”Jeg tror, vi alle ved, at chancerne er lig nul.”
Sådan lød det fra Hongkongs regeringsleder Leung Chun-ying i går i den første udtalelse, siden demonstrationerne begyndte for knap tre uger siden. Han gav sin vurdering af, om Kina i sidste ende vil tillade frie valg, når Hongkongs næste leder skal udpeges i 2017 - et emne, som har fået titusindvis af demonstranter til at gå på gaden i de seneste uger.
”Jeg tror ikke, min aftrædelse vil løse problemet,” tilføjede han på en dag, hvor politiet gik i gang med at fjerne demonstranternes barrikader, ifølge politiet dog kun for at hjælpe på den trafikale overbelastning, som demonstrationerne har betydet.
Der har de seneste dage ikke været det samme kaos som under de første dages protester, og i det seneste dage er antallet af demonstranter skrumpet kraftigt. På spørgsmålet om, hvad fremtiden bringer for Hongkong, er demonstranterne nu også mere realister end idealister:
”Jeg tror ikke, regeringen i Beijing vil tillade demokrati i Hongkong, men jeg håber,” siger den tydelige trætte 25-årige filmstuderende Amy.
”I det mindste ved resten af verden nu, at befolkningen i Hongkong kæmper for demokrati,” tilføjer hun.
36-årige April, der har passeret demonstrationpladsen hver dag på vej til arbejde, mener heller ikke, at det er realistisk, at fremtiden bringer demokrati til Hongkong, men hun tilføjer:
”Vi har måske ikke demokrati, men vi har i det mindste ret til at udtrykke os. Den ret har vi sandsynligvis ikke om få år, og vi vil ærgre os senere, hvis vi ikke demonstrerede, mens vi kunne.”
Den sociologistuderende Jeff på 24 år understreger alvoren i situationen:
”Havde disse demonstrationer foregået i Kina, ville jeg højst sandsynligt have været fængslet eller død nu. Kina slår hårdt ned på civil ulydighed, se bare massakren i 1989 (på Den Himmelske Freds Plads, red.), eller hvad der sker i Tibet i øjeblikket. Det er derfor, det er meget vigtigt, at vi har den internationale presses bevågenhed.”
Det er dog langtfra alle Hongkong-borgere, der er begejstrede for demonstrationerne. En kvinde først i 40'erne siger:
”Men det skal ikke ske gennem demonstrationer. Det burde i stedet ske gennem forhandlinger med regeringen. Demonstranterne kræver demokrati alt for hurtigt, det vil tage en til to generationer at få demokrati indført.”
Hun er, som mange andre, træt af de forstyrrelser i dagligdagen, som demonstrationerne har medført med besværlig og langsommelig transport til arbejde foruden lukkede skoler og børnehaver. En kritik, som også fylder en del i de engelsksprogede medier i Hongkong.
I hjertet af finansdistriktet Central, sidder forretningsmanden Chung på 37 år og spiser morgenmad:
”De tænker for meget på sig selv og for lidt på freden i Hongkong. De kæmper mere for løsrivelse fra Kina end ret til demokrati i Hongkong,” vurderer han.
Han mener ikke, at nogen af delene er realistiske:
”Jeg vil bare gerne have stabiliteten tilbage i byen, og jeg håber, politiet snarest rydder demonstrationerne, så hverdagen kan genoptages.”
Det er tydeligt, at et generationsskel deler befolkningen i et for og imod. De ældre er imod, og de unge er for demonstrationerne, som eksempelvis Keif på 24 år:
”Mange i den ældre generation - også mine forældre - er imod, jeg demonstrerer. De er bange for, hvad politiet gør ved os. Men de kan ikke tvinge mig til at blive hjemme.”
