Terrorens visuelle politik

De elektroniske mediers svaghed for udpenslet vold er blevet Islamisk Stats styrke

Billedet her er taget af en propaganda-film fra den islamistiske gruppe Ahrar al-Sham, som selv har lagt filmen på nettet.
Billedet her er taget af en propaganda-film fra den islamistiske gruppe Ahrar al-Sham, som selv har lagt filmen på nettet. Foto: AFP Photo/Ho/Ahrar al-Sham.

Den britiske kunstner Damien Hirst omtalte engang 11. september-angrebet på New Yorks World Trade Center som ”en slags kunstværk i sin egen ret. Det var ondsindet, men udtænkt til at have netop denne virkning: Det var udtænkt visuelt.”

Nu, 13 år senere, kæmper de vestlige regeringer stadig med at finde sig til rette med de visuelle angreb i de globale medier, som truslen fra Islamisk Stat udgør for Mellemøsten, skønt man godt formår at beskrive den i strategiske termer.

Ligesom Osama bin Laden og al-Qaeda synes Islamisk Stat at forstå det indtryk, som makabre billeder af vold kan have på den offentlige fantasi. Det ironiske er jo, at Islamisk Stats udnyttelse af billeder af, hvad man kan kalde pornografisk vold, er i modstrid med islamisternes egen fordømmelse af visuel stimulering på andre af livets områder. Faktisk tager deres videoer pirringen af sanserne helt ud til grænsen. Islamisk Stats omhyggeligt iscenesatte videoer har med deres henrettelser af amerikanske og britiske journalister og bistandsarbejdere penetreret den vestlige psyke som en algoritme udformet for at få adgang til modstanderens digitale netværk.

Samme psyke er igennem lang tid gjort beredt på at tage chokerende billeder ind. Nu er de elektroniske mediers svaghed for udpenslet vold blevet Islamisk Stats styrke.

Terrorens visuelle politik kan synes primitiv, men dens praksis kan meget vel være lige så sofistikeret, som dens virkning er dybtgående. På samme måde som fortidens sejrherrer, der rejste nye templer på de steder, hvor de besejrede havde haft egne templer, brugte nedbryderne af New Yorks tvillingetårne den visuelle terror til at ramme ind i hjertet af fjendens værdisystem.

Det er sigtet med terror: at destabilisere fjendens normative virkelighed. Når først den velkendte verdens vished udfordres, og dens hellige steder er blevet invaderet og rystet, kan der ryddes rum for en besættelse.

Tænk for eksempel på, hvordan Suharto-regimet i Indonesien fra 1966 til 1998 afbildede angiveligt barbari blandt kommunistiske oprørere og drev landets borgere til at betragte det i fjernsyn og teatre. De grufulde billeder havde til sigte at så terror. På baggrund af en så grotesk voldelig fjende opstod et endnu mere frygtindgydende statsapparat af organiseret vold. Reelt skabte Suharto med grusomhedens og terrorens visuelle politik en ny realitet af vold og terror forbundet med det gamles forfald.

Den samme perverse logik er på spil i Islamisk Stats virale udstyrsstykker. Skønt be-hovet for at konfrontere ondskab presser sig på som ingensinde før, kan motivationen for det i de vestlige samfund blive uklart. For én ting er at overveje fordele og ulemper ved at stå op imod eksterne kræfters irrationelle vold - men noget andet er at lange ud efter producenterne af brutalt, politisk ladet og oprørende billedmateriale.

Vi må derfor spørge os selv, hvad det helt præcist er, der får os til at reagere på de trusler, som Islamisk Stat fremsætter. Det bliver ikke nemt at skelne mellem information om reelle trusler mod den nationale sikkerhed i Vesten og billeder, som er strategisk udformet til at chokere og pirre os. Men det er utvivlsomt værd at gøre det i lyset af, hvor meget der er på spil.

Grusomhedens og terrorens visuelle politik er kun så stærk, som vi forestiller os, at den er. Det er derfor, det kan kræve mere end militærmagt at uddrive dens djævle. Det vil også kræve, at vi tænker dybt over den strategiske brug af voldelige billeder i den digitale tidsalder.