Arabiske diktaturer er USA's værste allierede

Kombinationen af amerikansk militarisme og mellemøstlige diktaturer kan godt standse og skræmme Islamisk Stat på kort sigt. Men på langt sigt vil det sandsynligvis skabe nye og farligere grupper af militante og terrorister

Obama i en stille stund med bøn. Obama tager modige skridt mod Islamisk Stat, men kan risikere en langt værre situation på længere sigt.
Obama i en stille stund med bøn. Obama tager modige skridt mod Islamisk Stat, men kan risikere en langt værre situation på længere sigt. . Foto: Larry Downing/Reuters/Scanpix.

Den amerikanske præsident, Barack Obamas, modige skridt til at føre an i en koalition af lande, der skal nedbryde, standse og besejre Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak med en kombination af militære og politiske midler er i princippet fornuftig, men vil formentlig støde på et alvorligt problem, der før har plaget bestræbelser som denne.

Kombinationen af udenlandsk ledede militærstyrker og lokale arabiske regeringspartnere, som med succes skal gennemføre et angreb for at overvinde IS, er nøjagtigt samme kombination af styrker, som i sin tid bragte al-Qaeda til verden i 1980'erne og siden affødte bevægelsens afledningsprodukter: Islamisk Stat i Irak og Syrien, Isis, og IS i dag.

USA og dets kampfæller i Mellemøsten og udlandet står over for to dybe dilemmaer, som ikke har noget nemt svar.

For det første kan kombinationen af amerikansk militarisme og mellemøstlige (mestendels arabiske) diktaturer bestemt godt standse og skræmme IS på kort sigt. Men på lang sigt vil det sandsynligvis skabe nye, farligere og mere spredte grupper af militante og terrorister, sådan som nyere historie viser.

Der er ingen nem måde at standse IS på, før gruppen spreder sig yderligere og skader regionen endnu mere. Derfor synes der ikke at være andet alternativ nu end at gentage samme problematiske mønster som i den seneste snes års krig mod al-Qaeda og al-Qaedas efterkommere.

Den største svaghed i Obamas koalition er dens arabiske medlemmer, som alle er autokratiske og paternalistiske stater, som har adskillige beskæmmende træk til fælles:

De er modvillige til at sætte deres formidable militærarsenal ind i kampen mod IS enten af politisk frygt eller teknisk svaghed.

De har store problemer med deres egen offentlige opinion, som nærer stærke tvivl omkring et partnerskab med det amerikanske militær.

Deres egen mishandling af nogle af deres fanger i deres fængsler bragte al-Qaeda til verden i 1980'erne.

Deres vedholdende misligholdelse af den samfundsmæssige, sociale og politiske udvikling i de seneste 40 år var et stort bidrag til massernes utilfredshed, som udløste islamismen i stor skala og udvandringen fra 1970'erne og frem, statens tilbagetrækkelse fra nogle dele af samfundet og fremkomsten af militser, stammegrupperinger og kriminelle bander som magtfulde aktører i samfundet.

Det mest foruroligende symbol på, hvor hårdt det er for de arabiske regimer at bekæmpe IS og lignende fænomener, er, at de arabiske fængsler i 1980'erne og 1990'erne var rugekasser for mange af al-Qaedas første rekrutter og ledere.

Iblandt dem er Ayman Zawahiri i Egypten, som var Osama bin Ladens næstkommanderende og har afløst ham som leder af organisationen, og Abu Mus'ab al-Zerqawi i Jordan, som tog til Irak efter den amerikansk ledede omstyrtelse af Saddam Husseins regime i Irak og etablerede al-Qaeda i Mesopotamien, som senere affødte Isis og IS.

Fængslerne i de arabiske lande med sunni-flertal bidrager med et vigtigt aspekt af den mishandling og ydmygelse, som mange fanger har oplevet - især blandt dem der har siddet fængslet for deres politiske holdninger og ikke for forbrydelser. Deres fængselserfaringer ender med at overbevise dem om, at de må kæmpe for at vælte deres landes regimer som et led i al-Qaedas mål om at rense de islamiske lande for vantro og korrupte lederskaber.

Det er et faktum, at titusindvis egyptere, syrere, irakere, sudanere og andre arabere i dag sidder i fængsel på ofte tvivlsomme anklager. Mange sidder fængslet i Golf-landene blot for at have tweetet kritiske bemærkninger om deres regeringer. Det tyder på, at de arabiske diktaturer, der fortsat definerer og plager regionen, forårsager hjemlig arabisk radikalisme og terror.

Inkompetencen og enevældet blandt de familiebaserede arabiske eliter har igennem årtier gødet jorden for hjemlige oprør, som brød ud i 2011 og selv før da, og udløste også uforvarende islamistiske militante som al-Qaeda.

Når dette kombineres med militær indgriben udefra, er resultatet kaotiske områder, hvor der sker tre dårlige ting:

Centralregeringerne trækker sig, svækkes og bliver mere korrupte og ineffektive.

National identitet og autoritet erstattes af bevæbnede, subnationale kræfter baseret på familie, stamme, sekt eller etnicitet.

Civil politik og statsopbygning viger for bevæbnede sammenstød mellem sekteriske og stammebaserede militser og militante grupper, som i sidste ende etablerer deres egne len.

IS' udvidelse i løbet af det forgangne år og gruppens erklæring om at være en stat og et kalifat følger dette mønster. Det er det mest dramatiske og territorialt fremskredne eksempel på mønsteret siden 1980'erne, men ikke det eneste.

Kampfly og fængsler er problemet, som fik den moderne arabiske verden til at falde fra hinanden. Kampfly og fængsler kan ikke også være løsningen på problemet. Hurtig militær handling vil sandt nok sinke IS og presse gruppen tilbage i mange områder, og det vil formentlig mindske den umiddelbare fare. Men kaos lurer igen.

Der er kun én langsigtet modgift mod de aktuelle farer, og det er en langsom proces af mere sammenhængende statsopbygning, som er deltagerdrevet, retfærdig og holdbar. Det har den arabiske udvikling ikke været i de seneste 40 år.

Amerikanske og europæiske forsøg på at nå dette ædle mål i Afghanistan, Irak, Yemen, Libyen, Egypten og andre steder er alle slået fejl, fordi de aldrig for alvor har inddraget de lokale indbyggere som ligeværdige interessenter i deres egen nationalstat og socioøkonomiske velfærd.

Militære angreb udefra - herunder de løbende dronemord udført af USA - har ladet al-Qaeda-lignende grupper vokse sig større i de seneste 25 år. Dengang var de nogle få hundrede i Afghanistan. I dag er de titusindvis og har fodfæste i et dusin stater rundt om i hele regionen.

De er trods alt blot brutale grupper med begrænset lokal forankring og hersker alene ved voldsanvendelse og trusler. Det gælder især i den seneste udgave som IS. Man kan kun slippe af med dem med lokale modkræfter, nogen taktisk assistance udefra og - vigtigst af alt - arabiske regeringer, som respekterer deres egne folk i stedet for at ydmyge dem. Se, dét ville være en fin og effektiv koalition.