Den tilspidsede situation mellem Rusland og Vesten over Ukraine har fået mange til at huske på den konflikt, der delte verden under den kolde krig. Med Berlinmurens fald for 25 år siden syntes styrkeprøven mellem stormagterne USA og Sovjetunionen at være afgjort, og en tid med internationalt tøvejr satte ind i årene efter 1989. Men siden revolutionen i Ukraine i februar udgør Rusland igen et fjendebillede for Vesten.
”Historisk er det ikke så nemt at sammenligne de to situationer. Under den kolde krig fandtes Sovjetunionen stadig. På den tid herskede en systemkonfrontation mellem kapitalisme og kommunisme, der omfattede hele vores planet. Verden var delt i to, og der var kun få neutrale punkter. Den nuværende konflikt med Rusland er alvorlig, men man kan ikke tale om en verdensomspændende konfrontation. Derimod ser vi nu en systemkonflikt internt i Europa. Derfor er analogien ikke helt rigtig. Men jeg sporer, at de to parter bliver mere og mere fremmede over for hinanden. Manglende forståelse over for den anden side er udbredt. Efter min mening er det også berettiget at tale om en decideret systemkonflikt,” siger den tyske ekspert i sikkerhedspolitik Jana Puglierin fra Deutsche Gesellschaft für auswärtige Politik, en tænketank i Berlin.
Hvori består denne systemkonflikt, hvis det ikke er mellem kommunisme og kapitalisme?
”Det tyske udenrigsministerium har for nylig givet udtryk for, at Rusland på næsten alle planer udviser autokratiske strukturer. Jeg er lige vendt hjem fra en konference i Moskva. Blandt andet på grund af det indtryk, jeg fik der, vil jeg bekræfte den påstand. Putins system står på den ene side, og Europas liberale demokratier står på den anden side. Mellem de to sider findes en afgrundsdyb kløft mellem indstillingen til for eksempel national lovgivning, hvordan man fører udenrigspolitik, og hvordan samfundet bør indrettes,” siger hun.
Puglierin er forundret over, at Vesten igen er havnet i en konflikt med Rusland efter de forhåbninger og følelsen af optimisme, som mange knyttede til Murens fald:
”Det har overrasket mig meget. For et år siden ville ingen have regnet med en sådan pludselig udvikling. Og frem for alt er det overhovedet ikke til at sige, hvordan vi kan komme ud af denne konflikt. Gennem de seneste 20 år har vi haft et udmærket samarbejde under betegnelsen 'strategisk partnerskab'. Det udtryk er i hvert fald ikke længere dækkende. Jeg spørger hele tiden mig selv, hvor det gik galt. Hvornår vi ikke længere kunne forstå Rusland, og Rusland ikke længere forstod os - hvornår det brud skete.”
En af de vigtigste grunde til, at forholdet efter 25 år er frosset til på ny, lokaliserer Puglierin et bestemt sted:
”Konflikten er i høj grad indenrigspolitisk motiveret i Rusland. Da Putin igen blev præsident i 2012, førte det til omfattende protester mod hans person og mod den måde, han ledede landet på. Det var de største protester, der kritiserede Putin, som Rusland nogensinde har oplevet. Derpå fulgte regimets reak-tion med stærkere autokratiske tendenser. Kontrol med den offentlige mening, og hvordan man behandler demonstranter udgør vigtige elementer,” siger hun og peger på, at man længe fra vestlig side troede at have en bestemt type partner i Rusland, som man slet ikke havde.
”Vi troede hele tiden, at gennem samarbejde og fælles institutioner kunne der opstå fælles værdier - at Rusland ville nærme sig EU. Det er ikke lykkedes. Det var et meget stærkt ønske fra vores side, men vi indser måske først nu, at det slet ikke var muligt.”
Har Vesten selv et ansvar for, at det er kommet så vidt?
”Ansvaret kan lægges på begge parter. Det er klart, at eskalationen skete på russisk side. Anneksionen af Krim og fremgangsmåden i Østukraine kan ikke forklares alene som et svar på Vestens adfærd. Da jeg var i Rusland, forstod jeg meget klart, at Natos østudvidelse bliver set som en stor trussel, selvom vi hele tiden siger, at den ikke er rettet mod Rusland. Hvad der også kan ses som en fejl er, at vi udformede vores europæiske naboskabspolitik uden at inkludere Rusland. Kremls pointe er, at I kan ikke forhandle med vores nabolande uden at tale med os. Det kan jeg godt forstå,” siger Puglierin.
Hun mener ikke, at de 25 år siden Berlinmurens fald er spildt, men hun havde forestillet sig udviklingen anderledes.
”Måske kan man en gang i fremtiden bygge forholdet op igen. Jeg havde håbet på en god relation til Rusland. Det var mit ønske, at Rusland ville ændre sig. Fordi jeg stadig er overbevist om den europæiske models overlegenhed. Jeg synes, det er godt at have for eksempel pressefrihed og forsamlingsfrihed, og jeg troede, at alle i Europa siden 1989 ville bevæge sig i den retning,” siger Puglierin og fortsætter:
”Nu synes verden igen at være inddelt i indflydelsessfærer. Det er ærgerligt.”