Ingen havde drømt om, at selvstyret en dag ville blive truet af terrorister fra Islamisk Stat, da det Kurdisk Demokratiske Unionsparti, PYD (som er en syrisk aflægger af Tyrkiets kurdiske arbejderparti PKK), i januar 2012 udråbte tre autonome kantoner i det nordvestlige Syrien.
I første omgang havde den syriske borgerkrig tværtimod skabt en enestående chance for, at Syriens kurdere, der udgør omkring 10 procent af den samlede befolkning, kunne få en høj grad af selvbestemmelse. Efterhånden som oprøret mod det syriske regime tog form, indgik den syriske præsident Bashar al-Assad og PYD en pragmatisk aftale om, at Assad overlod kontrollen med de syrisk-kurdiske områder til PYD - til gengæld undgik PYD at blande sig i borgerkrigen, så Assad ikke skulle bekymre sig om en kurdisk ”front” også.
Det sidste vedrørte først og fremmest den militante gruppe, Folkets Forsvarsenhed, YPG, der i praksis fungerer som PYD's væbnede gren og i øjeblikket er kernen i modstanden mod Islamisk Stat.
”Der er nogle af dem, der indledte revolutionen i Syrien, der mener, at kurderne var usolidariske, fordi de fokuserede mere på at opnå deres egen selvstændighed end at gå ind i de fælles kampe mod Assad,” siger Naser Khader, seniorforsker ved tænketanken Hudson Institute i USA og en kender af mellemøstlige forhold.
Ledelsen i PYD lagde sig også ud med de øvrige, mindre, kurdiske partier i Syrien.
”Man begyndte at udrense andre kurdiske grupper. Det var meget blodigt,” siger Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet med særlig viden om kurdiske forhold.
Forfølgelserne gik især ud over syriske kurdere, der støttede det Kurdisk Demokratiske Parti, KDP, der stammer fra Irak og hvis leder, Masoud Barzani, har været præsident i det kurdiske selvstyreområde i Irak siden 2005.
”Man kan ikke fortænke de syriske kurdere i, at de greb muligheden for at oprette et Mini-kurdistan. De er i årtier blevet undertrykt og behandlet som andenrangsborgere, men det er sket i kraft en pagt med Assad og uden respekt for det demokrati, de hævder at ville indføre,” siger Mehmet Ümit Necef.
Han er heller ikke imponeret over PYD's diplomatiske evner i forhold til Tyrkiet. Partiets ledelse har konstant beskyldt Tyrkiet for at støtte Islamisk Stat og slynget fornærmelser mod præsident Recep Tayyib Erdogan.
”De opfører sig som en flok 18-årige fantaster, der tror, at de kan gå enegang med et kurdisk selvstyre uden at tage bestik af deres omgivelser,” siger han.
Modviljen mod Tyrkiet er en udløber af PYD's nære forhold til PKK, som både i Tyrkiet og en række vestlige lande stadig betragtes som en terrorbevægelse, selvom der det seneste årti er indledt en fredsproces. Og modviljen er gensidig. Tyrkiet tøver med at sende våben og soldater til Kobani for at beskytte de civile kurdere, fordi landet frygter, at det efter at have skaffet byen af med krigerne fra Islamisk Stat, i stedet står med en kurdisk milits, YPG, som er stærkere end før.
”Derfor insisterer Tyrkiet på, at en eventuel militær indgriben skal være en del af en bred, langsigtet strategi med flere parter,” siger Naser Khader.
Men selvom både han og Mehmet Ümit Necef sagtens kan følge den tyrkiske logik, forhindrer det dem ikke i personligt at være fortalere for en hurtig indgriben af humanitære hensyn.
”Tyrkiet har gjort et flot humanitært arbejde, blandt andet ved at tage mod 160.000 kurdiske flygtninge, da kampene om Kobani begyndte - oveni de 1,6 millioner flygtninge, landet har i forvejen - men jeg mener, at Tyrkiet har en etisk forpligtelse til også at gribe direkte ind,” siger Mehmet Ümit Necef.