Rapport om MH17 efterlader mange ubesvarede spørgsmål

Den hollandske havarikommission konkluderer, at flyet fra Malaysia Airlines faldt frahinanden efter et angreb, men tager ikke stilling til, hvem der stod bag

MH17 gik i stykker i luften efter at være blevet ramt udefra, og alle 298 ombordværende mistede livet. Men det er ikke opklaret, hvem der skød flyet ned. En endelig rapport ventes først næste sommer. - Arkiv
MH17 gik i stykker i luften efter at være blevet ramt udefra, og alle 298 ombordværende mistede livet. Men det er ikke opklaret, hvem der skød flyet ned. En endelig rapport ventes først næste sommer. - Arkiv. Foto: Reuters/Scanpix.

Den hollandske havarikommission OVV offentliggjorde i går sine første konklusioner om årsagerne til, at MH17 fra Malaysia Airlines styrtede til jorden i det østlige Ukraine den 17.juli.

I Amsterdams lufthavn, Schiphol, blev det konstateret, at MH17 var fuldt funktionsdygtigt, mens 298 passagerer og besætningsmedlemmer gjorde sig klar til den 13 timer lange flyvning mod Kuala Lumpur. Frem mod ulykkesøjeblikket klokken 13.20.03 var der intet mistænkeligt at spore ud fra radiosamtaler og flyvemønsteret, men kort herefter opdagede en flyveleder i Ukraine, at noget var gået frygteligt galt.

”Rostov, kan i se Malaysia på ... på radaren?”, meldte kontroltårnet i Dnipropetrovsk, hvorefter den russiske flyveleder i Rostov svarede: ”Nej, det ser ud, som om signalet falder fra hinanden.” Alle ombordværende, heriblandt 193 hollændere, mistede livet.

OVV fastslog i går som ventet, at årsagen til styrtet var ekstern:

”Skadesmønsteret i den forreste del af flyets cockpit stemmer overens med de skader, man kan forvente, når et stort antal genstande med høj fart gennemborer flyet udefra,” skriver OVV, der fastslår, at flyet faldt fra hinanden i luften som følge af angrebet.

Konklusionen underbygges med en række fotos, der viser talrige forrevne huller i flyets skrog. Kommissionen konkluderer dog ikke, hvilket våben, der blev brugt, eller hvem der stod bag.

Kort før rapporten blev udgivet, kunne BBC ellers melde, at øjenvidner i byen Snezhnoye mente, at russiske soldater stod bag angrebet - ikke østukrainske rebeller. De fortalte, hvordan en gruppe disciplinerede soldater med russisk accent klargjorde et BUK-missilsystem, kort før MH17 styrtede til jorden.

Den hollandske regering er dog tilfreds med den foreløbige rapport. Ten Broeke fra regeringspartiet VVD understregede, at undersøgelsen fejer alle andre teorier af bordet og er den første byggesten til at forstå og placere skylden for angrebet. Statsminister Mark Rutte tilføjede, at man ”skal passe på med at drage forhastede konklusioner”.

Mange hollandske oppositionspolitikere mener dog, at den foreløbige rapport skulle have taget skridtet videre og taget fat på det, alle vil vide: Hvem stod bag?

Harry van Bommel fra socialistpartiet SP kaldte rapporten skuffende og ufyldestgørende.

”Man har tilsyneladende ikke gjort brug af militære kilder. De er tilgængelige, har det vist sig under en debat i den tyske parlament,” sagde han.

Van Bommel mener også, at man skulle have analyseret efterretningstjenesternes aflytninger. Kort efter angrebet offentligtgjorde den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, således en række aflyttede samtaler mellem rebellerne, som indikerede, at de troede, at de havde nedskudt et ukrainsk militærfly.

De socialliberale i midterpartiet D66 fastslår dog - som mange andre i det hollandske politiske landskab - at der er tale om et første skridt mod en fuld forståelse af begivenhederne og opfordrer til, at den endelige redegørelse færdiggøres så hurtigt som muligt for de pårørendes skyld.

Tjibbe Roustra fra OVV medgiver, at mange spørgsmål fortsat står ubesvarede hen. Men først må man atter skaffe sig adgang til det uroplagede 60 kvadratkilometer store ulykkesområde.

”Vinteren vil lægge forhindringer i vejen for undersøgelsen, men vi vil forsøge at komme derud igen,” siger han.

Havarikommissionens endelige rapport ventes at være klar i løbet af sommeren 2015.