Norge frygtede terror mod tilfældig familie

Derfor varslede regeringen den 24. juli om, at landet stod overfor en alvorlig trussel

Billedet her er fra den 24. juli, hvor politiet patruljerede i Oslo.
Billedet her er fra den 24. juli, hvor politiet patruljerede i Oslo. Foto: Heiko Junge.

Fire terrorister fra den militante gruppe Islamisk Stat bryder ind i et privat hjem i Norge, dræber en hel familie med kniv og lægger derefter en videooptagelse fra mordene ud på internettet for at skræmme den norske befolkning.

Det var det scenarie, den norske stat frygtede i sommer, da regeringen den 24. juli varslede om, at landet stod over for en alvorlig terrortrussel, berettede norsk stats-tv, NRK, i går.

I dagene efter iværksatte man et beredskab, der satte Norge på den anden ende, og hvor man kunne se politi med maskingeværer patruljere i sommertomme småbyer.

I slutningen af august kom det så frem, at truslen angiveligt udsprang af, at fire personer fra Islamisk Stat var på vej til Norge for at udføre et terrorangreb. Mens hverken militærets eller politiets efterretningstjeneste vil kommentere de nye oplysninger, mener terrorekspert Kjetil Stormar, at de norske myndigheder kendte til den konkrete trussel.

”Flere uafhængige kilder har fortalt mig, at myndighederne vurderede, at der kunne ske et angreb mod et tilfældigt privat hjem. Terroristerne ville dræbe beboerne for åbent kamera og lægge filmen ud på internettet,” siger han til NRK.

Kjetil Stormar forstår godt, hvorfor de norske myndigheder tidligere ikke har villet offentliggøre, hvad truslen konkret drejede sig om, men mener, at det nu er på tide at fortælle den norske befolkning og beslutningstagerne, hvad der skete.

”Trusselsituationen er langt mere alvorlig, end det norske beredskab tager højde for. Jeg mener - også på baggrund af tidligere sikkerhedsvurderinger - at beredskabet i Norge ikke er tilfredsstillende. Man er ikke lykkes med at rydde op efter den 22. juli (terrorangrebet på Utøya 2011, red.). Det går for langsomt, og beredskabet er ikke ordentligt etableret,” siger han til avisen Aftenposten.