Racisme har indtaget Israels skoler

Det israelske skoleår begyndte i denne måned. Antropolog Idan Yarons arbejde viser, at racistisk had er blevet et presserende problem i landets skoler

Skolebørn i Israel vokser op med et had til arabere. Modelfoto.
Skolebørn i Israel vokser op med et had til arabere. Modelfoto. Foto: AFP Photo / Mohamed Abed.

”Arabere er noget, jeg hverken kan se på eller tolerere. Jeg er forfærdelig racistisk. Jeg kommer fra et racistisk hjem. Hvis jeg fik chancen i militæret for at skyde en af dem, ville jeg ikke tænke mig om to gange.”

Udtalelsen kommer fra en pige i 10. klasse på en skole i det centrale Israel. Hun fortsætter:

”Jeg kunne dræbe nogen med mine bare hænder - hvis det er en araber. Jeg var oplært med, at de bliver uddannet til at være terrorister, og at man ikke kan stole på dem.”

Erklæringen er blot en af mange, som den israelske antropolog Idan Yaron har samlet sammen under en omfattende undersøgelse af skolelivet i Israel. Et af de hovedindtryk, han står tilbage med efter at have fulgt livet på en almindelig, gennemsnitlig skole flere dage om ugen i tre år, er, hvor presserende et problem racistisk had udgør i dag.

”Det kom bag på mig, hvor skarpt og åbent racismen kommer til udtryk i skolen. Problemet er blevet så stort og kompliceret, at de fleste lærere føler sig magtesløse over for det,” siger Idan Yaron.

I takt med at konflikten mellem palæstinensere og israelere har været højspændt hen over sommeren, ikke mindst med den 50 dage lange krig i Gaza, er racisme blevet et stort tema i Israel.

De seneste måneder har budt på store racistisk motiveret demonstrationer i gaderne og racerelaterede overfald mellem arabere og jøder. Og holdningerne bliver nu afspejlet i skolelivet, siger Idan Yaron.

”I dag tager folk det for givet, at man møder racisme på arbejdspladsen eller på gaden. Men skolerne står som en ø af rationalitet midt i samfundet. Derfor havde jeg ikke forventet at finde racisme i sådan et omfang,” siger han.

Idan Yaron understreger, at der er mange israelere, der ikke er racister. Racismen i israelske skoler er formentlig heller ikke værre, end den man finder i arabiske skoler. I det hele taget er det vigtigt for ham at pointere, at han ikke er ude i et Israel-fjendtligt ærinde. Men racismen udgør nu et så omfattende problem, at det er nødvendigt, at der kommer opmærksomhed omkring det:

”Racismen er ikke allestedsnærværende, men jeg vil sige, at den er typisk. Der er sket et skred, så det er blevet legitimt at have og udtrykke racistiske holdninger. Det er blevet en del af livet og en del af måden, man taler på. Det smitter af på skolelivet, hvor det er med til at skabe børns identitet,” siger han.

Idan Yarons flerårige iagttagelser udkommer i næste måned i bogen ”Scener fra skoleliv” (på hebraisk), der er skrevet sammen med kollegaen Yoram Harpaz. Allerede inden udgivelsen har den sat gang i en større debat i Israel om, hvad man skal stille op med racismen i skolerne.

I bogen beskriver Idan Yaron en scene, han overværede i en 9. klasse. Eleverne har jødisk bibelundervisning, og temaet er hævn. En elev siger, at hævn er en vigtig følelse, og at jøder bør hævne sig på arabere. Alle arabere bør dræbes, proklamerer han. Nogle af eleverne bakker ham op, og der begynder at opstå uro i klassen.

En pige tager ordet. Hun er forarget over sine klassekammerater og siger, at man slet ikke har fortjent at leve, hvis man dømmer alle arabere over en kam og ønsker dem dræbt. Ord som ”racist”, ”araber-elsker” og ”venstredrejet” fyger igennem luften. Situationen ender i spektakel, og to elever bliver efterfølgende bortvist et par dage for racistiske udtalelser.

Scenen viser, hvor vanskelig en opgave lærerne står over for i dag, forklarer Idan Yaron. Det israelske samfund er blevet så polariseret, at spørgsmål om forholdet mellem arabere og jøder ofte ender som skyttegravskrige. Og begreber som humanisme og menneskelig værdighed bliver let opfattet som venstreorienteret og politiserende. Det er et billede, der bliver ekstra tydeligt i en skole.

”For børn bliver verden meget nemt sort og hvid. Det kan være svært at forholde sig til, at nogle arabere kan være venner, og nogle kan være fjender. Børn vil vide, hvem der er gode, og hvem der er onde. Og i Mellemøsten kan sådan en kategorisering blive lidt for nem,” siger han.

Samtidig er det også vigtigt at forstå baggrunden for, hvorfor ikke bare racismen, men også den uforsonlige debat, hvor man enten er ”racistisk araber-hader” eller ”venstresnoet araber-elsker”, opstår i samfundet og i skolen.

”Det er nemt nok at leve i et roligt land og have moderate holdninger. Men vi lever i et land med problemer, der er så store og påtrængende, at de er uundgåelige at forholde sig til. Man er tvunget til at skabe sine egne holdninger. Konflikten, folk lever midt i, er meget reel, og når den ligefrem bliver truende, er der en tendens til, at man kategoriserer mere og nemmere forfalder til fordomme og stereotyper,” siger han.

Da skoleåret i Israel begyndte i starten af denne måned, efterlyste lærere fra store dele af landet en klarere plan fra undervisningsministeriets side for, hvad de skal stille op med racisme i klasserne.

I sin kommende bog citerer Idan Yaron en skoleleder for at sige, at selvom hun er fuldt ud klar over racismeproblemets omfang på skolen, kommer de ikke til at gøre noget ved det foreløbig. Problemet er alt for stort og komplekst, siger skolelederen.

Desuden er det begrænset, hvad skolen kan stille op, hvis det er familierne og samfundet mere bredt set, der fremavler racismen hos børnene.

Men det er helt afgørende, at uddannelsessystemet mobiliserer sig. Der er ingen anden udvej, siger Idan Yaron:

”Vi skal turde se problemet i øjnene og lade børnene komme frem med deres racistiske holdninger i timerne. Det gavner ikke at lægge låg på. Så kommer racismen bare til udtryk andre steder, på gaden eller på fodboldbanen.”

Men det er ikke nok blot at konfrontere hadet i skolerne. Had og racisme er ikke noget, der bare kan løses med en times snak i klassen en gang om måneden, som i vid udstrækningen er metoden, der bliver brugt i dag. I stedet handler det om at skabe et nyt og meget bredere humanistisk perspektiv på undervisning i sin helhed.

”I dag fokuserer vi meget snævert på de målbare resultater i skolerne på bekostning af blødere, humanistiske fag om kunst og dannelse. Men det er ikke nok at lære noget. Børnene skal uddannes. Vi skal undervise børnene, så de udvikler en forståelse for medmennesker og til det fremmede. Det er humanistiske værdier, der skal indarbejdes i alle fag,” siger Idan Yaron.