret landets sunnimuslimske mindretal.
Lars Cramer Larsen, major og lærer ved Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, peger på, at en afgørende erfaring med at nedkæmpe oprør er, at det ikke er noget, man udelukkende kan klare militært. Hvis IS skal bekæmpes, kræver det et stabilt Mellemøsten. Specielt Irak og Syrien.
”Vi taler ikke kun om at stække IS's kampevne. Vi taler om en ideologi, som ikke accepterer vores verdensbillede og de eksisterende grænser. Den søger ikke anerkendelse i det internationale system, men lever efter sine helt egne værdier. Sådan en størrelse kræver det andet end militære midler at slå ned. Man skal fjerne hele baggrunden for den tiltrækning, den har,” siger Lars Cramer Larsen.
Han lægger ikke skjul på, som i øvrigt også Sten Rynnning, at man skal forberede sig på en meget langvarig indsats over for IS.
”Det her er ikke noget, vi løser fra den ene dag til den anden. IS's succes har potentiale til at ændre hele Mellemøsten. Situationen der er langt mere bekymrende end den konflikt, der udspiller sig mellem Rusland og Europa,” siger han.
Vigtigheden af at inddrage de mellemøstlige lande afspejler både behovet for at få sat en prop i hullet på de kræfter og mekanismer, der puster til ilden blandt IS's støtter i Irak og Syrien - og behovet for at undgå, at kampen mod IS bliver en ny fortælling om ”dem og os”.
”USA er meget opmærksom på, at indgrebet ikke ender med at blive historien om, at Vesten nu igen bomber muslimer. I praksis kunne USA sagtens selv stå for hele den militære del af kampen mod IS, men man vil gerne samle bred støtte - og man vil især gerne have de muslimske lande til at gå med for at undgå det vante fjendebillede,” siger Thomas Galasz Nielsen, major og analytiker i forskningsgruppen for International Sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Den Arabiske Liga vedtog i går, da dens udenrigsministre mødtes i Kairo, at den vil tage alle nødvendige forhåndsregler for at slå Islamisk Stat ned. Iran, Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet har desuden ifølge den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der er på rundrejse i Mellemøsten, også specifikt erklæret deres vilje til at bekæmpe IS.
Thomas Galasz Nielsen peger på, at truslen fra Islamisk Stat nu er så voldsom, at det Mellemøsten, der ellers har været svært at få i tale for USA, nu har indset, at de må gøre noget, før de selv mærker konsekvenserne af bevægelsens succes.
”Det er afgørende, at dette bliver klaret lokalt. Det vil fortsætte med at ulme, hvis ikke de underliggende problemer bliver løst,” siger han.
Foruden USA og Danmark består den vestlige kernekoalition, som skal bekæmpe IS, af Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Tyrkiet, Polen, Canada og Australien. De er alle medlemmer af Nato, undtagen Australien, der er partnerland.