Da Sydkoreas daværende militærgeneral Park Chung-Hee i 1969 i samråd med sine rådgivere besluttede at grundlægge en stålindustri i landet, modtog det internationale samfund meldingen med løftede øjenbryn. På det tidspunkt var Sydkorea et forarmet landbrugsland, men Park Chung-Hee havde en ambition om at forvandle landet til en succesfuld industrination, der skulle kunne brødføde indbyggerne, skabe vækst og akkumulere velstand.
Stålindustrien skulle være et af de første skridt på vejen.
Park Chung-Hee, hvis eftermæle i øvrigt rummer både kritik for at have begået brud på menneskerettighederne og ros for at have iværksat en række effektive reformer, valgte at uddelegere opgaven med stålindustrien til sin nære fortrolige, Park Tae-joon. Park Tae-joon tog straks fat på arbejdet og rejste rundt til rige lande og udviklingsorganisationer og forhørte sig om mulighederne for at låne penge til at etablere en stålindustri i Sydkorea.
Uden held.
Det internationale samfund havde ikke tillid til det østasiatiske lands ambitioner om at sproducere og eksportere stål i stor stil. Park Tae-joon gav ikke op, og til sidst lykkedes det ham at finde de nødvendige kæmpelån i Japan. I dag forlyder det, at Park Tae-joon sov på byggepladsen hver nat, i årene hvor konstruktionen af stålselskabet Pohang Iron & Steel stod på.
Selskabet, der siden har skiftet navn til Posco, blev en succes fra første færd og udviklede sig snart til at være en af de største og mest succesfulde stålindustrier i verden. Fire årtier senere hører Posco fortsat hjemme blandt de fem største ståleksportfirmaer i verden, og Sydkoreas økonomi har for længst fået vokseværk og er blevet en af verdens største handelsøkonomier. Asiatiske lande og områder som Taiwan, Hongkong, Singapore, Kina, Malaysia, Thailand og Indonesien har gjort øvelsen mere eller mindre efter og transformeret sig fra fattige nationer til økonomiske stjerneskud.
Men hvad har alt det ovenstående med Afrika og afrikanske ledere at gøre?
Meget ifølge den nigeriansk-amerikanske forretningsmand og forfatter John Akhile, der netop har udgivet bogen ”Unleashed - A New Paradigm of African Trade with the World”. En af de ting, der slog den 57-årige forfatter under researchen, var, hvor grundlæggende forskelligt asiatiske og afrikanske lederes indstilling til det at lede et land var og stadig er. Sammenligningen, mener John Akhile, falder ikke ud til de afrikanske lederes fordel.
Som et af mange eksempler henviser John Akhile til en malende beskrivelse af et møde mellem en asiatisk og en afrikansk leder fra Lee Kuan Yews erindringsbog ”From Third World to First: Singapore and the Asian Economic Boom”. Lee Kuan Yew var Singapores premierminister fra 1959 til 1990 og forestod en moderniseringsproces, der blandt andet resulterede i opbyggelsen af en omfattende industri og store investeringer i uddannelse af indbyggerne. Indsatsen var i høj grad med til at løfte Singapore til at blive den slående økonomiske succes, landet stadig er i dag.
Til en officiel festbanket aftenen før en stor konference i Lagos i Nigeria stiftede Lee Kuan Yew bekendtskab med Nigerias daværende finansminister, Chief Festus. Mødet gjorde et uudsletteligt indtryk på den målrettede og ambitiøse Lee Kuan Yew.
”Samtalen står stadig frisk i min erindring. Han (Nigerias finansminister, red.) ville snart gå på pension, sagde han. Han havde udrettet nok for sit land, og nu var han nødt til at tage sig af sine egne forretninger: en skofabrik. I sin tid som finansminister havde han indført en ny skat på importerede sko, så Nigeria selv kunne producere sko (...) jeg kunne ikke tro mine egne ører. Chief Festus havde en god appetit, hvilket afspejlede sig i hans runde figur, der var elegant camoufleret i farverige nigerianske gevandter samt en enestående hovedbeklædning. Den aften gik jeg i seng overbevist om, at de (nigerianerne, red.) var en anden slags mennesker, der spillede efter et andet sæt regler.”
Der er ifølge John Akhile ikke noget at sige til, Singapores premierminister blev så forbløffet over den nigerianske finansministers mangel på ambitioner på sit lands vegne og den åbenlyse sammenblanding af egeninteresser og national politik. De asiatiske lederes tilgang til handelspolitik og nationalpolitik er grundlæggende anderledes.
”Den røde tråd er deres passion og forpligtelse i forhold til målet. I Asiens tigerøkonomier udgjorde klare målsætninger, lidenskab og vedholdenhed hovedingredienser i ledernes indstilling til deres forehavende,” siger han.
Alt imens de asiatiske lande er strøget til tops på frihandlens økonomiske stjernehimmel, ser det helt anderledes ud i et land som netop Nigeria til trods for dets enorme olieressourcer og rigdom på mineraler, understreger John Akhile.
”Nigerianerne lever i den forestilling, at de er rige, fordi landet eksporterer 2,5 millioner tønder olie om dagen. Men man behøver kun at opholde sig en uge i landet for at opdage, at meget lidt fungerer. I 2012 offentliggjorde Nigerias nationale statistiske bureau (NBS) tal, der viste, at over 102 millioner ud af Nigerias 168 millioner indbyggere lever for et beløb på 70 amerikanske cents (fire danske kroner, red.) om dagen,” siger han.
Oliepengene ser nigerianerne ikke meget til, blandt andet fordi korruptionen i landet er massiv, hævder John Akhile.
”I Nigeria bliver det at stjæle anset for et manddomsritual inden for politisk lederskab. For nylig undrede direktøren for Centralbanken sig over, hvor næsten 20 millioner amerikanske dollars (110 millioner danske kroner, red.) var blevet af. Pengene var forsvundet i et tempo, der svarer til mere end en million amerikanske dollars pr. måned. Han blev fyret.”
I de 50 år, der er gået siden Nigeria opnåede uafhængighed, er det i lighed med en række andre afrikanske lande heller ikke lykkedes at levere strøm til indbyggerne. Landet producerer kun lige strøm nok til at oplyse, hvad der svarer til én mindre europæisk by
”Det er et åbenlyst eksempel på, hvordan lederne fortsætter med at prioritere forkert,” siger han.
Årsagerne er åbenbare, mener han. Lige siden de afrikanske lande opnåede uafhængighed af kolonimagterne, er ledere kommet til magten ”uforberedte og uden nogen klar idé om, hvilke spor de ønsker at efterlade sig”.
”Med andre ord har mennesker opnået det højest mulige embede i deres lande uden at have en vision, de arbejder hen imod. De var og er ikke drevet af, hvor de ønsker at bringe deres land og befolkninger hen, men af hvilke fordele de selv kan opnå i kraft af deres embede. Men du kan ikke på én gang koncentrere dig om, hvordan du selv tilegner dig rigdom i kraft af din magt, og på samme tid koncentrere dig om at finde løsninger på samfundets problemer,” mener John Akhile.
Siden uafhængigheden har den type lederskaber kostet flertallet af de afrikanske lande dyrt. Og det endelige bevis er, ifølge John Akhile, at det er politikere og ikke forretningsfolk, der er de rigeste i stort set alle de afrikanske lande.
John Akhile står ikke alene med at pege på kontrasterne mellem Asiens og Afrikas udvikling de seneste årtier. Allerede i 1998 pegede en rapport udgivet af FN på, at en af de væsentlige forskelle mellem Afrikas og Asiens forudsætninger var forskel i uddannelsesniveau og adgang til uddannelse. Til trods for at det går i den rigtige retning i Afrika, peger en rapport udgivet i 2012 af det uafhængige amerikanske Brookings Institut på, at der er et stykke igen. Ud af Afrikas 128 millioner børn i skolealderen kommer 17 millioner stadig ikke i skole. Hvad værre måske er, så lærer 37 millioner af børnene, der kommer i skole, ifølge rapporten så lidt, at de ikke er ret meget bedre stillet efter endt skolegang, end de var før.
Det kunne meget vel være et sted at sætte ind for de afrikanske ledere, men ifølge John Akhile gør der sig ofte en anden logik end ”hvordan kan jeg gøre størst nytte?” gældende i afrikansk lederkultur.
”Det at opnå magt bliver ikke betragtet som et middel til målet, men som målet i sig selv. Men målet skulle være at tjene befolkningen. I stedet bliver tiden brugt på politiske slåskampe og planer for, hvordan de kan sikre sig selv. Det er det, jeg beskriver som en kultur af forkerte prioriteringer. Hvordan kan man ellers beskrive magtkulturen på et kontinent, der har uanede ressourcer til rådighed i en verden fyldt med firmaer, der gerne vil tjene penge på at løse problemet med eksempelvis elektricitet? 50 år efter at de fleste lande opnåede uafhængighed, forbliver de grundlæggende udfordringer for en stor dels vedkommende de samme. I det samme tidsrum er Sydkorea gået fra at være fattigere end Haiti og mange afrikanske lande i 1960 til i dag at være et af de 20 rigeste lande i verden, og landet har en økonomi, der er dobbelt så stor som Nigerias - som er den største i Afrika. Jeg mener, at det opsummerer problemstillingen.”