EU-kritik gennemsyrer partikonference

De konservative i Storbritannien vil stække Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og er meget optaget af en folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU på nye vilkår.

Premierminister David Cameron.
Premierminister David Cameron. Foto: Ben Cawthra/Sipa .

Briterne vil have mere magt tilbage til London. Det er summen af de løfter, som premierminister David Cameron udstak i går i sin afsluttende tale til den konservative kongres.

Ikke alene handler det om at forhandle mere magt tilbage fra EU. Han vil også sætte en stopper for, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kan tilsidesætte det britiske parlament.

”Vi behøver ikke at modtage instruktioner fra Strasbourg,” sagde David Cameron til forsamlingens store bifald.

Han vil blandt andet kræve indrømmelser fra EU, når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed.

”Jeg vil tage til Bruxelles, og jeg vil ikke acceptere et nej som svar, og når det handler om den frie bevægelighed, vil jeg få, hvad Storbritannien har brug for,” fastslog premierministeren.

Han lovede videre, at uanset resultatet skal briterne stemme om en ny aftale i en folkeafstemning.

David Cameron kan kun indfri sine løfter, hvis de konservative får absolut flertal efter valget den 7. maj næste år.

Mistilliden til det europæiske projekt er stor blandt de menige konservative, hvilket var tydeligt på de mange debatmøder i forbindelsen med konferencen.

”Hvad får vi ud af EU. Ikke noget som helst,” lød det fra Andrew Jackson fra Buckinghamshire under en debat om en mulig genforhandling med EU.

Debatmødet handlede om, hvordan briterne kan genforhandle deres medlemskab af EU. Men for nogle er der bare ikke noget at forhandle om. De vil ud.

”Vi er nødt til at vide, hvad vi skal sige, når vi er ude at stemme dørklokker. Der er ikke sket noget siden konferencen sidste år, og vi risikerer at spille det hele i hænderne på UKIP,” sagde en aktivist ved navn Tina med henvisning til det EU-kritiske uafhængighedsparti.

I panelet sad blandt andre parlamentsmedlemmet Jacob Rees-Mogg, som hører til på partiets EU-skeptiske fløj.

”Det er håbløst, hvad vi har gjort indtil nu, og jeg mener, vi skal lave en aftale med UKIP, så vælgerne ved, hvad de får,” fastslog Jacob Rees-Mogg.

Han erklærede også, at hvis det kommer til en folkeafstemning, vil han stemme for at forlade EU.

”Det er bedre at have et medlemskab end at forlade EU. Men jeg har ikke noget problem med at forlade EU.”

Et udsagn som det tætpakkede lokale kvitterede for med et stort bifald.

Ifølge Jacob Rees-Mogg har briterne en stærk forhandlingsposition, fordi briterne importerer mere fra de andre EU-lande, end de eksporterer til dem.

I panelet sad også Domenic Grieve, som indtil denne sommer varetog posten som politisk udpeget rigsadvokat.

”Jeg tror, at flertallet af de konservative vil have et forhold til EU, som er koncentreret om det indre marked for varer og serviceydelser. Men der er heller ikke megen tvivl om, at hvis vi står uden for EU, vil de fortsat have samhandel med os, men de vil også snuppe meget af industrien og de finansielle serviceydelser fra os,” sagde Domenic Grieve med henvisning til, at eksempelvis Nissan nok ikke ville placere deres europæiske bilfabrikker i Storbritannien, hvis det primære marked er et EU, som briterne ikke længere er medlem af.

En udmeldelse af EU vil også trues Londons position som verdens tredjevigtigste finanscentrum.