Dagen var begyndt som en god dag. Året var 2009, og skolepigen Esperance Kavira Furaha var på hjem efter at have været til eksamen på sin skole i provinsen Kivu i Den Demokratiske Republik Congo.
Her blev hun brutalt overfaldet og voldtaget af soldater fra oprørshæren FLDR. Hun blev efterladt i en skov, mens de hærgende soldater drog videre.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun blev udvalgt, fordi hun var politisk aktiv, kommer svaret benægtende.
”Det var, fordi jeg var en kvinde. Kvinders kroppe bliver brugt som et blødt mål,” fortæller Esperance Kavira Furaha.
I de konfliktramte dele af Congo er voldtægt stadig et udbredt våben. Alene i Kivu-provinsen blev der i første halvdel af sidste år registreret 700 tilfælde af voldtægt begået af militser. For gerningsmændene er det underliggende budskab til deres modstandere, at de ikke er i stand til at passe på deres kvinder.
”Jeg var bare en person, der gik på vejen hjem fra skolen, og som blev udsat for overgrebet. Det er en del af deres krigstaktik at ydmyge kvinder. De ser kvinder som forsvarsforløse, og de vil ydmyge dem i forhold til deres eget samfund,” siger Esperance Kavira Furaha, som Kristeligt Dagblad møder i London.
Håret er sat i små fletninger, som smyger sig rundt helt tæt til hovedet. Svarene er venlige, men der er ikke meget liv i ansigtet på den unge kvinde.
Det brutale voldtægt har ændret hendes liv. I stedet for at resignere har hun imidlertid fundet styrken til at engagere sig i arbejdet for at hjælpe andre, som oplever noget lignende.
”Jeg fik de kræfter gennem den lokale organisation Sofepadi. Jeg var heldig, fordi jeg blev overfaldet tæt på en by, hvor jeg kunne få hjælp. De hjælper kvinder både psykologisk og medicinsk, og de giver de kvinder styrken til at sige, at de må protestere og fortælle, hvad der er sket,” fortæller Esperance Kavira Furaha, som nu er aktiv i samme organisation - både for at hjælpe andre ofre og som aktivist for at skabe opmærksomhed om, hvad der sker, og om, at det omgivende samfund ikke skal behandle ofrene som andenrangsmennesker.
”Der er så mange kvinder, som er bange for at fortælle, hvad de har været udsat for. Det er ikke en let beslutning at stå frem. Stigmatiseringen er stærk, og det rammer dig voldsomt, hvis du er en ung kvinde, som drømmer om at blive gift og få børn. I dit lokalsamfund ved de, at du har gennemlevet en voldtægt. Så hvis en ung mand er interesseret i dig, vil han hurtigt få at vide, hvad du har været udsat for,” siger Esperance Kavira Furaha, som samtidig medgiver, at det er en holdning, som det er meget svært at ændre, selvom der er en større forståelse blandt folk, der er bedre uddannede.
”Men de vil så stille en masse krav om tests og undersøgelser, og det er ydmygende at skulle gå gennem mange flere undersøgelser end andre kvinder, før en mand vil gifte sig med dig. Så de fordomme er der stadig,” siger hun.
Den anden del af problematikken er, at gerningsmændene slipper for let af sted med deres ugerninger.
”De bliver ikke straffet. Selvom om man ved, hvilke grupper der står bag, og hvem der er deres ledere, er der ingen, der tager initiativ til, at de bliver arresteret - og hvis det sker, så går de alligevel fri, fordi regeringen ikke tager det alvorligt. Når de begår andre ugerninger som drab og tyveri, bliver de straffet, men det sker ikke, når de begår voldtægt. Det er ikke en forbrydelse, der bliver taget alvorligt,” lyder det fra Esperance Kavira Furaha.