Selv hvis det svenske forsvars jagt gennem seks dage på en formodet russisk mini-ubåd dybt inde i svensk farvand ender resultatløst, har Rusland med sin generelle ageren i Østersøregionen i løbet af de seneste måneder genindført den kolde krigs geopolitiske magtspil, hvor der kun findes én vinder: den nation, der har de største muskler.
Det mener Magnus Christiansson, der forsker i militærstrategi ved det svenske forsvarsakademi. Han har i mange år beskæftiget sig med Østersøregionen og er tidligere generalsekretær i den sikkerhedspolitiske organisation Svenska Atlantkommittén, der argumenterer for øget samarbejde mellem Nordamerika og Europa inden for Nato og Partnerskab for Fred-programmet.
”Det føles som et deja-vu fra 1980'erne i øjeblikket, hvor Rusland igen opfører sig som en revanchistisk stat, der kun ser vindere og tabere og intet derimellem,” siger Magnus Christiansson.
”Den strategiske magtpolitik er tilbage igen. I 1990'erne holdt vi op med at tænke magtpolitik på den måde, men nu er vi nødt til at forholde os til det igen. Selvom vi i Sverige tænker i forhandlinger, og at alle parter kan vinde, bliver denne 'win-win-politik' skudt ned, hvis et land som Rusland insisterer på 'win-loss-politik' (kun én vinder, red.),” siger han.
I løbet af det seneste halve år har Rusland ikke alene været aktiv i og omkring Ukraine, men har også optrådt provokerende over for Finland og Sverige med militære overflyvninger af de to nordiske landes luftrum. I august og senest i september kom det til konfrontation mellem Sverige og Rusland, da et russisk krigsskib beordrede det finske forskningsskib ”Aranda” til at ændre kurs i havet øst for den svenske ø Gotland, da forskningsskibets fem svenske besætningsmedlemmer var i gang med at tage prøver omkring øen.
Ifølge Magnus Christiansson er Ruslands aktive strategi i Østersøen en direkte konsekvens af dets interesser i Baltikum.
”Jeg tror, at Rusland aldrig var rigtig tilfreds med resultatet efter den kolde krig, hvor de mistede de baltiske lande. Derfor vil de markere sig i området og teste styrkeforholdet, og derfor spiller de med musklerne. Særligt over for Sverige, fordi man ikke kan gennemføre en operation mod Baltikum i Østersøen, uden at Sverige blander sig,” vurderer han.
Mens spekulationerne om, hvem der står bag det endnu uidentificerede objekt i den svenske skærgård, stadig kører på livet løs, og intet er bekræftet, mener Magnus Christiansson alligevel, at det meste taler for, at det er en russisk provokation.
”Der er mange faktorer, der peger på Rusland, men de svenske myndigheder vil ikke pege på et bestemt land, uden at de ved det med sikkerhed. Efter den kolde krigs afslutning samarbejder Sverige åbent med Nato, og derfor ville det ikke være noget problem for eksempelvis Holland (som Rusland mener, står bag ubåden, red.) at få tilladelse til at sejle ind i svensk farvand,” siger han.
”De andre lande kan bare spørge, og så får de lov til at sejle ind i skærgården. Den, der har en interesse i at gemme sig, er Rusland - 'hvem skulle det ellers være?', er der mange, der tænker,” siger Magnus Christiansson, der vurderer, at efterspillet af situationen i høj grad afgøres af, om det lykkes det svenske forsvar at fremlægge beviser.
”I øjeblikket er situationen et myndighedsspørgsmål, men hvis man finder hånd-faste beviser, er det ikke længere en operation, men en krise, og det er i den retning, det går. Hvis det sker, bliver det udenrigspolitik, og så vil sagen mildt sagt gøre relationen til Rusland dårligere og være en påmindelse om 1980'ernes ubådsjagter i skærgården,” vurderer han.
I kølvandet på de seneste måneders uro i det svenske luftrum - og senest også i farvandene - er forsvarets budget igen kommet på dagsordenen for politikerne i Sveriges Rigsdag. Undervejs i valgkampen, der endte med en sejr til venstrefløjen i september, foreslog det borgerlige parti Folkepartiet således, at man satser på en markant styrkelse af forsvaret, øget synlighed i havet omkring den strategisk vigtige ø Gotland, og at Sverige søger om medlemskab i forsvarsalliancen Nato.
Blandt befolkningen har den seneste tids udvikling også øget opmærksomheden om forsvaret, der i flere omgange er blevet kritiseret for ikke at have tilstrækkelige ressourcer til at forsvare Sveriges interesser. En undersøgelse foretaget for avisen Aftonbladet viser, at 70 procent af svenskerne i dag ønsker en oprustning af det svenske forsvar for at kunne gøre sig gældende over for Rusland.
”Der er mange i befolkningen, som er meget urolige over udviklingen. Det handler ikke kun om sikkerhedspolitik lige nu og her, men det er også en indenrigspolitisk sag om, at der er en større tendens til, at Sveriges forsvar virker svagt,” siger Magnus Christiansson.
Mens Danmark som store dele af den vestlige verden efter Sovjetunionens kollaps i 1991 sadlede om og fulgte den amerikanske forfatter Francis Fukuyamas tanker om, at dette var ”enden på historien”, har forholdet til Rusland hele tiden spøgt i bevidstheden hos beslutningstagerne i de andre nordiske lande. Både i de to neutrale lande, Finland og Sverige, og hos Nato-medlemmet Norge, der ligesom Finland har fælles grænse med Rusland.
”Danmark har nærmest ikke haft en ruslandspolitik siden 1991, men for Norge, Sverige og Finland har det hele tiden været et tema, fordi vi ligger så tæt på. Mens Danmark har set det amerikanske samarbejde som det vigtigste, har Sverige aldrig haft det i forgrunden. De seneste begivenheder vil sætte fokus på vigtigheden af, at man også i dag skal kunne forsvare sine egne grænser,” siger Magnus Christiansson og peger på, at man i Finland og Norge har fulgt ubådseftersøgningen tæt.
Blandt andet derfor drøftede den svenske statsminister, Stefan Löfven, ubådseftersøgningen med sin finske kollega, Alexander Stubb, i Helsinki i tirsdags.
”I Finland er man også meget urolige, for de er også alliancefrie, som Sverige er. Hvis der kommer en krise i Østersøen, vil det naturligt også ramme dem. Derfor diskuterer Sverige og Finland også i øjeblikket et nærmere forsvarssamarbejde i regionen,” siger Magnus Christiansson.
Han vurderer, at der siden 2009 har været stigende russisk aktivitet i regionen, men at man ikke kender Ruslands langsigtede plan med tilstedeværelsen.
”Hvis der har været en russisk ubåd i skærgården, er der ikke bare tale om en almindelig undersøgelse af forholdene i Sverige. Så er der tale om krigsforberedende observationer, hvor man vil undersøge, hvilke svenske installationer, der er, og hvor Sveriges forsvar er placeret i området. Det vil være langt alvorligere og kan ses som en forberedelse af en konflikt i Østersøen,” vurderer Magnus Christiansson.
