Antisemitismen spreder sig i Latinamerika

Konflikten i Gaza har været med til at antænde en hidtil uset kritik af Israel

Anti-israelsk demonstration i Sao Paulo i Brasilien, hvor flere tusinde var på gaden for at vise deres modstand mod Israel . -
Anti-israelsk demonstration i Sao Paulo i Brasilien, hvor flere tusinde var på gaden for at vise deres modstand mod Israel . - . Foto: Jonas Fruensgaard.

”Jøderne skal angribes overalt. Deres ulovlige krig i Mellemøsten skal hævnes, og vi er dem, som må gøre det.”

Sådan skriver brugeren Skinhead127 på sin blog, der følges af flere tusinde læsere.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne har været med til at antænde en hidtil uset kritik af Israel i de latinamerikanske lande. Og selvom konflikten ligger relativt stille i øjeblikket, så syder debatten i Latinamerika. Her er der stor sympati for palæstinenserne, mens kritikken hagler ned over Israel.

Især Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har taget kraftigt afstand fra Israel og betegner angrebene i Gaza som en hensynsløs overreaktion.

”Det, der sker i Gaza, er virkelig farligt med så mange civile, som bor tæt og ikke kan flygte. Jeg mener ikke, der er tale om et folkedrab, men jeg mener, der er tale om en massakre,” siger hun til det brasilianske nyhedsmedie SBT.

Brasilien har trukket sin ambassadør ud af Israel og afbrudt de diplomatiske forbindelser med landet. Siden har de fleste latinamerikanske lande fulgt trop. Generelt har medierne også været særdeles kritiske over for Israel. Det har været med til at sætte gang i antiisraelske demonstrationer i storbyer som Buenos Aires, Caracas og Sao Paulo.

Men flere eksperter frygter nu, at kritikken af Israel er ved at udvikle sig til egentlig antisemitisme i visse miljøer. Især blandt Latinamerikas unge, mener historiker og forfatter Enrique Krauze.

”Regionen er ikke som udgangspunkt særlig antisemitisk. Men der er tegn på, at den kan være på vej til at blive det,” skriver han i en klumme i den amerikanske avis The New York Times.

I Brasilien, der huser mere end 120.000 jøder, melder flere nynazistiske og anti-israelske grupper om en stigende tilgang af medlemmer, efter at konflikten i Gaza er brudt ud. Grupperne står blandt andet bag hærværk på synagoger og verbale og fysiske overgreb på jøder. Og de er blevet mere synlige de seneste måneder, fortæller Thiago Eduardo, historiker ved Sao Paulo Universitet.

”Grupperne har traditionelt været meget små. Men den politiske situation i Mellemøsten gør det lettere for grupperne at rekruttere medlemmer og øge deres aktiviteter. Og via internettet kan de hurtigt sprede deres budskaber og danne nye netværk på tværs af byer og endda landegrænser,” siger han.

Thiago Eduardo mener, at det er svært at dæmme op for grupperne. Det hænger blandt andet sammen med, at politiet sjældent efterforsker overgrebene og ikke kategoriserer dem som racistiske. Derfor er der ikke nogen egentlig indsats mod medlemmerne, som sjældent bliver dømt. Samtidig er medlemmerne svære at identificere, fordi de ofte udadtil virker som helt almindelige unge mennesker, der enten er under uddannelse eller i arbejde.

Thiago Eduardo vil endnu ikke betegne situationen som alarmerende. Men han frygter, at jødehadet gradvist får fodfæste og bliver en norm blandt de unge, hvilket kan sætte gang i en ond spiral af umotiveret had og overgreb vendt mod jøderne.

”Det er vigtigt, at både lokale og nationale politikere erkender og italesætter problemet og sætter tingene i den rette kontekst. For ellers risikerer rygter og fejlslutninger på diverse internetfora at blive de unges eneste virkelighed om Israel og jøderne”.

I Brasilien bliver der generelt taget kraftigt afstand over for angreb mod de jødiske samfund i Latinamerika, men kritikken af Israel er fuldt ud berettiget og bør være entydig og højlydt, mener debattør og journalist Paulo Silva.

”Israels angreb er utilgivelige, og vi må i hele verdenssamfundet fordømme landets arrogance i Mellemøsten. Det er ærgerligt, hvis det fører til overgreb på jøder i Latinamerika, men kritikken af Israel må ikke forstumme af den grund,” skriver han i en klumme i den brasilianske avis O Globo.