Vanskelige kulturforandringer i elefantland

84: Frivillige bader elefanter i en nærliggende dam.

Det skotske kærestepar Wills Sandilands og Kirsty Thomason, der driver The Surin Project.

Mahutter (elefantførere) på gåtur med elefanter tilknyttet The Surin Project i det nordøstlige Thailand. - Begge fotos: Edita Coroli.

Elefanter i fangenskab lever under kummerlige forhold i Thailand, når turister rider på dem og oplever dem stå på ét ben i cirkus. Men ét sted er et skotsk kærestepar med møje og besvær - og frivillige kræfter - ved at ændre en ældgammel kultur fra bunden

Elefantekskrementer vejer en del mindre, end man skulle tro, og iført et par arbejdshandsker er der faktisk intet ubehag forbundet med at rydde de biologiske efterladenskaber fra de tonstunge dyr op. Den største motivation for at blive hurtigt færdig med jobbet er, at man kan komme i læ for den brændende sol, der allerede ved otte-nitiden om morgenen får temperaturen op i nærheden af de 30 grader.

Pausen bliver dog ikke lang, for der er meget, man skal tage sig af, når man arbejder som frivillig for det godgørende elefantprojekt The Surin Project i Thailand. Efter ekskrementoprydningen skal vi vande sukkerrør og bambustræer, så der er noget at spise for de firbenede kæmper, der snildt fortærer 300-400 kilo føde hver dag. Der skal også muges ud, der hvor elefanterne står lænket det meste af dagen.

Og netop lænken og den ufrihed og unaturlige tilstand, som elefanterne er i, når de bliver holdt i fangenskab, er, hvad The Surin Project kæmper imod. Her prøver man at give nogle af de mange elefanter, der bliver holdt i fangenskab i Thailand, et liv, der er en lille smule tættere på det, de ellers ville leve ude i den vilde natur. The Surin Project vil gerne vise de lokale thailændere, at det kan lade sig gøre at tjene penge på turister, der hellere vil opleve elefanter i naturlig omgang med andre elefanter frem for at se dem udføre tricks og stå på ét ben i et cirkus.

For når de frivillige, der i øvrigt betaler omkring 2200 kroner for en uges ophold, har overstået de ”sure” pligter, kommer belønningen - både for dem, men ikke mindst for elefanterne. Så er det nemlig tid til at komme en tur ud af lænkerne. Ud i junglen, hvor dyrene kan rende frit omkring i al deres naturlige prægtighed for til sidst at ende i en brungrumset mudret flod, hvor elefantførerne i samarbejde med os frivillige bader og skrubber elefanternes grå, tykke, rynkede hud, og vi for alvorlig får lov at mærke og blive betaget af det enorme dyr på nærmeste hold.

”Det her er noget af det vigtigste ved projektet. At få elefanterne ud af deres lænker, så de frivillige kan se dem interagere med hinanden, og så elefantførerne kan se, at folk er interesseret i at opleve det. Vi håber, at vi med tiden kan få flere elefanter ud af deres lænker i længere tid ad gangen. For det er ikke perfekt, som det er i øjeblikket, hvor de kun får tre timer uden lænker hver dag, siger den 30-årige skotte Wills Sandilands, der sammen med sin 27-årige kæreste, Kirsty Thomason, driver projektet.

Selvom det er hårdt arbejde at være frivillig hos The Surin Project, hvor man bor i primitive, solidt byggede hytter, sover på hårde madrasser og står op klokken seks om morgenen, bliver projektet ved med at få fyldt de 11-12 ledige pladser op hver eneste uge. Som én af de frivillige, den 30-årige James Lawson Brooks fra Wales, udtrykker det, får man så utroligt meget for sine fysiske udfoldelser:

”Det er jo en del af oplevelsen. Man vil jo gerne have en fantastisk tid, hvor man laver noget arbejde, der støtter en god sag. Det er én times hårdt arbejde om dagen, for at du kan få lov at gå tur gennem junglen med elefanter. Det er et godt bytte,” siger James, mens vi er ude på gåtur i den tyndt bevoksede jungle med de 11 elefanter, der i øjeblikket er tilknyttet The Surin Project.

James er meget begejstret:

”Det var lige sådan et projekt, jeg ledte efter. Lederne virker meget passionerede omkring, hvad de laver, og hvorfor de gør det. De ser også ud til at have et godt forhold til elefantførerne. Så jeg er glad for at være en del af det, og jeg ønsker dem alt det bedste.”

Mens vi går med elefanterne, får vi endnu et indblik i, hvordan de enorme skabninger interagerer med hinanden. Ligesom mennesker deler de sig hurtigt op i grupper og bliver gode venner. n af elefanterne er kommet bagud og er blevet adskilt fra resten af flokken. Til sidst bliver det for meget for den tilbageladte elefant, og pludselig sætter det tonstunge dyr i fuldt firspring frem mod de andre. Så er det bare med at komme af vejen.

Den dramatiske episode - som dog aldrig var ved at komme ud af kontrol - giver Kirsty en anledning til at forklare os lidt om, hvordan elefanterne kommunikerer med hinanden. Når man opholder sig i elefanternes nærhed døgnet rundt, finder man hurtigt ud af, at det karakteristiske elefanttrut kun sjældent forekommer. I stedet er det meget mere almindeligt for elefanterne at frembringe en piben, der lyder lidt ligesom, når man forsigtigt lukker luft ud af en oppustet fødselsdagsballon.

”Den høje pibelyd er en beroligende lyd, elefanterne laver, når de småsludrer med hinanden. Ind i mellem frembringer de også en dyb brummende lyd, der lyder som en bilmotor. Det gør de, når noget har skræmt dem, og de prøver at berolige hinanden igen,” siger Kirsty.

Pludselig er det tydeligt, at hun faktisk var folkeskolelærer i Skotland, inden hun blev en del af The Surin Project. Wills er fra Shetlandsøerne og var elektriker, før han blev elefantprojektleder. Altså en helt anden baggrund, end hvad de laver i dag. Men ifølge Wills hjælper Kirstys lærerbaggrund hende. De besøger nemlig også de lokale skoler og deltager i engelskundervisningen. Wills og Kirsty vil gerne gøre børnene mere bevidste om deres lokale miljø og gøre dem interesseret i det arbejde, som the Surin Project gør for elefanterne. For som Wills siger, er det børnene, der i fremtiden skal hjælpe elefanterne og beskytte miljøet i Thailand.

Det er tydeligt, at Wills og Kirsty brænder for det, de laver. Men hvad har egentlig drevet dem til at bruge de seneste to år af deres liv på at forbedre forholdene for tilfangetagne elefanter i Thailand? Det begyndte faktisk med, at Wills og Kirsty også tog sig en ridetur på elefant-ryg, da de var på rundrejse i Sydøstasien - noget, de er meget imod nu om dage.

”På det tidspunkt ville vi bare prøve så meget forskelligt som muligt. Og at ride på en elefant var da helt klart noget, vi blev nødt til at prøve. Men da vi gjorde det, kunne vi også se de dårlige forhold, som elefanterne havde, og vi kunne virkelig ikke lide, hvad vi så. Kirsty ville gerne prøve noget, der var bedre for elefanterne. Så i Thailand fandt vi The Elephant Nature Park, men der var helt booked op, så i stedet henviste de os til The Surin Project. Vi var her et par uger til at begynde med, hvor vi blev ret gode venner med den daværende leder. Men fordi vi havde fået et helt andet perspektiv af at være her, kunne vi ikke lade være med at sige til hinanden 'Hvad kan vi gøre ved det her?', når vi oplevede dyr blive misbrugt til turistformål rundt omkring på vores rejse,” siger Wills.

Derfor endte kæresteparret med at komme tilbage til The Surin Project, som netop stod og manglede nogle nye ledere, der kunne tage over fra dem, der havde været der tidligere. I samarbejde med en lokal thailandsk familie har Wills og Kirsty nu stået for al drift af projektet.

The Surin Project er placeret i den nordøstlige del af Thailand, som er det område, hvor der bliver holdt flest elefanter i fangenskab. Der bor 150 elefanter bare i den lille landsby, Ban Tha Klang, som vi befinder os i. Langt de fleste af dem er ejet af helt almindelige thailændere, der har elefanterne som indtægtskilde. Lige ved siden af det område, hvor The Surin Projet holder til, finder man The Elephant World. Et permanent cirkus, hvor der to-tre gange om dagen bliver opført elefant-shows til horder af primært thailandske turisters store begejstring. Det er her, elefanterne står på ét ben, maler med pensler og skyder dartpile efter balloner.

Elefantcirkusset og den form for turisme, det bringer med sig, er ikke noget, som Wills og resten af The Surin Project bryder sig særlig meget om.

”Cirkusset er en stor indtægtskilde for de lokale, men vi er ikke ligefrem begejstrede for den form for turisme. Vi er ikke totalt imod det, for det er jo en måde, som folk kan tjene penge. Men vi kan ikke lide, hvad det står for. At elefanter skal udføre tricks, der ikke er naturlige for dem. Der vil vi hellere vise folk noget, der er mere naturligt,” siger Wills.

Elefantførerne - eller mahutterne, som de kaldes på de kanter - kan tjene mange penge på at lade deres elefanter optræde i cirkus. Omkring 5000-6000 kroner om måneden i et land, hvor en gennemsnitlig løn ligger omkring 1000 kroner. Derfor giver både den thailandske stat og organisationen Save the Elephant - der står bag The Surin Project - hver 1300 kroner om måneden til de mahutter, der vælger at lade deres elefanter indrullere i projektet. Plus al den mad, som elefanterne fortærer.

Thailand forsøger faktisk at gøre noget for de mange tilfangetagne elefanter, der findes i landet. Både staten og kongehuset støtter projekter, der arbejder med at uddanne mahutterne og begrænse krybskytteri og trafficking med elefanter. Men ifølge World Animal Protection er sådanne projekter en sjældenhed i Sydøstasien. Og man kommer ikke uden om, at de tilfangetagne elefanter helt grundlæggende lever en tilværelse, der er unaturlig for dem.

”Elefanter er ikke tamme dyr, og selvom et stigende antal bliver født i fangenskab, bliver mange af dem stadig fanget direkte fra naturen. De bliver givet en hård og ofte ondsindet træning for at kunne blive brugt af mennesker,” siger dyrlæge Jan Schmidt-Burbach, der er tilknyttet World Animal Protection og fortsætter:

”Elefanter er højt intelligente og sociale dyr, der udviser adfærd forbundet med sorg, medfølelse, selvbevidsthed og samarbejde og kan opleve posttraumatisk stress-syndrom. Tilfangetagne elefanter, der bliver brugt til underholdning, vil nærmest aldrig være i stand til naturligt at socialisere med andre elefanter. De har måske nok kontakt med elefanten, der står lænket ved siden af dem, men det er ikke muligt for dem at bestemme, hvordan og med hvilken elefant de interagerer, ligesom de ville kunne i naturen.”

Det er også derfor, The Surin Project i bund og grund handler om meget mere end penge. Det handler om at ændre en kultur og mentalitet blandt de lokale, der ejer elefanterne og tjener penge på dem. Men, som Wills Sandilands er sig bevidst, er det ikke en enkel sag at være velmenende vesterlænding i et land, hvor elefanter i bedste fald bliver betragtet som et arbejdsredskab.

Traditionelt bruger mahutterne en skarp såkaldt tyrekrog, når de skal manøvrere med elefanterne. Men selv sådan et lille redskab kan være en stor forhindring, når det handler om at overbevise folk om projektets eksistensberettigelse.

”Tyrekrogen bliver brugt til at styre elefanterne med, men den tjener også til beskyttelse for mahutterne. Det er sådan, de ser det. Nogen bruger den meget, andre bruger den lidt. Nogen bruger den bare som en forlænget arm og mere som en trussel, mens andre mahutter overdriver brugen. Men den er også lavet til at få elefanterne til at makke ret, hvis de kommer for tæt på nogen. Mahutterne skal være meget forsigtige, for elefanterne kan jo gøre stor skade på folk. Men mahutterne kan ikke bruge tyrekrogen, når de er en del af The Surin Project, og vi opfordrer dem til ikke at bruge den overhovedet, men bruge stemmen i stedet,” siger Wills og fortsætter:

”Men selvom vi ikke lader dem bruge krogen i The Surin Project, bør man ifølge min mening lave et projekt, hvor det er tilladt. Så kan vi få flere mahutter interesseret i denne her form for turisme. Vi skal tage små skridt ad gangen og lave kompromiser, hvis vi vil have folk til at ændre praksis i Thailand og andre steder.”

Når man som Wills og Kirsty basalt set arbejder med at skabe forandringer, stiller man ind i mellem sig selv spørgsmålet, hvor store forandringer man kan skabe, før det påvirker den lokale kultur for meget. Det er en vanskelig balancegang, når man gerne vil udbrede denne form for bæredygtig turisme, men samtidig ikke ønsker at pådutte de lokale nogle skikke, de ikke forstår.

Wills er idealist, men i den tid han har været i The Surin Project, har han også været nødt til at justere sine idealer.

”Jeg havde en idé om at se elefanterne blive sat ud i det fri. Men det kan man ikke, for der er ikke noget sted at sætte dem fri. Det næstbedste ville være at finde dem et sted, hvor de kunne løbe frit omkring. Men hvor slipper man lige 150 elefanter løs?”.