Ukraines valg - Ruslands skæbne

Valget i morgen er afgørende for Ukraine, men også centralt for at opmuntre Rusland til at blive et sandt medlem af den demokratiske europæiske familie

I 2010 bragte orangerevolutionens fiasko Janukovitsj til magten ved et frit og fair valg, og i 2012 udvalgte Putin sig selv til en tredje omgang som præsident i Rusland og gjorde dannelsen af en ny Eurasisk Union til en vigtig del af sin platform.
I 2010 bragte orangerevolutionens fiasko Janukovitsj til magten ved et frit og fair valg, og i 2012 udvalgte Putin sig selv til en tredje omgang som præsident i Rusland og gjorde dannelsen af en ny Eurasisk Union til en vigtig del af sin platform. Foto: Anatolij Maltsev/EPA/Scanpix.

Når de ukrainske vælgere går til stemmeurnerne i morgen, er der mere på spil end deres eget lands skæbne. Det gælder også fremtiden i en stor del af Europa. Sagt simpelt vil Ukraines fremtid komme til at afgøre Ruslands fremtid - og Ruslands fremtid vil på sin side påvirke Europas fremtid mærkbart.

Da Sovjetunionen faldt sammen for over en snes år siden, og Ukraine valgte uafhængigheden, forventede mange, at landet ville klare sig bedre end Rusland i tiden derefter. Men sådan skulle det ikke gå.

I løbet af det første årti i dette årtusinde nød Rusland godt af den kombinerede virkning af de høje oliepriser og en gammel vand- og kulindustri, som halvfemsernes privatiseringer havde effektiviseret. Ukraine blev derimod det dårligst ledede af samtlige postsovjetiske stater. Nepotisme og korruption stillede sig i vejen for produktionskapaciteten og drev landet stadig længere bagud i forhold til andre postkommunistiske lande på vejen til demokrati. Særligt skarp er kontrasten til Polen: Ved uafhængigheden havde begge lande omtrent samme bruttonationalprodukt, BNP, per indbygger, mens Polens BNP i dag er tre gange Ukraines.

Orangerevolutionen i 2004 blev en fiasko for ukrainerne flest. Det ønskede brud med fortiden fandt ikke sted, og intern politisk strid mellem landets nye ledere blokerede for gennemførelsen af egentlige reformer. 2004 var dog også et bittert år for Ruslands præsident Vladimir Putin, som forsøgte at bringe sin egen foretrukne præsidentkandidat, Viktor Janukovitj til magten i Kiev ved at give sin støtte til massivt stemmefusk. Det slog bitterligt fejl og er hverken glemt eller tilgivet.

I 2010 bragte orangerevolutionens fiasko Janukovitsj til magten ved et frit og fair valg, og i 2012 udvalgte Putin sig selv til en tredje omgang som præsident i Rusland og gjorde dannelsen af en ny Eurasisk Union til en vigtig del af sin platform.

I mellemtiden havde Ukraine ligget i forhandlinger med EU om frihandel og en associeringsaftale lige siden 2007, og disse forhandlinger var nået til vejs ende i starten af 2012. Og skønt denne pagt med EU ikke stod i nogen som helst modstrid med den eksisterende frihandelsaftale mellem Ukraine og Rusland, var den helt uforenelig med Putins eurasiske projekt.

For lidt over et år siden påbegyndte Kreml sin offensiv for at få Ukraine vendt væk fra en EU-aftale, som selv Janukovitsj og hans Regionernes Parti støttede. Resten er historie: Janukovitsjs opgivelse af EU-aftalen og det folkelige oprør, der derfor kastede ham på porten, Ruslands to invasioner og de tusindvis af mennesker, som er blevet dræbt i landets østlige Donbas-region.

Kreml er ude efter andet og mere end annekteringen af Krim og kontrollen med Donbas: Målet er at hindre Ukraine i at drage vestpå. Rusland vil tvinge sit naboland til på ny at vende sig mod øst, og russerne vil knuse enhver trussel om yderligere revolutioner i sit nærområde i dur med den, der væltede Janukovitj.

Vestens sanktioner mod Rusland har bestemt vist, hvor alvorligt EU og USA tager Putins forsøg på at udfordre og underminere grundprincipperne om europæisk sikkerhed og international ret. Men selv et svækket Rusland vil stadig være en stærk magtfaktor i sit nærmeste nabolag. I sidste ende er det alene Ukraines egen styrke og viljefasthed, som kan hindre Ruslands ambitioner om at ændre historiens gang.

Det er imidlertid ingen nem sag at styrke et Ukraine, som er plaget af nepotisme og korruption og hårdt trængt af den russiske aggression og destabilisering af landet. Det vil kræve, at valget på søndag bibringer Ukraine en regering, som er fast besluttet på at reformere landet radikalt.

En sådan regering skal kunne regne med stærk og beslutsom støtte fra verdenssamfundet. En revideret og styrket pakke fra IMF er helt nødvendig for, at de påkrævede reformer kan gennemføres. Landets ufornuftige energipolitik baseret på et vældigt spild af subsidier til forbrugerne, må ændres fundamentalt. Og aftalen med EU må bruges til at drive reformprocessen fremad.

Hvis det lykkes, vil Kremls indgriben i historien blive blokeret. Og når dette bliver tydeligt, kan det endog afstedkomme en åbning for en ny og voldsomt påkrævet reformbølge i Rusland selv. Men slår reformen fejl, er der ikke meget tvivl om, at Kreml vil fortsætte i samme spor, indtil Rusland får magt, som landet har agt, i Kijev. Putin har ikke travlt, men han ved, hvad han vil.

Rusland kan så i sin kurs mod fortsatte konfrontationer mod Vesten sidde endnu mere fast i en belejringsmentalitet med risiko for, at Kreml vil søge at kompensere for den økonomiske fiasko med yderligere indgriben ude omkring. Enhver, der kender til de aggressivt nationalistiske holdninger i Ruslands statskontrollerede medier nu om dage, ved, hvilken fare de udgør.

Og kommer det så vidt, så er det, at det kan blive farligt for alvor for Europa. Et sådant Ruslands ambitioner vil ikke standse ved floden Dnieper. Revisionismen kan blive til et decideret hævntogt, når Kreml vil forsøge at kompensere for sin interne svaghed med opvisninger af ydre styrke.

Til den tid kan det være for sent at standse glidningen mod et bredere sammenstød. Det er derfor, at der nu er brug for, at et stærkt og demokratisk Ukraine vokser frem af årtiers fiasko. Valget i morgen er afgørende for Ukraine, men også centralt for at opmuntre Rusland til at blive et sandt medlem af den demokratiske europæiske familie.