Svensk valg kan ende i politisk kaos

Meget tyder på, at venstrefløjen vinder valget, men i en mindretalsregering, der kan blive nødt til at acceptere en borgerlig finanslov. Det kan ende med nyvalg allerede til næste år, vurderer seniorlektor

Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, eskorteres tilbage til bilen af en sikkerhedsvagt efter en tale i Stockholm-forstaden Fuängen. -
Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, eskorteres tilbage til bilen af en sikkerhedsvagt efter en tale i Stockholm-forstaden Fuängen. - . Foto: Jessica Gow/TT/Scanpix.

Når svenskerne i morgen går til stemmeurnerne for at sammensætte en ny Rigsdag, tyder meget på, at resultatet bliver særdeles tæt mellem venstre- og højrefløjen. Det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne kan blive tungen på vægtskålen, men partiet vil ikke blive inddraget i noget samarbejde med de øvrige partier, hvorfor man formentlig får en venstredrejet mindretalsregering.

”Det ser ud til, at det bliver en rød-grøn regering, men i mindretal, og det skaber en yderst kompliceret situation,” siger Douglas Brommesson, der er seniorlektor i statskundskab ved universitetet i Lund.

Sagen er nemlig, at de borgerlige kan ende med at få flertal i flere politiske nøglespørgsmål, hvis Sverigedemokraterne vælger at stemme for de forslag, der måtte komme fra borgerlig side.

”Hvis Sverigedemokraterne for eksempel stemmer for Alliancens (nuværende borgerlige regering, red.) finanslovsforslag frem for en rød-grøn regerings, kan det kaste Sverige ud i en diskussion om nyvalg måske allerede til næste år,” vurderer Douglas Brommesson.

Mens meget igennem lang tid, siden valgkampen blev skudt i gang i slutningen af juni, tydede på, at Sverige efter historiske otte år med borgerlig regering ville få en rød-grøn slagkraftig magtovertagelse, har de borgerlige på det seneste fået comeback i meningsmålingerne. Hvor afstanden for få uger siden var omkring 10 procentpoint, viser en ny måling, foretaget for avisen Aftonbladet, at gabet nu er mere end halveret til 4,2 procentpoint.

Uanset om det bliver en rød-grøn eller en borgerlig regering, vil det på samme måde, som det har været de seneste fire år, siden Sverigedemokraterne kom ind efter valget i 2010, blive en vanskelig balanceøvelse for statsministeren. På den ene side skal man skabe politiske resultater, men på den anden side vil man undgå at give indflydelse til Sverigedemokraterne.

Det eneste, der ser ud til at kunne sikre en stabil politisk situation i Sverige de næste fire år, er, hvis kvindesagspartiet Feministisk Initiativ, som man regner med vil støtte en rød-grøn regering, klatrer de sidste decimaler over spærregrænsen. Fra omkring 3,7 procent til 4 procent af stemmerne, som det kræves for at komme ind i Rigsdagen.

I første omgang vil en venstrefløjsregering med socialdemokraten Stefan Löfven i spidsen højst sandsynligt blive stemt ind i Rigsdagen, hvor det på samme måde som i Danmark blot kræves, at man ikke har et flertal imod sig. Og fordi de borgerlige partier nægter at give politisk indflydelse til Sverigedemokraterne, har de allerede meldt ud, at de vil stemme blankt, hvis de ender med at få færre mandater end venstrefløjen.

Men hvis en fremtidig rød-grøn regering vil skabe politiske resultater, bliver de tvunget til at række hånden ud over blokskellet, vurderer Douglas Brommesson.

”Det er ikke realistisk, at Folkepartiet eller Centerpartiet (liberale borgerlige partier, red.) allerede i efteråret vil samarbejde, men hvis Sverige havner i en situation, hvor ingen kan få noget gennemført, vil det skabe stor usikkerhed, og så vil der komme stort pres på de små partier for at bryde dødvandet,” vurderer han.

En analyse, Jenny Madestam, der er lektor i statskundskab ved Stockholms Universitet, bakker op om.

”Hvis ikke nogen af fløjene når over de 50 procent, bliver det en meget speciel situation,” siger hun.

”Sverigedemokraterne har stort set stemt det samme som den nuværende borgerlige regering, og derfor bliver det særdeles svært for de rød-grønne at regere. Der vil komme politiske nederlag, og spørgsmålet bliver så, hvor mange nederlag de kan tåle,” siger hun.

Jenny Madestam peger dog på, at Sveriges politiske historie taler for, at det på den ene eller den anden måde vil lykkes at løse den komplicerede situation.

”Stefan Löfven har allerede meldt ud, at han vil samarbejde på tværs af blokkene, hvilket man også har tradition for at gøre i Sverige, og jeg tror, det er det, der ender med at blive løsningen. Det bliver hårdt i begyndelsen, men langsomt vil der komme mere og mere samarbejde.”

Statsminister Fredrik Reinfeldt (th.) i Moderaternes kampagnebus sammen med arbejdsmarkedsminister Elisabeth Svantesson og finansminister Anders Borg. -
Statsminister Fredrik Reinfeldt (th.) i Moderaternes kampagnebus sammen med arbejdsmarkedsminister Elisabeth Svantesson og finansminister Anders Borg. - Foto: Henrik Montgomery/Scanpix
Socialdemokraternes leder, Stefan Löfven, på valgkampsturné i Stockholm-forstaden Skärholmen. -
Socialdemokraternes leder, Stefan Löfven, på valgkampsturné i Stockholm-forstaden Skärholmen. - Foto: Jessica Gow/TT/Scanpix