Billedet af den amerikanske journalist James Foley med kniven på struben har fyldt verden med rædsel. Og det er også meningen. Det blodspor af massehenrettelser og brutal nedslagtning, der trækkes genem Irak og Syrien, overalt hvor Islamisk Stat trænger frem, ligner måske et middelalderligt, irrationelt voldsorgie, hvor ukontrollable instinkter slippes løs. Men de brutale overgreb på civile er et strategisk valg. Et krigsvåben, der benyttes fuldstændig rationelt.
”I den brede befolkning opfattes denne form for ekstrem og blodig vold ofte som et nihilistisk udslag af ren og skær sadisme. Men blandt dem, der forsker i overgreb på civile, er der i dag enighed om, at brutalitet mod civilbefolkningen har et meget stærkt element af strategi,” siger Benjamin A. Valentino.
Han er leder af programmet for krigsstudier ved Dartmouth College i den amerikanske delstat New Hamp-shire og en af de førende forskere i krig og folkedrab. Han har forsket i præcis det spørgsmål, som hjemsøger verdensopinionen ved synet af Islamisk Stats overgreb mod Iraks kristne mindretal og de kurdiske yazidier, der har fået valget mellem at konvertere eller dø: Hvad er forklaringen på en sådan voldseksplosion? Hvorfor bortføres og voldtages kvinder næsten systematisk i enhver konflikt, hvor væbnede styrker terroriserer civilbefolkningen? Hvad får mennesker til i det 21. århundrede at stille mænd op på række og meje dem ned, som i Mosul i august, hvor mellem 1000 og 1500 mænd blev stillet op på lange rækker? Sunnimuslimerne fik besked på at træde til side, og resten - omkring 600 - fik besked på at knæle, inden der blev åbnet ild mod dem.
”Siden 1900 har internationale krige, borgerkrige, folkedrab og terrorisme kostet 100 millioner mennesker livet, heraf langt de fleste civile, og mærket næsten alle generationer. De, der overlevede, mistede deres hjem, deres livsgrundlag, deres nærmeste eller deres frihed og blev fysisk og psykisk mærket for livet. Forskere og universitetsfolk har længe søgt forklaringer på disse overgreb. Og den seneste forskning har forkastet den tidligere udbredte antagelse, at omfattende overgreb mod civilbefolkningen enten er irrationelle, tilfældige eller et resultat af gammelt had mellem etniske grupper. Eller også en tragisk, uundgåelig bivirkning af krig,” skriver Benjamin A. Valentino i den seneste udgave af tidsskriftet Annual Review of Political Science.
Dette synspunkt var fremherskende frem til 1990'erne. Forskerne interesserede sig for årsagerne til udbrud af krig og konflikt, men ikke ret meget for, hvorfor nogle krige er mere blodige for end andre. Desuden var Vietnam-krigen med til at understøtte den antagelse, at væbnede styrker havde meget lidt kontrol over den vold, de anvendte, og at vold mod civile var utilsigtet.
Når det var umuligt at ignorere, at volden mod civile klart var forsætlig, var der frem til 1990'erne konsensus om, at årsagen var et resultat af etnisk konflikt og gammelt stammehad. En udlægning, der blev fremført gang på gang, da Jugoslavien gik i opløsning og serbere, kroater og bosniere, der før havde levet fredeligt sammen, begyndte at myrde hinanden. Eller under folkedrabet på tutsierne i Rwanda. I 1993 skrev den amerikanske journalist Robert Kaplan sin bog ”Balkan Ghosts” der forklarede Jugoslaviens sammenbrud med irrationelt had mellem katolikker, muslimer og ortodokse. Og samme år blev Samuel Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød en af de bærende forklarings-modeller for konflikt, der påvirkede de amerikanske administrationer under både George Bush og Bill Clinton, påpeger Benjamin A. Valentino.
Som Lawrence Eagleburger, amerikansk diplomat og kortvarigt udenrigsminister under krigen på Balkan, formulerede det:
”Denne krig er ikke rationel. Der er absolut intet rationelt i en etnisk konflikt. Det handler om had, ikke om værdier eller formål, det fortsætter bare.”
I midten af 1990'erne blev der imidlertid sat spørgsmålstegn ved denne analyse. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kom for eksempel med rapporten ”Drab mellem naboer”, der påpegede, at etnisk had ikke bryder ud af sig selv, men tværtimod piskes op af regeringer og andre, der har en interesse i en konflikt.
”Ingen internationale, sammenlignende studier leverer dokumentation for, at der skulle være en klar sammenhæng mellem tilstedeværelsen af etniske forskelle og sandsynligheden for vold. Massedrab på civile skal snarere ses som fortsættelsen af krig med andre midler. For eksempel kan massiv vold og overgreb mod civile være en kompensation for militær svaghed. I stedet for sofistikerede våben anvender man terror mod civilbefolkningen for at ramme en fjende, som er militært stærkere. Det er for eksempel karakteristisk for Islamisk Stat, der er oppe imod en i princippet veludstyret irakisk hær, som nu støttes af vestligt luftvåben,” siger Benjamin A. Valentino.
Han peger på, at hårdhændet etnisk eller religiøs udrensning, som Islamisk Stat praktiserer, ikke udelukkende er et udslag af blind religiøs fanatisme. Også her er der en strategisk interesse.
”Islamisk Stat repræsenterer en meget ekstrem form for vold. Det er ikke umuligt, at organisationen bevidst har tiltrukket enkeltpersoner, der finder tilfredsstillelse ved at øve vold mod andre. Og individuel sadisme, der ellers holdes i ave i velordnede samfund, kan få frit løb, når alle institutioner og normer bryder sammen. Islamisk Stat spænder denne individuelle voldstrang for sit politiske projekt. Der er en mening med det, når Islamisk Stat twitter sine halshugninger ud til verden. Det er en meddelelse til Vesten om at holde sig væk og blande sig udenom,” siger Benjamin A. Valentino.
Dette budskab ville være tydeligt også med mindre voldsudøvelse. Alligevel dræber jihadisterne ikke kun på grund af religiøst had og fanatisme.
”Islamisk Stat dræber især for at sikre sig kontrollen over de territorier, de underkaster sig. Når de stiller alle mændene i en landsby op på række og skyder dem, er det også en meddelelse til de overlevende om, at det er farligt at gøre modstand. Det samme gælder den religiøse udrensning,” påpeger den amerikanske forsker.
Islamisk Stat tæller ifølge de fleste efterretningskilder mellem 20.000 og 25.000 mand, et tal, som måske er i vækst. De skal kontrollere fem millioner indbyggere i et område på størrelse med Storbritannien. En helt anden udfordring end den, de prorussiske militser står over for i det østlige Ukraine. Her afhænger det politiske projekt af befolkningens opbakning. Og den internationale forskning viser netop, at jo mere afhængig en oprørsgruppe er af støtte fra befolkningen, herunder til at skaffe sig mad og materiel, jo mere forsigtig er den med at for-gribe sig på befolkningen.
”Konflikten i Ukraine handler meget lidt om ideologi, og vi ved, at jo mere radikalt ideologisk en organisation er, jo mere vold er den villig til at bruge. For Islamisk Stat er målet at indføre en religiøs stat styret af sharia, og jo færre potentielle modstandere der er tilbage, jo lettere er det at nå dette mål. Islamisk Stat forsøger at skille sig af med mindretalsreligioner, men også med shiamuslimer og med sunnimuslimer, der er mindre radikale og derfor også kan tænkes at udgøre en trussel mod deres politiske endemål om en religiøs stat. Det er et træk, som man også ser i andre konflikter, for eksempel på Balkan, hvor radikale serbiske militser dræbte mindre radikale medlemmer af deres egen etniske gruppe,” siger han.
”Man kan forestille sig, at voldsorgiet ender med at få den stik modsatte effekt, og vi ser allerede, at de arabiske lande og muslimske organisationer verden over tager afstand fra Islamisk Stat. Graden af vold mod civilbefolkningen og 'den nære fjende' i den arabiske verden var netop et af stridspunkterne mellem al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, og Abu Musab al-Zarqawi, grundlæggeren af Islamisk Stats forgænger, Jama'at al-Tawhid wal Jihad, der blev udskilt fra al-Qaeda på grund af denne uenighed,” siger Valentino.
Alligevel fortsætter unge fra Vesten, men også jihadister fra blandt andet Nordafrika, med at strømme til Irak for at slutte sig til Islamisk Stat.
”Vi ved ikke præcist, om organisationen bevidst forsøger at tiltrække specielt vestlige jihadister, og i givet fald i hvilken hensigt. Men organisationen har brug for flere kombattanter, og alt tyder på, at den i stigende grad vil tiltrække de mest radikale og voldelige kandidater. Og dermed blive endnu mere voldelig,” siger Benjamin A. Valentino.
Han peger på, at vold og overgreb mod civilbefolkningerne generelt har været i aftagende siden afslutningen på den kolde krig.
”Den ideologiske konflikt mellem Øst og Vest kom blandt andet til udtryk i borgerkrige med et ideologisk udgangspunkt. Med afslutningen på den kolde krig er der blevet langt færre af de ideologiske konflikter, der netop har en tendens til at koste flest civile ofre. Islamisk Stat er et af de relativt få eksempler på ikke-statslige organisationer, som er i stand til at dræbe i meget stort tal, og et af de første eksempler på virkelig omfattende vold mod civilbefolkningerne siden den kolde krig. Risikoen er, at andre terrorgrupper, for eksempel i Afrika, vil lade sig inspirere af det, der ser ud til at give resultat på slagmarken i Irak,” siger den amerikanske forsker.