Det er én ting at dække krig eller voldelig opstand som udefrakommende reporter - og noget helt andet at dække den som indbygger i det land, hvor krigen eller volden foregår. Man kan som sidstnævnte ikke undgå at blive trukket ind i det som en part - og det er også en stor risiko som førstnævnte.
Det mener i hvert fald den blot 29-årige egyptiske journalist og redaktør Yassmine ElSayed Hani, der fra sin stilling på landets største avis, AlAkhbar, har kunnet følge den rutsjetur af uroligheder, Egypten har været midt i siden begyndelsen på det arabiske forår i januar 2011. Først med Hosni Mubaraks fald og siden afsættelsen af Det Muslimske Broderskab og Mohamed Mursi, hvilket igen banede vejen for, at det nu er general Sisi, der er præsident.
Kristeligt Dagblad mødte den unge journalist til en konference i Libanon, hvor vi bl.a. talte om de udenlandske mediers dækning af forløbet i Egypten og om blodsudgydelsers effekt på journalistik.
”De nationale egyptiske mediers status er meget kompliceret. Før den første revolution havde medierne åbne og tydelige forbindelser til enten regeringen eller oppositionen. Nogle få var erklæret uafhængige. Efter revolutionen i januar 2011 begyndte de nationale medier - især de regeringsvenlige, hvoraf jeg arbejdede på en af aviserne - at søge efter måder at overleve i dette nye landskab. De var nødt til at respektere, at læserne ville noget andet, end det de hidtil havde støttet. Min avis og alle de andre regeringsvenlige aviser kan i overgangsperioden fra revolutionens udbrud til valget af Mursi beskrives som uafhængige. De havde ingen forbindelser. Efter valget af Mursi begyndte nogle aviser at læne sig op ad ham og regeringen igen, men det førte til protester fra os journalister. Et af de skridt, den væltede præsident - og tak gud for det - havde taget for at konsolidere sin magt, var at skifte redaktørerne på de uafhængige aviser ud med regeringsvenlige, og da Mursi forsøgte at gøre det samme, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg selv og mange af mine kolleger havde jo deltaget i demonstrationerne for at vælte Mubarak, og vi nægtede at se det samme ske under Mursi,” fortæller Yassmine ElSayed Hani.
”Hen mod slutningen af Mursis regeringstid vendte de fleste aviser sig mod ham, også min egen, hvis redaktør netop var udpeget af ham. Det skete også af hensyn til fred - man fornemmede, at hvis han ikke blev væltet, så ville folket vende sig mod hinanden. Så ville der blive borgerkrig. Til slut var det General Sisi, der afsatte ham. Han reddede os. Virkelig. Efter den anden revolution er vi så tilbage i samme situation som lige efter den første: Medierne har ingen politisk tilknytning. De er kritiske over for regimet, når de vil være det.”
Hvad synes du om de internationale mediers dækning?
”De internationale medier er en katastrofe. 90 procent af de globale nyheder bliver leveret af en meget lille gruppe skribenter for de internationale nyhedsbureauer. Jeg arbejdede selv for Thomson/Reuters i to år, så jeg har set det indefra. Det er et katastrofalt, ensidet nyhedsflow. De konkurrerer alle om at levere information hurtigt og akkurat. Der er ikke noget galt med deres information, men de skaber forkert viden, fordi de fokuserer på visse sider af historien og underdækker andre sider. Det er ubalanceret. De amerikanske, britiske og europæiske følger den samme, generelle trend, fordi redaktører danner deres meninger på baggrund af nyhedsbureauerne. Og den generelle trend i USA og derefter de fleste andre landes medier var at være for Broderskabet.”
Kan du give mig nogle eksempler?
”Ja! The New York Times og Washington Posts dækning har været skandaløs. Vi skrev om de internationale mediers bias - det er derfor, jeg ved det. Der var nogle sammenstød den 27. juli, dagen efter massedemonstrationerne, der kaldte på Mursis tilbagetrædelse. Sammenstødene var voldsomme, og 70 mennesker blev slået ihjel. Det Muslimske Broderskab lagde ud med at sige, at 300 var blevet slået ihjel. Du er journalist: Hvis du får et givent tal, så refererer du til, hvor du har det fra, med mindre det er et officielt tal. Du vil skrive 'ifølge Det Muslimske Broderskab er 300 mennesker døde'. Men det gjorde The New York Times og Washington Post ikke. Og det baserede de deres ledere på. The New York Times har eksempelvis også et dagligt citat online, og der har de adskillige gange citeret Det Muslimske Broderskabs talsperson, men ikke andre fraktioner.”
Og hvordan påvirker den slags så, hvad der foregår i Egypten?
”Det har aldrig påvirket noget. Efter den første revolution lærte vi at ignorere omverdenen. Hele verden fulgte jo med i den første revolution - og til at begynde med var der ingen, der valgte side: Der var det bare: ”Hvad sker der? Hvad sker der?”. Men efter, at Obama gik ud offentligt og valgte side, så begyndte man også langsomt at se medierne gøre det. Derefter lærte vi os selv ikke at tage os af, hvad andre siger. Vi blev slået ihjel i gaderne - alt andet var ligegyldigt.”
Hvad med de nationale medier - hvordan påvirkede de det, der skete?
”Udviklingen under den første revolution varede 18 dage. Til at begynde med var alle oppositionens aviser og de uafhængige åbent kritiske overfor Mubarak. De opfordrede til, at han skulle træde tilbage. Regeringsaviserne - jeg arbejdede for en - var til gengæld imod demonstrationerne til at begynde med. Den position beholdt de en uge - indtil 'kamel-slaget', som det det siden er blevet kaldt. De protesterende, der camperede på pladsen, blev angrebet af Mubarak-støtter på kameler, og flere hundrede blev slået ihjel. Fra den dag skiftede situationen til at være meget mere kaotisk. Det var helt uforudsigeligt, hvad der ville ske. Og der begyndte at opstå spændinger på regeringsaviserne, fordi de unge journalister, mig selv inklusiv, var begyndt at deltage i demonstrationerne på Tahrir, når vi havde fri. Vi gik direkte derfra til redaktionerne. Vi begyndte at fortælle de ældre journalister, at de skulle stoppe med at støtte Mubarak: 'Hvad har I gang i? Vores venner bliver slået ihjel for øjnene af os'. En af mine egne rigtigt gode venner og kolleger blev slået ihjel,” siger Yassmine ElSayed Hani og fortsætter:
”Fra og med den 3. februar, dagen for Kamel-slaget, begyndte regeringsaviserne at have en meget mere moderat tone. Og efter hæren begyndte at dukke op omkring pladsen, og folket begyndte at kalde på dens direkte indblanding, skiftede de regeringsvenlige aviser med ét side. De støttede nu fuldhjertet de demonstrerende, og hele folket talte med én stemme. Det gjorde øjeblikket så meget mere perfekt.”
Efter den anden revolution den 30. juni 2013 var stort set alle aviserne for en afsættelse af Mursi.
”Det var de, fordi han var så afhængig af at skabe kontrol. Han havde kun en avis på sin side, udgivet af hans eget parti og uden andre læsere end dens støtter. Han støttede sig i stedet til mere militante kræfter, hvis metode var at skabe frygt blandt dele af befolkningen,” siger hun.
Hvordan ville den perfekte dækning af et fænomen som det arabiske forår se ud?
”For det første skal begge sider og deres synspunkter træde frem - men med en afspejling i, hvor mange der støtter hvad. Når der f.eks. var 10.000 mennesker, som lavede sit-ins for at støtte Mursi, mens flere end 30 millioner mennesker protesterede mod ham, så vil jeg sige, at hvis jeg havde en times udsendelse, så ville jeg dedikere 45 minutter til sidstnævnte og 15 minutter til førstnævnte. De kan aldrig blive halvt-halvt. Problemet er, at ingen rapporterede på den måde i Egypten. Det er enten imod eller for. Du vælger så som mediebruger, hvilke medier du følger. Der er ingen, der prøver at lytte til og forstå modparten. Det er en af vores største udfordringer.”
Så din egen avis er langt fra et ideelt medie?
”Nej, nej. Jeg sagde det: Der findes ingen uafhængige medier i Egypten. Og ved du hvorfor? Fordi der er blevet spildt blod. Så kan man ikke være neutral.”
Hvordan ser du fremtiden for Egypten?
”På Egyptens vegne er jeg meget optimistisk. Jeg og hovedparten af alle andre egyptere ønsker Sisi som præsident, fordi ham stoler vi på. Han greb simpelthen ind og reddede Egypten fra en borgerkrig. Vi er da stadig bange for, at det udvikler sig til et militærdiktatur, som vi har set det før. Faktum er bare, at egypterne selv har forandret sig. De nye generationer adskiller sig markant fra de ældre generationer. Der vil, inshallah, aldrig blive undertrykkelse som under Mubarak igen.”
Og hvad så med aviserne?
”Jeg siger altid, at avisernes tilstand afspejler landets tilstand. Når landet bliver bedre, så bliver aviserne bedre.”
Det kan ikke gå den anden vej: At aviserne bliver bedre og derefter landet?
”Nej, nej, nej? (latter) Det kunne da være fantastisk, men jeg tror, det vil tage længere tid for aviserne at forbedre sig end for landet som helhed. Der sker forandringen virkelig over hele generationsskifter og ikke gennem reformer og valg. Det har aviser ikke. De afspejler snarere mentaliteten hos dem, der arbejder på dem. Jeg er forhåbningsfuld i forhold til, at min egen generation - den der deltog i den første revolution - vil forandre aviserne i takt med, at vi får mere magt. Men jeg ved ikke, hvornår det bliver.”BOKS:
Yassmine ElSayed Hani
Hvem? 29-årig journalist, ansat som såkaldt World Editor på Egyptens største avis, AlAkhbar, der har et oplag på 300.000. Hun fik ansættelse på udenrigsredaktionen lige efter færdiggjort uddannelse i 2006 og har også arbejdet to år for nyhedsbureauet Reuters i Egypten.
Hvad? Fortæller om, hvordan mediebilledet har været under de to omvæltninger i Egypten siden januar 2011.
Hvorfor? Hun har løbende holdt foredrag og deltaget i paneldebatter om den politiske situation i sit hjemland.