Norge tjener indirekte penge på dronedrab

Den norske stat kritiseres for at investere millioner af norske kroner i virksomheder, der leverer teknologi til amerikanske dronefly

Den norske stat presses nu til at stoppe engagementet i amerikanske droner.
Den norske stat presses nu til at stoppe engagementet i amerikanske droner. Foto: AFP Photo/Joohannes Eisele.

Når amerikanske dronefly i lande som Somalia, Pakistan eller Yemen udfører angreb og slår mennesker ihjel, sker det med teknologi, den norske stat har investeret i.

Det skriver dagbladet Vårt Land. Ifølge avisen har den norske oliefond, der forvalter overskuddet af Norges enorme olieproduktion, i flere år været stærkt involveret i drone-industrien og skal have investeret i mindst fire navngivne virksomheder, som leverer teknologi til de amerikanske dronefly.

En sag, der har fået FN-observatør Christof Heyns til at lægge pres på den norske stat for at stoppe engagementet i amerikanske droner, der ifølge ham slår mange civile ihjel og bryder folkeretten.

”Verden lytter til Norges stemme,” siger han til Vårt Land.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB skal oliefonden også tidligere have investeret omkring 36 millioner norske kroner i et israelsk selskab, der producerer dronefly, som tidligere blandt andet er blevet brugt i Gaza-konflikten.

Endvidere skal oliefonden have investeret i aktier for omkring 670 millioner norske kroner i producenten Cobham PLC, der leverer teknologi til de amerikanske droner Predator og Reaper, 505 millioner norske kroner i aktier i Ultra Electronics Holding, der producerer udstyr til styring af droner, og 173 millioner norske kroner i Roke Manor Research, som producerer censorteknologi til drone-fly. Desuden skal oliefonden ifølge Vårt Land have investeret 12 milliarder norske kroner i General Electric, hvis datterselskab GE Intelligent Platforms leverer computersystemer til kontrol af droner.

Sagen har fået den britiske menneskerettighedsorganisation Reprieve til at lange hårdt ud efter det norske engagement, og i et indlæg på norsk stats-tv's internetside skriver Kevin Lo, der er jurist hos Reprieve, at han mener, Norge indirekte støtter brud på menneskerettighederne.

”I oktober 2012 kontaktede vi i Reprieve den norske oliefonds etikråd for at gøre dem opmærksomme på investeringer i de fire selskaber (“) Gennem disse investeringer støtter den norske stat USA's droneprogram, som bryder kraftigt med de internationale menneskerettigheder,” skriver Kevin Lo.

Oliefondens etikråd svarede ifølge Kevin Lo, at man alene afviger fra at investere i våben, der ”kun kan bruges i strid med humanitære principper”.

”Norges brug af disse etiske regler udgør et alvorligt smuthul, der gør, at landets penge bliver brugt på dronekrig (“)Vi håber, Norge vil bruge sin indflydelse til at støtte menneskerettighederne ikke bryde dem,” skriver Kevin Lo.

Også ungdomsafdelingen i Kirkens Nødhjælp kritiserer oliefonden for investeringen i drone-industrien.

”Norge bliver nødt til at gøre to ting: Oliefonden skal stoppe involveringen i drone-teknologi, og vi må tage afstand fra dronekrigen,” siger leder i Changemaker, Hanne Sofie Lindahl, til Vårt Land.