Katolikker ændrer ikke syn på homoseksuelle efter møde

Katolske biskopper har godkendt et endeligt dokument efter et to uger langt møde, et såkaldt synode i ...

Katolske biskopper har godkendt et endeligt dokument efter et to uger langt møde, et såkaldt synode i Vatikanet, der er en af de vigtigste former for kirkemøder i den katolske kirke. Foto fra den 13. oktober 2014. Scanpix

Katolske biskopper og kardinaler kan ikke blive enige om at ændre kirkens syn på nye familieformer.

Den katolske kirke ser ikke ud til at ændre sin opfattelse af blandt andet homoseksuelle og folk, der lader sig skille og gifter sig igen.

Det står klart, efter at katolske biskopper har godkendt det endelige dokument efter en to uger lang såkaldt synode i Vatikanet, der er en af de vigtigste former for kirkemøder.

Forud for mødet udtrykte pave Frans ellers stærk støtte til, at den katolske kirke ville ændre opfattelse af, hvordan den skal forholde sig til ægteskab, skilsmisser, samliv uden for ægteskabet og enlige mødre.

Det endelige slutdokument siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "der overhovedet ikke er grundlag" for at sammenligne et homoseksuelt ægteskab med et heteroseksuelt ægteskab, og at et heteroseksuelt ægteskab er "Guds plan for ægteskabet og familien".

I et tidligere udkast til det endelige dokument var tonen ifølge Reuters væsentlig anderledes. Her lød det, at kirken "accepterede og satte pris på deres (de homoseksuelle, red.) seksuelle orientering" samt at byde homoseksuelle "velkommen hjem".

I den endelige version er fraserne imidlertid fjernet og erstattet med mere vage og generelle termer, der gentager tidligere erklæringer fra kirken. Her lyder det, at homoseksuelle "bør respekteres", og at "diskrimination af homoseksuelle bør undgås"

Omkring 200 biskopper og kardinaler har de seneste to uger drøftet, hvilken linje kirken skal vælge i en verden, hvor samlivsformer ændrer sig.

Det har i århundreder været kirkens praksis, at man ikke vil give sin velsignelse til det nye ægteskab.

Slutdokumentet skal nu danne grundlag for yderligere reflektion blandt katolikker rundt omkring i verdenen. En konklusion kan tidligst ventes i 2016.