Uroligheder i Jerusalem ligner en ny intifada

Problemer ved Tempelpladsen bliver afgørende for, hvordan situationen vil udvikle sig, siger ekspert

Problemerne i Jerusalem er nu så graverende, at landets medier ikke tøver med at bruge ordet intifada om situationen.
Problemerne i Jerusalem er nu så graverende, at landets medier ikke tøver med at bruge ordet intifada om situationen. Foto: Mikkel Østergaard.

Massive brag fra chokgranater, gummikugler og kraftigt fyrværkeri runger gennem gaderne i det palæstinensiske Silwan-kvarter i Østjerusalem, mens maskerede unge og kampklædt politi tørner sammen.

Silwan, der ligger lige uden for murene til Den Gamle By, er blot et ud af mange områder i Østjerusalem, der de seneste dage har lagt gader til uroligheder og hårde kampe mellem israelsk politi og unge palæstinensere. Problemerne i Jerusalem er nu så graverende, at landets medier ikke tøver med at bruge ordet intifada om situationen.

Urolighederne blussede for alvor op efter en episode i onsdags, hvor en 21-årig palæstinenser kørte sin bil tværs gennem en perron til byens letbane og dræbte en baby og sårede syv andre. I Israel bliver det set som et terrorangreb med forbindelse til Hamas, mens flere palæstinensiske medier i stedet omtaler det som et trafikuheld. Chaufføren blev skudt af politiet, da han forsøgte at flygte fra stedet. Israels premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at han ikke længere vil tolerere nogen former for uro i landets hovedstad. Derfor har han op til weekenden udstationeret selv efter israelske forhold meget store politistyrker og specialenheder i Jerusalem.

Han bliver dog kritiseret for ikke at have andre løsninger på problemerne end mere politi, mere overvågning og flere anholdelser:

”Premierministeren ser udelukkende episoderne i Jerusalem som et sikkerhedsproblem,” skriver kommentatoren Barak Ravid i dagbladet Haaretz.

Han mener, at Netanyahu mangler at forstå, hvor dybt den nuværende konflikt mellem jøder og arabere i hovedstaden stikker.

Situationen har været anspændt og konfliktfyldt i Jerusalem, lige siden tre jødiske teenagere blev bortført og dræbt i juni. Mens resten af Israel er blevet roligt igen oven på sommerens konflikt, der kastede Israel og Hamas ud i en 50 dages lang krig i Gaza, er uroen fortsat i Jerusalem.

De seneste måneder er busser og biler nærmest på daglig basis blevet angrebet af stenkastende unge. Og byens letbane, der binder de jødiske og arabiske bydele sammen, er hårdt ramt af urolighederne. En tredjedel af alle togene er ude af drift efter at være blevet smadret af stenkast og molotovcocktails.

Selvom den i forvejen anspændte situation er blevet forværret yderligere i denne uge, er det stadig i overkanten at kalde det en fuldstændig intifada. Det mener Itamar Radai, seniorforsker ved Tel Aviv Universitets institut for Mellemøststudier med speciale i konflikten mellem jøder og arabere.

”Konflikten er væsentlig anderledes i forhold til de tidligere intifadaer. Den er stort set begrænset til Jerusalem og har endnu ikke samme intensitet, som vi har set tidligere. Det har indtil videre mest være børn og unge, der har lavet optøjer. Størstedelen af palæstinenserne deltager ikke,” siger han.

En væsentlig del af den nuværende konflikt i Jerusalem udspringer af spørgsmålet om Tempelpladsen, der er hellig for både jøder og muslimer. Der er et stigende pres fra israelsk side for at give jøder mere adgang til pladsen, hvor det i dag udelukkende er muslimer, der må bede. Det er et ønske, der virker stærkt provokerende på mange muslimer.

Itamar Radai tvivler på, at situationen løber ud af kontrol i Jerusalem som ved de tidligere intifadaer. Men det afhænger meget af, hvordan spørgsmålet om Tempelpladsen udvikler sig:

”Konflikten om Tempelpladsen har potentialet til ændre situationen til en reel intifada,” siger han.