CARLO STRENGER ER schweizisk psykoanalytiker og har i en årrække boet i Israel. I sit gamle hjemlands dagblad Neue Zürcher Zeitung skriver han om den fascination, Islamisk Stat udøver på unge muslimer i Vesten.
Strenger har i mange år været optaget af filosoffen Hannah Arendts udsagn om, at kun godheden har dybde, mens menneskelig ondskab er helt uden den. Ondskaben er banal, konstaterede hun, da hun fulgte retssagen i Israel mod nazisten Adolf Eichmann.
Arendts påstand forekommer ikke indlysende ved første blik, skriver Strenger, for alle fascineres jo af ondskaben. Hvad driver for eksempel krigerne i Islamisk Stat til deres makabre grusomheder? Lader der sig ikke opspore noget ”dybt” her, spørger den schweiziske psykoanalytiker.
Han er tilknyttet en international organisation, der forsker i terrorismens psykologi. Her arbejder han sammen med førende eksperter på feltet, og det billede, deres forskning aftegner, synes at bekræfte Arendts udsagn, hævder Strenger.
Islamisk Stats grusomheder tiltrækker forvirrede og retningsløse unge fra hele verden, der ser et fremtidigt, verdensomspændende kalifat som et ideal. Kampen for dets indførelse giver deres liv et mål og en mening, som det tidligere savnede. De kommer fra en lang række lande til Irak og Syrien, ”og med ét slag får deres liv en betydning, som yderligere giver dem en legitimation til enhver form for vold”.
PSYKOLOGIEN BAG disse adfærdsmønstre er ret enkel, skriver Strenger. Han hævder, at vi er genetisk programmerede til at leve i små flokke, bundet sammen af ubetinget loyalitet.
”Moderne eksistenspsykologi har empirisk påvist, at vi finder mening, når vi er del af en gruppe, hvis verdensanskuelse vi deler, og det endnu mere, hvis denne gruppe er stærkt dogmatisk og lover sine tilhængere udødelighed.”
Og set inde fra en sådan radikal stamme forekommer dem uden for som en art undermennesker, der ikke har ret til at leve, eftersom de tilhører den forkerte religion, race eller nation:
”Hannah Ahrendt kan meget vel have haft ret: dybt er kun det gode. Civilisationen, der holder menneskets indre rovdyr i skak, udgør en enorm præstation. Evnen til at forstå, at ens egen livsform, kultur eller religion ikke er den eneste mulige og indsigten i ens eget betydningssystems begrænsning, hører til menneskehedens største præstationer, er aldrig nogen selvfølge og må opretholdes gennem bestandig civilisations-træning: den kan nemt forsvinde.”
Psykoanalytiker Strengers analyse af dramet i Mellemøsten interesserer sig ikke for den religiøse vinkel, men alene for de psykologiske mekanismer. Han kunne dog have fået Arendts synspunkt bekræftet i kristendommen, der anser det onde som en art ”intet”, der ikke selv kan frembringe noget, men er henvist til at splitte og tilintetgøre, hvad den finder.
Neue Zürcher Zeitungs udenrigsredaktør Eric Gujer supplerer med en ledende artikel, som anlægger samme strengt sekulære syn på konflikten som Strenger. Koranen spiller ingen rolle her, hævder Gujer. For eksempel mener han, at IS' handel med kvindelige slaver strider mod denne bogs forskrifter.
NÅR IS KAN få så mange unge mennesker, sågar fra Schweiz, til at drage i krig, beror succesen på et frelsesbudskab, der på samme tid er hinsidigt og samtidig håndfast dennesidigt, idet man mener at kunne komme denne verdens lidelse, undertrykkelse og uretfærdighed til livs.
”Den, som tilslutter sig et korstog i Allahs navn, har - måske for første gang i sit liv - en følelse af styrke og magt. Han bliver del af en bevægelse, som alle 'vantro' må frygte.”
Den logik tiltrækker ikke kun unge i Mellemøsten, men også mange, der er født i Europa:
”Disse skabninger fra et efterhånden uhyre liberalt kontinent lader sig forføre, fordi islamismen lige præcis ikke er, hvad dens modstandere gerne beskylder den for at være: et levn fra middelalderen eller stenalderen. Den er en opstand mod det moderne med det modernes midler.”
Internettet betyder således kolossalt meget for denne konflikts omfang. Det gør rekrutteringen enkel, og det spreder effektivt islamistisk propaganda i Europa. Og med sans for popkulturens virkemidler iklædes de vestlige gidsler før halshugningen opsigtsvækkende orange klæder:
”De billeder glemmes ikke så let. De besidder suggestionskraft og er udtryk for en vital, ungdommelig subkultur. Takket være internettet danner islamisterne en ny 'Internationale', et nyt verdensomspændende fællesskab, og nu skal man ikke bare være et lille hjul i et almægtigt parti, men kan være selvstændige personer, der videresender uhyggelige videoer og lægger deres tanker om jihad ud på Facebook.”