Tysk hjælp til rumænske kirker

Befæstede protestantiske kirker i den rumænske region Transsylvanien skal bevares

De befæstede kirker i Rumænien repræsenterer en unik europæisk kulturarv. Her kirken i Valea Viilor. -
De befæstede kirker i Rumænien repræsenterer en unik europæisk kulturarv. Her kirken i Valea Viilor. - . Foto: AGE/Scanpix.

En fælles tysk-rumænsk fond skal bevare over 200 meget specielle, befæstede protestantiske kirker i den rumænske region Transsylvanien. De ældste blev bygget tilbage i 12. århundrede af tyske indvandrere - de såkaldte ”siebenbürgen sachsen” - der blev inviteret til området af den ungarske konge.

De befæstede kirker repræsenterer en helt unik europæisk kulturarv. De fleste af dem fremstår i samme form, som da de blev bygget, og syv af dem er på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv.

Både den rumænske og tyske præsident er protektorer for fonden, der skal samle midler til at restaurere og vedligeholde kirkerne. Af de godt 200 befæstede kirker betegnes halvdelen som ”klasse A-bygningsværker”, alle med presserende behov for renovering, skriver internetmediet Actmedia.

Det var den ungarske kong Geza II, der midt i 1100-tallet inviterede etniske tyskere til Transsylvanien. Deres vigtigste opgave var at forsvare det ungarske kongedømmes sydgrænse. Indvandringen stoppede først i slutningen af 1200-tallet, og tyskerne fik særlige privilegier, som de bevarede helt frem til freden efter Første Verdenskrig, hvor Ungarn mistede Transsylvanien til Rumænien.

Når det er nødvendigt med en international fond til at restaurere kirkerne, er det blandt andet, fordi de fleste af dem ikke længere bliver brugt. Da Jerntæppet skød op mellem Øst- og Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, flygtede titusinder af etniske tyskere fra Rumæniens kommunistiske diktatur. Andre titusinder blev ”udvekslet” med varer og industriprodukter med Vesttyskland.

Efter at landets diktator, Nicolae Ceausescu, blev styrtet i december 1989, rejste over en halv million etniske tyskere til Tyskland, Østrig og USA, hvor de vedligeholder mange af deres gamle traditioner. Der er nu kun cirka 37.000 tilbage i Transsylvanien, fordelt på 15 byer og landsbyer.

Også det i Rumænien berømte ”Heltenes Kors” står foran en renovering. Det er en norsk fond, der betaler udgifterne på omkring 15 millioner kroner. Korset blev opført 1926-1928 på Caraiman-bjerget i den sydlige del af Karpater-bjergene til minde om de rumænske soldater, der blev dræbt under Første Verdenskrig. Det 36 meter høje stålkors står øverst på det 2291 meter høje Caraiman-bjerg. Caraiman-korset, som det normalt kaldes, kan med sine 120 elektriske pærer ses på lang afstand om natten.