Kvinder er tilbage på busreklamer i Jerusalem

Busreklamer er en lille del af en større kamp for at bekæmpe det kvindesyn og den kønsopdeling, der stammer fra Jerusalems ultraortodokse kvarterer

Sekulære, jødiske, ortodokse og arabiske kvinder ses nu på busreklamer i Israel.
Sekulære, jødiske, ortodokse og arabiske kvinder ses nu på busreklamer i Israel. Foto: Fra Yerushalmims Facebook-væg.

”Jerusalems kvinder, dejligt at møde jer”.

Sådan lyder teksten på en reklame, der fylder hele bagpartiet på Jerusalems grønne busser. Nedenunder teksten er der et billede af seks forskellige slags kvinder, blandt andet en sekulær, en religiøs jøde, en ortodoks og en araber.

Reklamen er indrykket af partiet Yerushalmim for at fejre, at Israels Højesteret har besluttet, at landets største busselskab Egged ikke må afvise billeder af kvinder på busreklamerne i hovedstaden, Jerusalem.

Sagens begyndte for seks år siden, hvor busselskabet nægtede at vise et billede af Yerushalmims leder i en reklame på busserne i Jerusalem i forbindelse med en valgkamp. Egged frygtede for voldelige reaktioner fra byens ultraortodokse jøder, der jævnligt river reklamer i det offentlige rum med billeder af kvinder ned. Egged har også haft problemer med, at der bliver kastet sten efter busser, der kører med billeder af kvinder.

Yerushalmim er et parti, der arbejder for større mangfoldighed i Jerusalem. For to år siden besluttede partiets medlemmer at rejse sagen om busselskabet i landets højesteret. Her lød afgørelsen kort tid efter, at busselskabet ikke har lov til at forbyde billeder af kvinder. Det tog Egged konsekvensen af og afholdt sig derefter helt fra at vise nogen form for billeder af mennesker på busserne.

Men den løsning holder ikke, lød det fra Højesteret tidligere på ugen, efter Yerushalmim igen havde rejst sagen. Busselskabet kan ikke bortcensurere mennesker fra busreklamer, slog retten fast.

Den beslutning ser Yerushalmim som en endegyldig sejr for retten til at vise kvinder på busserne:

”Vi opfordrer alle organisationer og virksomheder til at reklamere med billeder af kvinder på busser, fordi Jerusalem ikke ekskluderer kvinder,” lyder det fra Yerushalmim i en udtalelse.

Sagen om busreklamerne er blot en lille del af en større kamp for partiet for at bekæmpe det kvindesyn og den kønsopdeling, der stammer fra Jerusalems ultraortodokse kvarterer. Adskillige buslinjer, der kører fra ultraortodokse områder, er opdelt, så kvinder og mænd skal sidde i hver sin ende af bussen. Og ved jødiske helligdage bliver gaderne i flere religiøse kvarterer opdelt, så mænd skal gå i den ene side af vejen og kvinder i den anden.