Ben Bradlee spiste til det sidste hver uge frokost med ”drengene” på den amerikanske avis The Washington Post, som Bradlee var chef-redaktør for i 26 år - fra 1965 til 1991. For at tale om de ”gode gamle dage i journalistik”.
The Washington Post og Ben Bradlee hænger uløseligt sammen. Sammen med ejeren Katharine Graham lykkedes det Bradlee at forvandle avisen fra en mellemgod, søvnig hovedstadsavis til en af landets mest anerkendte aviser, og de aftryk, han satte på avisen, ændrede den for altid.
Mens Ben Bradlee var chefredaktør, vandt avisen 18 Pulitzer-priser - prisen, der anses for at være USA's fornemmeste journalistiske hædersbevisning, og som hvert år uddeles inden for 14 journalistiske kategorier.
Bradlee selv affærdigede på sin ukrukkede facon enhver snak om, at priserne var hans fortjeneste som ”vås”.
”Priserne er overvurderede og mistænkelige. Men er der nogen, der fortjener dem, er det hovedsagelig journalisterne. Ikke aviserne eller deres redaktører,” skriver han i sin erindringsbog ”A Good Life” (Et godt liv) fra 1995.
Alligevel er der en Pulitzer-pris, som står som et tungt vidnesbyrd om, hvad det var for en avis, Bradlee var med til at forme i sin tid som chefredaktør. Det er prisen fra 1973, der blev givet som anerkendelse af avisens dækning af Watergate. Sagen, der stadig står som noget af den mest ultimative afslørende journalistik og tvang en amerikansk præsident til at træde tilbage.
Ben Bradlee skriver om sagen i sine erindringer:
”Da det endelig skete, da præsidenten sagde: 'Derfor tager jeg min afsked som præsident med virkning fra i morgen middag', kan jeg huske, at jeg foldede mine hænder mellem knæene og lagde panden ned på mit skrivebod til et meget privat 'Milde Moses'.... Det var Nixon - ikke The Post - der fældede Nixon, men The Posts skriverier tvang historien ind på en national dagsorden og holdt den fast der, indtil verden forstod, hvor alvorligt forfatningen var blevet brudt.”
Nixon er ikke den eneste præsident, der er knyttet til Bradlees navn. Ved en tilfældighed - ”da de begge og verden stadig var ung”, som magasinet Vanity Fairs nationale redaktør Todd Purdum skriver - blev Ben Bradlee genbo til John F. Kennedy, mens denne var senator. De to familier blev gode venner, og da Kennedy blev valgt til præsident, gav det Bradlee en unik adgang til Det Hvide Hus, som ville være utænkelig i dag. Samtidig dryssede lidt af stjernestøvet fra Kennedy over på Bradlee og blev en del af legenden om hans indflydelse.
Men Bradlee kunne i udpræget grad også selv. I gårsdagens amerikanske nekrologer, dagen efter hans død, løber det som en rød tråd, at Ben Bradlee var et unikt temperament og væsen, der fik sine medarbejdere til at yde deres bedste.
”Bradlee havde den gave at kunne inspirere mennesker til at gøre deres bedste. Han satte barren højt. Og folk ønskede at nå den og komme over den, ikke bare for at opfylde deres egne ambitioner, men fordi Ben gerne ville have det. Som det er tilfældet med alle store redaktører, ønskede hans ansatte at gøre ham glad,” skriver Rem Riedel, redaktør ved USA Today og tidligere ansat ved The Washington Post.
Hvis man ville finde ud af, hvad ordet karismatisk betød, behøvede man blot at se på Ben Bradlee, når han gik gennem nyhedssekretariatet, skriver Riedel:
”Han læste det øverste af en artikel; blandede sig i en diskussion mellem et par mennesker; tjattede en på armen - og hele stedet blev elektrisk. Hans blanding af aristokratisk glamour og jordbundenhed var uimodståelig.”
En anden tidligere ansat ved The Washington Post og nu selv redaktør ved magasinet The New Yorker, David Remnick, genkalder sig også Bradlees helt specielle blanding af humor, direkte facon og engagement:
”Bradlee var frem for alt en passioneret avismand, en mand af sin tid og sine institutioner, og mere i live end et stort vejrsystem. (....) Selv da Bradlee var på slutningen af sin karriere, var han i stand til - med et ord eller en bevægelse - at inspirere en journalist til at arbejde bedre.”
Ben Bradley var gift tre gange, sidst - og indtil sin død - med Sally Quinn, der var reporter på The Washington Post. Han efterlader sig fire børn.