Da soldater fra Folkets Befrielseshær rullede ind over grænsen mellem Kina og Hongkong ved daggry den 1. juli 1997, havde de forsamlede journalister - inklusiv denne skribent - bange anelser. Den britiske kronkoloni Hongkong var nu i hænderne på den hær, der kun få år forinden havde skudt på sit eget folk.
Massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 bliver da også nævnt i forbindelse med de igangværende protester i Hongkong. De sidste 17 år har soldaterne fra Folkets Befrielseshær holdt sig i ro på kasernen i Hongkong. En pensioneret militærmand sagde dog tidligere på året, at de kunne blive sat ind i tilfælde af oprør. Desuden er der en paramilitær styrke, der er trænet i at nedkæmpe opstande, i Guangdong-provinsen, lige på den anden side af grænsen.
Tanken om kinesiske soldater i kamp med ubevæbnede demonstranter i Hongkongs gader er dog fjern for de fleste iagttagere. For hvis Kinas leder, Xi Jinping, skulle vælge at sætte så hårdt mod hårdt, ville det få uoverskuelige konsekvenser.
Hongkong ville blive et endnu mere fjendtligt og uregerligt sted, og dets økonomi ville lide alvorlig skade. International fordømmelse ville hagle ned over Beijing, men det er måske af mindre betydning. Kina er betydeligt stærkere end for 25 år siden, og Xi Jingping har i sin regeringstid kørt en hårdere nationalistisk linje og lagt mindre vægt på, hvad andre mener.
Der er dog en undtagelse: Taiwan. En hårdhændet løsning i Hongkong vil ryste ø-nationen, der er demokratisk og de facto selvstændig, og udskyde den genforening, som Kina så inderligt ønsker, på helt ubestemt tid.
Udviklingen i Hongkong følges derfor nøje i Taiwan, hvor præsident Ma Ying-Jeou har udtrykt sin støtte til demonstranterne. Konceptet ”et land, to systemer”, som har givet Hongkong delvist selvstyre under Kina, blev oprindeligt udtænkt af den tidligere leder Deng Xiaoping med henblik på en genforening med Taiwan.
Xi Jinping gentog for nylig, at ”et land, to systemer” skulle danne basis for en genforening, men præsident Ma var hurtigt ude med et ”ellers tak”. Med uroen i Hongkong og politiets brug af tåregas i weekenden har det ingen interesse - og en indgriben fra Kinas side ville forvandle det til et rungende ”nej”.
Men kan Xi Jinping give efter for demonstranternes krav om et demokratisk valg af Hongkongs leder i 2017? Næppe. Kinas parlament har fastlagt rammerne: Hongkongs borgere kan få lov til at stemme, men kandidaterne skal godkendes først, så Beijing bevarer kontrollen.
Kina henviser til, at man blot har fulgt Hongkongs mini-grundlov, Basic Law. I artikel 45 står der, at det endelige mål er direkte valg, men ”efter indstilling fra et bredt repræsentativt udvalg i overensstemmelse med demokratiske procedurer”.
At Beijing har sin egen fortolkning af de procedurer, er det, der satte uroen i gang. Men at Xi skulle give sig på det punkt er usandsynligt. Også fordi det ville sende et signal om svaghed og kunne give andre fikse idéer. Hvis Hongkong må, hvorfor så ikke Shanghai? Eller Tibet, og hvad med Xinjiang?