Når vi i Vesten blander os

Den vestlige verden skal blande sig i Mellemøsten, og det skal gøres helhjertet

Danmark har sendt F16-fly som bidrag i kampen mod Islamisk Stat.
Danmark har sendt F16-fly som bidrag i kampen mod Islamisk Stat. Foto: Christian Als .

I forbindelse med kampen mod Islamisk Stat, IS, har den offentlige debat handlet om, hvorvidt Vesten (herunder Danmark) skal blande sig eller ikke. Skader det mere, end det gavner? Bliver det ikke bare endnu en håbløs og langtrukken konflikt, som ingen vindere får?

En del røster mener, at vi skal holde os udenfor og lade de berørte lande selv rode med Islamisk Stat. De mener, at den arabiske verden er i opløsning, og at det er bedst at vende det blinde øje til. Det er jeg lodret uenig i. Vi kan ikke være bekendt at vende det blinde øje til, når der foregår uhyrlige terrorhandlinger over for uskyldige. Det er ganske enkelt ikke næstekærligt. Det svarer til, at man har en nabofamilie, hvor man er vidende om, at der foregår vold og incest uden at foretage sig noget. Personligt er jeg indrettet sådan, at jeg kærer mig om min nabo og mener, at vi alle har et moralsk ansvar at leve op til. Derudover må vi huske på, at Mellemøsten ikke ligger særligt langt væk. Det, som starter der, har det med at ende hos os, så det er i høj grad også i vores egen interesse at blande os. Det kan vi blandt andet se på den øgede terrortrussel, der har ramt Vesten, efter at Islamisk Stat er blevet stærk. Og mens det foregår, sidder vi i lille Danmark og skændes om, at der kommer mange flygtninge til landet i øjeblikket.

En anden konsekvens af ikke at blande sig er, at situationen kan udvikle sig langt værre for både de implicerede lande, men så sandelig også for os i Danmark og Vesten. Konflikten i Syrien er et godt eksempel på dette. Her har Vesten tøvet med at blande sig, og det har givet Islamisk Stat mulighed for at vokse sig alt for stor - og nu er vi så tvunget til at handle.

Når Vesten endelig beslutter sig for at blande sig, dukker der flere problemer op. For det første bør regeringerne åbent og ærligt fortælle befolkningerne, hvad det er, de har tænkt sig at gøre. Her er Syrien igen et godt eksempel. For de vestlige beslutningstagere lyver, når de siger, at der ikke vil blive sendt landtropper af sted. Men man får ikke en dansk politiker til at sige, at det kan blive nødvendigt at sætte landtropper ind. I stedet får befolkningen først at vide, at det ikke er en mulighed for os at blande os, hvorefter det så sker. Så får vi at vide, at angrebene kun vil ske via luften, hvorefter der før eller siden vil blive sat landtropper ind. Det er min oplevelse, at befolkningen er et skridt foran beslutningstagerne og er i stand til at udvise forståelse, hvis blot de får ærlig besked, men denne forståelse forsvinder, når man føler sig ført bag lyset.

For det andet kommer vores indblanding ofte for sent og er ikke massiv nok.

For det tredje gør vi ikke arbejdet færdigt i det land, hvis konflikt vi blander os i. Før man blev færdig i Afghanistan, tog man fat på en ny krig i Irak. Det var såmænd fint nok at afsætte Saddam Hussein og hans brutale sønner, men tidspunktet var dårligt valgt. Vesten havde stadig travlt med at bekæmpe Taleban og al-Qaeda i Afghanistan. Det samme skete med Irak. Obama trak sine amerikanske soldater ud af landet alt for tidligt, fordi han bekymrede sig mere om sit eftermæle end at gøre arbejdet færdigt. Irak har virkelig været et land, hvor amerikanerne har ofret meget og i stedet for at blive og sikre, at den premierminister - Nuri al-Maliki - som de selv indsatte, blev inkluderende i forhold til de irakiske mindretal og sørge for at give den irakiske hær tilstrækkelig med uddannelse, endte de altså med at forlade landet alt for tidligt. De amerikanske tropper skulle være blevet i landet mange år frem, ligesom man i sin tid gjorde det i Japan og Tyskland efter Anden Verdenskrig.

For det fjerde ligger der ofte ingen langsigtet strategi til grund, når Vesten blander sig. Vi har ofte kun A, men mangler B, C og D. I Irak anede man ikke, hvad der skulle ske, efter Saddam var blevet afsat, hvilket også gælder for Libyen. Vi fjernede Gadaffi, men efterlod et magttomrum, fordi han havde ødelagt den libyske hær, det libyske politi og andre institutioner, som kunne true hans position. Vesten forsvandt hurtigt igen, og landet havde nu ikke nogen, som kunne skabe stabilitet og sikkerhed. Det gav plads til de væbnede militser. Nuvel, på nogenlunde demokratisk vis valgt regering blev valgt, hvilket var et vigtigt signal, men i lige så høj grad fløjtende ligegyldigt, når denne på ingen måde har haft rammevilkår og muligheder for at overtage den reelle kontrol over Libyen. Adskillige militser og ekstremistiske islamistiske grupper a la IS, som alle sammen kæmpede imod Gaddafi, har hele tiden været massivt til stede - og de er kun blevet stærkere med tiden. Resultatet ser vi nu i form af regeringens flugt fra Tripoli og Benghazi, hvor svækkede og generelt yderst beskedne regeringsstyrker kæmper mod islamistiske militser. Det er nogle af disse islamistiske militser, som eksperter vurderer er affilieret med IS.

Den reelle kamp for et nyt, fredeligt Libyen sluttede ikke, da Gaddafi døde. Det var der, den begyndte. Det internationale samfund skulle være gået ned på landjorden og have hjulpet den nyvalgte demokratiske regering, især med at afvæbne militisterne, og opbygge hæren og politistyrken.

Ser vi på indblandingen i Syrien, foreligger der heller ikke nogen planer for, hvad der skal ske, når man har elimineret Islamisk Stat. Jeg mener, at en strategi, der ikke omfatter en løsning af den syriske konflikt, er en fejlstrategi. Og en løsning, der ikke omfatter afsættelsen af Syriens præsident Bashar al-Assad, er en lige så stor fejlstrategi. For så længe en krigsforbryder, som har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, styrer denne fejlslagne stat, så længe vil der blive ved med at opstå grupper som Islamisk Stat.

Det, vi gør nu, er blot at udføre symptombehandling. Når tingene bliver gjort, bliver de ofte gjort for sent og ikke helhjertet. De forskellige interventioner bliver ikke fulgt til dørs. Derfor går det galt, og derfor bliver folk mere og mere skeptiske og mistænksomme for hver krig.

Det er selvfølgelig let at være bagklog, men på den anden side er vi også nødt til at reflektere over de nuværende tilstande - for de er grusomme beviser på, hvad der sker, når man blander sig uden at gøre arbejdet helt færdigt.