Kaos kan tvinge borgerlige i Sverige til at opløse blokpolitik

Regeringsdannelsen i Sverige bliver en udfordring

Lederne af den borgerlige alliance i Sverige samlet ved tv-debatten på valgaftenen i søndags. Går de fire partier nu i hver sin retning? Eller vil og bør de holde sammen? Det debatteres heftigt i disse dage. -
Lederne af den borgerlige alliance i Sverige samlet ved tv-debatten på valgaftenen i søndags. Går de fire partier nu i hver sin retning? Eller vil og bør de holde sammen? Det debatteres heftigt i disse dage. - . Foto: Sören Andersson/TT/Scanpix.

Formanden for de svenske socialdemokrater, Stefan Löfven, er i en særdeles vanskelig situation efter valget i søndags, der gav venstrefløjen en marginal sejr over den borgerlige alliance, og hvor det nationalkonservative Sverigedemokraterne endte som tungen på vægtskålen mellem venstre- og højrefløjen.

Siden har Stefan Löfven indledt arbejdet med at danne regering og inviteret snart sagt alle partier til forhandling.

”Vi vil gøre vores bedste. Og derfor er jeg åben for mange forskellige former for samarbejde,” sagde Stefan Löfven ifølge avisen Dagens Nyheter, da han i går mødte op hos Rigsdagens formand for at begynde regeringsforhandlingerne.

Selvom den socialdemokratiske leder ønsker et bredt regeringssamarbejde, ser det ikke ud til at blive en mulighed, eftersom de mest oplagte kandidater på den borgerlige fløj, Folkepartiet, FP, og Centerpartiet, C, begge har afvist invitationen.

Problemet er, at Stefan Löfven inden for to uger dels skal sammensætte en venstreorienteret regering, formentlig sammen med Miljøpartiet, der kan gennemføre partiets valgløfter om blandt andet forbedringer af folkeskolen og jobskabelse for unge, og dels sikre sig muligheden for også at samarbejde med partier på den borgerlige fløj for ikke at få sit finanslovsforslag nedstemt senere på året. Årsagen til den komplicerede situation er, at ingen af fløjene vil samarbejde med det indvandringskritiske Sverigedemokraterne.

Om de borgerlige partier reelt ikke vil samarbejde med venstrefløjen - eller deres afvisning blot er for at vise vælgerne, at den borgerlige alliance holder sammen - er svært at afgøre. Men den kategoriske afvisning af Löfvens udstrakte hånd skaber debat i Sverige, hvor flere iagttagere lægger pres på FP og C for at opløse det politiske dødvande, der tegner sig.

Eksempelvis avisen Dagens Nyheter, der i gårsdagens leder skrev, at den borgerlige alliances insisteren på blokpolitikken kan blive destruktiv for svensk politik.

”De borgerlige partier kan ikke stivnakket klamre sig til hinanden og blot se på, mens Stefan Löfven forsøger at iklæde sig statsministerkostumet (...) Hvis Socialdemokraterne nærmer sig de to liberale partier (FP og C, red.) med en realistisk opfattelse af, hvad deres vælgere forventer, bør det afgørende mål for Annie Lööf (C) og Jan Björklund (FP) ikke være at opretholde isolationen af blokken,” skrev Dagens Nyheter.

En vurdering, Lena Mellin, der er politisk analytiker for Aftonbladet, er enig i.

”Aftaler opstår hele tiden i Rigsdagen, og at det skulle ophøre nu, har aldrig ligget i kortene. Det er en del af den demokratiske proces i det svenske parlament,” skriver hun i en kronik.

”Og eftersom en regering bestående af Miljøpartiet og Socialdemokraterne skal have støtte af to yderligere partier for at være sikre på at få sine forslag igennem, vejrer de borgerlige morgenluft. Nu har de (FP og C, red.) en chance for at realisere foreslag sammen med Stefan Löfven, som de ikke fik igennem i den borgerlige alliance,” skriver Lena Mellin.

Sveriges tidligere forsvarsminister Mikael Odenberg, som er medlem af Moderaterne, der har siddet på statsministerposten siden 2006, går endnu længere i sin vurdering. Han spår således i en analyse under overskriften ”Blokoverskridende regering i vente” i Svenska Dagbladet, at den nuværende anspændte situation på sigt kan ende med at opløse den blokpolitik, der har domineret Sverige de senere år.

”Den borgerlige alliance ønsker at holde sammen, og alle fire partier ser et samarbejde med Socialdemokraterne som udelukket. Sådan er situationen i dag, men virkeligheden vil altid indhente politikken. Derfor vil vi længere fremme i den nuværende mandatperiode se en blokoverskridende regering,” skriver han.