Boko Haram kunne have været nedkæmpet for længe siden

Religion hører ikke hjemme i politik i Nigeria, men det får alligevel en betydning, fordi regeringen udnytter den militante islamiske gruppe Boko Harams hærgen til at sikre sig genvalg til næste år, mener Alhaji Lai Mohammed fra det nye store oppositionsparti

De nigerianske soldater, som skal bekæmpe Boko Haram, kunne have løst problemet for længst, mener Alhaji Lai Mohammed.
De nigerianske soldater, som skal bekæmpe Boko Haram, kunne have løst problemet for længst, mener Alhaji Lai Mohammed. . Foto: AFP/Scanpix.

Når talen falder på Nigeria, så tænker mange på den islamiske ekstremistgruppe Boko Haram. Men truslen fra Boko Haram er overvurderet og bliver brugt af regeringen til at skabe en følelse af usikkerhed i landet, mener oppositionen.

”Principielt ser vi, at regeringspartiet har udnyttet Boko Haram-krisen til at hente kortsigtede fordele. Men Boko Haram kunne have været nedkæmpet for længe siden. De er ikke et stort sikkerhedsproblem, men er en mindre krise. En rigtig regering ville have smadret dem for længe siden,” siger Alhaji Lai Mohammed.

Han er talsmand for det store oppositionsparti All Progressives Congress, som blev dannet sidste år af fire mindre oppositionspartier. Han er også advokat og forretningsmand, og de mange kasketter bliver understreget af, at han har hele fire mobiltelefoner liggende foran sig, da Kristeligt Dagblad møder ham i London.

Siden demokratiet afløste militærdiktaturet i 1999 i Nigeria, har Folkets Demokratiske Parti haft magten. Men når der til næste år er valg i Afrikas folkerigeste land, håber oppositionen at skubbe præsident Goodluck Jonathan væk fra magten.

”Dette valg vil ikke blive som andre valg. Det er første gang, regeringen kommer op imod en opposition, som er samlet, og ikke en række mindre grupper,” lover Alhaji Lai Mohammed.

Kampen om magten i Nigeria skal ikke kun føres på hjemmebanen i Nigeria. Derfor er Alhaji Lai Mohammed i London, hvor han dels mødes med personer fra den store nigerianske diaspora, som bor i Storbritannien, men også med den internationale presse for at skabe øget opmærksomhed om valget.

”Jeg forudser, at der vil ske et stort skift ved valget. Men det forudsætter, at valget er frit og uafhængigt. Og det er noget, som vi er meget bekymrede for. Vi vil kræve, at internationale valgobservatører kommer til Nigeria,” forklarer den nigerianske forretningsmand og politiker, der selv blev kortvarigt bortført under sidste valgkamp.

”Vi vil have valgobservatører allerede fra nytår, for et valg er ikke kun på valgdagen, men er en lang proces,” siger han med henvisning til, at landets vælgere skal registreres, og at der finder intimidering sted under valgkampen.

”Vi beder ikke om tjenester, men om en fair valgkamp.”

Nigeria er med en anslået befolkning på 177 millioner det mest folkerige land i Afrika. Økonomisk har de tilmed overhalet Sydafrika som den største økonomi på det afrikanske kontinent - en position, som ikke mindst er opnået i kraft af de store oliereserver, som det store afrikanske land ligger inde med. Men det også et land, hvor store summer fra særligt olieindustrien har en tendens til at forsvinde.

”Vi ved, at 20 milliarder oliedollars er forsvundet, og regeringen siger ikke noget om det. Vi ved også, at korruption er udbredt, og det er derfor, at landet er fattigt,” siger Alhaji Lai Mohammed.

Et andet stort spørgsmål er religion, fordi halvdelen af landets befolkning er kristne og den anden halvdel er muslimer.

”Det er regeringen, der har valgt at udnytte de brudlinjer, der er i religion og etnicitet. Vi vil derfor nedtone betydningen af religion. I dag skal du angive, hvilken region i landet du kommer fra, og hvilken religion du har, når du udfylder officielle formularer. Vi vil have de oplysninger væk fra al offentlig data,” siger Alhaji Lai Mohammed.

Selvom landets forfatning siger, at der skal være valg til næste år, så frygter han, at den store fokus på Boko Haram kan have konsekvenser for valget.

”Vi risikerer, at valget ikke bliver gennemført i de områder, hvor Boko Haram opererer, og det betyder, at fem millioner stemmer ikke vil blive afgivet. Og det er områder, hvor oppositionen står stærkt.”

Han mener videre, at truslen fra den islamiske gruppe er stærkt overvurderet, fordi der i de nordlige provinser er gennemført lokalvalg og suppleringsvalg, som har været fredelige.

Men det er ikke kun risikoen for, at dele af landet bliver undtaget fra valget, han frygter.

”Regeringen spreder den opfattelse, at fordi landet er i krig, så kan det være nødvendigt at udskyde eller aflyse valget. Men vi siger igen og igen, at landet ikke er i krig. Problemet er, at det er regeringspartiet, som vil profitere af det budskab, at landet er i krig,” advarer Alhaji Lai Mohammed.

Han kritiserer videre styret for, at man ikke har gjort nok for at gå ind i de årsager, som ligger bag Boko Harams succes.

”En af grundene til, at de er så stærke, er fattigdom og dårlig embedsførelse. Det er ikke religion, som er det store problem,” siger Alhaji Lai Mohammed, som også advarer mod det generelle billede, som det internationale samfund har af Nigeria.

”Det er for simpelt at se på Nigeria som et muslimsk nord og et kristent syd. Spørgsmålet om islamisering er slet ikke på bordet. Det kan ikke ske. Det, som alt handler om, er økonomi og korruption,” siger Alhaji Lai Mohammed.

Han peger på, at de tre nordlige provinser, hvor den radikale muslimske gruppe står stærkt, også er de dele af landet, som lider mest økonomisk, og hvor dårlig uddannelse og analfabetisme er mest udbredt. Det er de underliggende faktorer, siger han.

Af samme grund kritiserer han regeringens strategi.

”Hvis du vil bekæmpe Boko Haram, så handler det ikke kun om en militær indsats, men også om økonomi og sociale forhold.”

Det er ikke et forsøg på at undervurdere Boko Haram, men at forklare, at Boko Haram er problem, som har været i landet i over 10 år.

”Nu prøver regeringen at score politisk kapital på konflikten. Men de benægtede, at der var et problem, lige indtil Boko Haram blev en international sag.”

Han afviser videre regeringens forsøg på at kæde oppositionen sammen med den muslimske terrorgruppe.

”Vi vil gøre det klart for dem, at islamiseringen af Nigeria på ingen måde er på forhandlingsbordet. Vi vil ikke være en del af kalifatet.”

Hvis oppositionen får magten efter valget, vil der også være en ny strategi i forhold til oprørsgruppen.

”Vi vil forhandle dem ud af deres eksistensgrundlag. En af grundene til, at de ikke vil forhandle med regeringen, er, at regeringen har brudt så mange tidligere løfter. Men vi har en troværdighed,” lyder forklaringen.

Han afviser samtidig, at oppositionen selv ikke har gjort nok, til trods for at Boko Haram er mest aktiv i provinsen, hvor oppositionen har den politiske magt.

”Vi har ikke nogen magt til at engagere os med dem. Magten er både politisk, militært og i forhold til politiet samlet centralt. Og regeringen i Abuja ser Boko Haram som en fjende. Når vi kommer med løsninger, så ser man det ikke som løsninger, men som oppositionspolitik.”Alhaji Lai Mohammed

Hvem: Alhaji Lai Mohammed er nigeriansk advokat og forretningsmand, som også er politisk aktiv.

Hvad: Han var tidligere aktiv i partierne Alliance for Democracy og Actions Congress Nigeria, og er nu officiel talsmand for All Progressives Congress, som blev stiftet i 2013, hvor fire mindre oppositionspartier gik sammen for at skabe et alternativ til regeringspartiet Peoples Democratic Party.

Hvorfor: Til næste år skal vælgerne i Nigeria til valg. Med dannelsen af et samlet oppositionsparti er der nu et realistisk alternativ til regeringspartiet under ledelsen af præsident Goodluck Jonathan