I VATIKANET finder i denne og næste uge en ekstraordinær synode sted, hvor ledende gejstlige drøfter mulige moderniseringer af den katolske kirkes opfattelse af familie, ægteskab og skilsmisse. Grundlag danner et spørgeskema, som sidste år sendtes ud til alle lande med henblik på at lodde folkets røst. Svarene viste, at katolikker i stort tal trodser deres kirkes dogmer, når det gælder prævention, sex før eller uden for ægteskabet samt skilsmisse.
En reformfløj, sandsynligvis støttet af pave Frans, ønsker at gøre annullering af ægteskab lettere og lade det blive muligt at anerkende et nyt ægteskab efter en tid for bod og eftertanke.
En central skikkelse på synoden bliver kardinal emeritus ved kurien Walther Kasper. Han tilhører den liberale lejr; pave Frans sætter ham højt og har antydet, at Kasper kan være den, der anviser en udvej af et dogmatisk dilemma.
Noget, som bekymrer mange katolikker på dette familiefelt, er spørgsmålet om dom og nåde.
Den katolske kirke opfatter den, der lever i grov synd som uværdig til at modtage nadveren. Walther Kasper fortæller i et interview i det katolske magasin Tablet om en henvendelse, der gjorde indtryk, da han var katolsk biskop i Stuttgart.
En præst fortalte ham om en kvinde i sin menighed, som var skilt og gift igen. Hun forberedte på allersmukkeste vis sin datter til dagen, hvor denne første gang måtte gå til nadver. Og præsten sagde til Kasper: ”Nu er jeg nødt til at sige til datteren: Du kan modtage nadveren, men din mor må ikke.”
EN SÅDAN SITUATION får i dag Kasper til at sige, at er det andet ægteskab godt og stabilt, og er der tale om ægte anger oven på bruddet i det første, så må den katolske kirke kunne tilgive synden.
Han går dog ikke helt friheds-amok:
”Jeg siger ikke, at man kan lade alle få nadveren. Der er forskellige situationer: Der er dem, der forlader et ægteskab, og der er dem, som er den uskyldige part. Jeg opgiver ikke ægteskabets uopløselighed - de kan vi ikke gøre! Men en kristen kan falde.”
Kasper sætter begrebet nåde først og sidst i kristendommen og betoner, at nåden ikke kun handler om tilgivelse, men også om Guds suverænitet.
Tablet spørger, om det nådige da består i at godkende forkert adfærd.
”Nej, nej. Retfærdighed er minimum, og nåde er maksimum. Nåde forudsætter retfærdighed, den sletter den ikke,” svarer Kasper.
Kuriens tidligere kardinal erklærer konkluderende:
”Det er kirkens kald at være nådig over for syndere. Nåde retfærdiggør ikke synden, men synderen. Kirken burde forsøge at sætte sig ind i folks situationer, og hvorfor de måske opfører sig på en bestemt måde. Den kan ikke bare fordømme: Den skal først forstå og dernæst ledsage og hjælpe folk.”
I Frankfurter Allgemeine skriver avisens Vatikan-korrespondent, at de konservative kardinaler kalder Kaspers teologi for ”slasket”.
”Kasper, derimod, ser sig selv på fast teologisk grund og henviser til Thomas Aquinas, for hvem loven ved evangeliets nye pagt ikke er noget kodeks, men en gave fra helligånden gennem troen.”
Over for samme avis har Kasper understreget, at kirken ikke må uddybe kløften til kirkefolket, som også tæller dem, der tager troen alvorligt, men er tragisk strandede og søger håb og heling fra kirken.
KOMPLET UENIG ER Louise Mensch, kommentator og tidligere konservativt medlem af det britiske underhus. Hun skriver i The Spectator, at hun er en skilt og atter gift katolik, som går til messe hver uge, men aldrig deltager i nadveren. Hendes første ægteskab er ikke kirkeligt annulleret, så hun lever i dødssynd: ”Alligevel er jeg ved godt mod, eftersom jeg håber på Guds nåde. Men jeg kan ikke forlange den.”
Hele kirken ville synde og falde, hvis den så bort fra hendes grove og fortsatte synd, mener hun selv. Ændrer man dogmer, ville den katolske kirke ikke længere kunne kaldes ufejlbarlig, skriver Mensch.
Hun er rystet over interviewet i Tablet med Kasper:
”Han lader til at ville friste en generation til ugentlig dødssynd. Hvordan kan det være nådigt? (...) Tillad en skilt og gengiftet person at modtage nadveren, og man siger dermed en af disse to ting: Enten er det ikke hor at have sex uden for ægteskabet, eller man har uden videre lov at modtage den allerhelligste nadver, mens man fortsætter med sin dødssynd - en synd, man er fast besluttet på at begå igen snarest belejligt.”