Ebolahunden Excalibur og epidemiens politik

Dogs wearing shirts are seen during a protest against the killing of Excalibur, the dog of Spanish nurse ...

Hunde med t-shirts deltog i protesterne mod aflivningen af hunden Excalibur. Foto: Reuters/Andrea Comas / Scanpix

Ebolakrisen har gjort det klart, at Vesten ikke længere kan isolere sig fra de ubehagelige sider af ”udviklingen”

Den første, der blev smittet med ebola uden for Afrika, var den spanske sygeplejerske Teresa Romero. Hendes hund, Excalibur, blev slået ihjel tidligere på måneden trods 400.000 underskrifter for at redde dens liv og demonstrationer og kampe med politiet uden for Romeros lejlighed, hvor hunden var blevet efterladt med 15 kilo foder og et badekar fyldt med vand. Forskere foreslog at sætte den i karantæne, da den kunne bruges til at forske i, hvor-dan hunde reagerer på smitten. Nyheden om ”ebolahundens” død gik verden rundt til stor indignation for berømtheder, dyrerettighedsorganisationer og almindelige mennesker.

Ifølge Teresa Romeros mand blev Excalibur aflivet, fordi de spanske myndigheder hurtigt ville af med en dårlig sag. Videnskabsfolk og sundhedspersonale anklagede regeringen for uanvarlighed ved at bringe virusset til landet, der ikke har et hospital på det krævede sikkerhedsniveau og på grund af de omfattende nedskæringer i sundhedsvæsenet ikke havde en ebolaprotokol trods sundhedspersonalets fagforeningers gentagne forespørgsler. Imens Romero svævede mellem liv og død, anklagede Madrids sundhedsdirektør hende for at lyve om sin tilstand, for lemfældig omgang med sikkerhedsdragten og for ikke at være blevet hjemme, hvis hun virkelig var så syg. Det var usandt, og senere måtte sundhedsdirektøren give en uforbeholden undskyldning. Romero blev erklæret rask i sidste uge.

Sagen udstiller epidemiens mikropolitik mellem skrækken for panik i befolkningen, fortielse og politikernes forsøg på at skyde skylden for deres egen inkompetence på dens ofre. I august erklærede FN epidemien for en verdensomspædende sundhedskrise. Alligevel er det kun i de seneste uger, efter at smittede tilfælde begyndte at dukke op i Vesten, at det internationale samfund har responderet med penge, udstyr og personale. Men der er langt igen. Kun 100.000 dollars er kommet ind til den vedtagne FN-pulje, der skulle være på en millard. Prognosen er, at der kan være 10.000 smittede om ugen til december. For at standse epidemien er det nødvendigt, at mindst 70 procent af nye tilfælde isoleres med det samme, og at begravelser foregår sikkert. Det kræver en lynhurtig udvidelse af landenes sundhedsinfrastruktur og et stort antal læger og sygeplejersker. Det har man ikke i Vestafrika. Vore regeringer har mere været optaget af at undgå, at smittede kom til Europa, Japan og USA end at involvere sig i den tids- og ressoucekrævende opgave at inddæmme epidemien.

Men det er faktisk muligt at inddæmme ebolaepidemien. I skærende kontrast til resten af verden står Nigeria, Afrikas folkerigeste og mest korrupte land, som et lysende eksempel på effektiv krisehåndtering. Her brugte man polioforbyggelsesnetværket som instrument til at standse smitten, der kom med en forretningsmand, som flygtede fra myndighederne og kastede op i lufthavnen efter at være fløjet fra Lagos til en anden by. Selvom der var 20 smittede, og nogle rejste langt, blev alle kontakter, i alt 18.500, sporet og alle risikotilfælde isoleret. I sidste uge blev landet erklæret ebolafrit. Samtidig arbejdes der på et serum udvundet af overlevendes blod til behandling af syge, og WHO anslår, at to vacciner kan være klar i første halvdel af næste år, hvor tests måske har givet resultater.

At en navngiven hunds skæbne rører ”os” mere end tusindvis af afrikaneres, er næppe nogen nyhed: Det er nærmest trivielt at nævne det. Et af de mest ubehagelige træk ved denne krise er, atde vestlige lande ikke reagerede, før deres egne befolkninger var truet.

Siden Dantes tid har de rige og magtfulde isoleret sig, når epidemier rammer. Selvom smitten ikke kender grænser, har rige lande i første omgang langt større chance for at undgå og overvinde sygdomme. Derfor reagerer Vesten først, når ebolasmitten står på dens dørtærskel. Og derved har vi skabt en reel trussel om en verdensomspændende epidemi. Med den hast, sygdommen spreder sig med nu, vurderer den britiske Disasters Emergency Committee, paraplyorganisation for nødhjælpsorganisationerne, der arbejder i området, at vi er 60 dage fra en humanitær katastrofe i Vestafrika, der hurtigt kan blive verdensomspændende, når smitten er kommet ud af kontrol. Epidemien holder således et spejl op for vores handlinger i en verden, der ikke længere lader sig opdele som i den postkoloniale tid.

Epidemiens politik illustrerer tydeligt, hvordan dette - at vi lever i en globaliseret verden - nu har sat sig igennem på alle livsniveauer.

På den ene side ser vi en nivellering af skel på trods af enorme sociale og økonomiske forskelle, på den anden en koncentration af disse forskelle i en samtidig bevægelse. Ingen af delene respekterer længere landegrænser.

Bag klichéen om, at ”vi lever i en globaliseret verden”, viser epidemien, hvordan Vesten ikke længere kan isolere sig fra de ubehagelige sider af ”udviklingen”. Det er også sandt, hvad angår økonomi, ulighed, ødelæggelsen af vores fysiske livsgrundlag og krigsførelse. Ebolakrisen har kastet et skarpt lys på, at der snart skal handles på den besungne verdensomspændende gensidige afhængighed. Verdens regeringer kan ikke vedblive med business as usual.

I mellemtiden i USA blev sygeplejersken, der blev smittet i Dallas, Nina Phams hund - en spaniel med navnet Bentley - sat i karantæne. Pham er nu erklæret rask. Hun fik et mediedækket knus af præsident Barack Obama og udtalte, at hun glæder sig til at se sin hund.