Professor: Frygten for ebola er den største fare

Offentlig panik hæmmer ikke alene kampen mod ebola, men gør det svært for myndigheder at træffe beslutninger, siger Arthur Caplan, amerikansk professor i biotetik

Arbejdere i beskyttelsesdragter rengør en togstation i Dallas i USA, som en person, der havde besøgt samme lejlighed som liberianeren Thomas Duncan, der senere døde af ebola, efterfølgende havde opholdt sig på. I går rundede det samlede dødstal for ebola ifølge WHO 5000 personer. -
Arbejdere i beskyttelsesdragter rengør en togstation i Dallas i USA, som en person, der havde besøgt samme lejlighed som liberianeren Thomas Duncan, der senere døde af ebola, efterfølgende havde opholdt sig på. I går rundede det samlede dødstal for ebola ifølge WHO 5000 personer. - . Foto: Larry W. Smith/EPA/Scanpix.

Der er nærmest ikke gået en dag den seneste måned, uden at den amerikanske offentlighed har hørt fra Arthur Caplan. På tv, radio og i utallige artikler, blogs og tweets har den garvede debattør advaret imod at gå i panik over ebola.

Caplan har kritiseret, at beslutninger om, hvordan ebola bedst håndteres, bliver politiserede, og han har givet råd til almindelige borgere på baggrund af, hvad han kalder en ”etisk obduktion” af situationen. Et af hans råd lyder at lade sig vaccinere imod influenza, så en harmløs feber ikke forveksles med ebola.

Caplan er vant til at være i vælten i kontroversielle debatter om sundhed og etik. Han har tordnet imod religiøse forældres ret til at afvise medicinsk behandling af deres børn, er fortaler for at indføre automatisk organdonation, når folk dør, og mener, der bør være et klart etisk regelsæt, som kan holde revolutionen inden for genteknologi i ave. Emner, som han har behandlet i mange bøger og akademiske artikler, senest debatbogen ”Contemporary Debates in Bioethics” (Aktuelle debatter i bioetik), der præsenterer forskellige synspunkter på 15 af vor tids største etiske dilemmaer.

”Jeg mener, det er en pligt for videnskabsfolk og læger at bidrage til den offentlige debat. Samtidig regner befolkningen med, at vi giver troværdig information. Folk med specialiseret viden på et område - det kan være ebola, kræft eller diabetes - bør blande sig mere i den offentlige debat. Hvis ikke vi blander os, overlader vi debatten til folk, der er misinformerede eller har direkte skøre synspunkter. Det er netop, hvad vi ser i debatten om ebola lige nu,” siger Arthur Caplan.

En debat, der blev skudt i gang, da det første tilfælde af ebola blev diagnosticeret hos en liberiansk mand på besøg i den amerikanske delstat Texas. Og som nåede nye højder, da to sygeplejersker, som behandlede den dødssyge Thomas Duncan på et hospital i Texas, selv blev smittet med ebola. Duncan døde af ebola, mens begge sygeplejersker nu er erklæret fri for sygdommen. Men debatten om, hvordan virussen kunne sprede sig på amerikansk jord, og hvad myndighederne bør gøre, fortsætter. Det samme gør frygten for ebola, og den frygt er mere farlig end sygdommen selv, mener Caplan.

”Ebola har skabt to former for sundhedsfare i USA og andre vestlige lande. Den ene er virussen selv, som det er meget svært at blive smittet med, og som derfor ikke udgør en stor sundhedsfare for befolkningen. Den anden er frygten for sygdommen. Her er det meget let at blive smittet, og det er farligt, fordi det kan skabe panik og i sidste ende hæmme kampen mod ebola. Jeg mener, det er vigtigt, at vi håndterer begge disse farer,” siger Arthur Caplan.

”For at stoppe frygten for ebola er det afgørende, at vi når igennem til befolkningen med beskeden om, at ebola ikke er en dødsdom i USA eller andre vestlige lande. Fordi vi vores sundhedssystemer er i stand til at støtte folk ved at balancere deres kropsvæsker og gennem behandling med elektrolytter og blodtransfusion, kan vi konstatere, at alle patienter på nær Duncan har overlevet. Men jo mere rædselsslagne folk bliver, des vanskeligere er det at nå igennem med beskeden om, at selvom vi ikke har en kur mod ebola, har vi en behandling, der har vist sig i stand til at gøre langt de fleste ebola-patienter raske.”

Caplan mener, at frygten for ebola bliver skærpet, fordi virussen er i udbrud i lande i Vestafrika, som amerikanere ikke kender til. Og når folk er bange, bliver de dårlige til at afveje risici:

”Vi oplever, hvordan medierne og politikere, der fører valgkamp, går i selvsving over truslen fra ebola. Imens nævner ingen den influenzaepidemi, der er på vej, og som sidste år dræbte tusindvis af amerikanere. Når det gælder influenza, putter vi ikke folk i karantæne, selvom den epidemi kommer hertil fra andre lande. Samtidig tager vi nu karantæne - endda tvungen karantæne - i brug over for ebola.”

Da den amerikanske sygeplejerske Kaci Hickox vendte hjem fra Sierra Leone i sidste uge, blev hun sat i tvungen karantæne, selvom hun var blevet testet negativ for ebola. Hickox beskylder nu myndighederne i New Jersey og New York for at krænke hendes menneskerettigheder, og juridiske eksperter vurderer, at hun har retten på sin side.

Arthur Caplan mener, at tvungen karantæne er et eksempel på en politisk beslutning, som er baseret på at tage hånd om befolkningens frygt i stedet for at beskytte dens sundhed. Og det kan få utilsigtede konsekvenser som for eksempel, at færre sygeplejersker og læger tager til Vestafrika for at hjælpe med at stoppe epidemien.

”Karantæne og rejseforbud er helt legitime redskaber at tage i brug imod en seriøs sundhedsfare. Her må man afveje folks individuelle frihedsrettigheder over for det fælles gode. Det har vi set ske i andre tilfælde med sars og tuberkulose. Men hvis vi mener, at ebola udgør en seriøs sundhedsfare for befolkningen, bør vi starte med at putte alle sygeplejersker og læger, som behandler ebola-patienter i USA, i karantæne, for de hører til højrisikogruppen. Dermed ville vi miste nogle af vores dygtigste eksperter på området,” siger Caplan og fortsætter:

”Det egentlige spørgsmål er, om faren for ebola i USA kan retfærdiggøre, at vi griber ind i folks frihedsrettigheder med tiltag som tvungen karantæne. Så længe ebola ikke er mere smittefarlig, er det forhastet.”

Hvad der derimod haster, er at løse det lederskabsproblem, som ebola-udbruddet har afsløret både internationalt og nationalt.

”I USA står den føderale regering relativt svagt, fordi den må bøje sig for de enkelte delstaters ret. Det er delstaterne, der har ansvar for at træffe beslutninger, når der opstår en sundhedskrise. Og i EU ser vi, at der findes masser af regler og retningslinjer, men ingen central autoritet. Internationalt har WHO lige nu kun autoritet til at yde rådgivning, og det er ikke nok, når en epidemi strækker sig på tværs af flere lande. WHO bør gives autoritet til at påtvinge bestemte krav, når det gælder den offentlig sundhed,” siger Caplan.

Også inden for Caplans egen forskningsverden har ebola-virussen afsløret et behov for at ændre på vilkårene, så der kommer fokus på farlige infektionssygdomme.

”Vi har ikke set finansiering til at forske i ebola, fordi sygdommen indtil nu kun sjældent har været i udbrud. Og fordi isolation, desinfektion og oplysning har været nok til at stoppe de meget begrænsede udbrud, vi tidligere har set i Afrika. Og så er en sygdom, der påvirker en lille gruppe meget fattige mennesker, desværre ikke et tilstrækkeligt incitament til, at medicinalindustrien kaster sig over at udvikle en ebola-vaccine eller -medicin. For fattige afrikanere har ikke haft en stemme til at tale deres sag, når der skal findes finansiering, som kræftpatienter eller folk med diabetes eller alzheimer har,” siger han og pointerer, at han nu finder det afgørende, at politikernes fokus på ebola omsættes til finansiering af de vacciner og medicinpræparater, der er i gang med at blive testet.

”Vi skal ikke gå ud og bruge vacciner og medicin i stor stil, inden de er testet på dyr og mennesker, og vi ved noget om, hvor sikre de er. Ellers risikerer vi at gøre mere skade end gavn, og det kan få store konsekvenser for befolkningens tillid til os som sundhedseksperter.”

Derfor giver det mening, at folk i USA og andre lande under mere kontrollerede forhold bliver de første til at modtage vacciner og medicin, når de bliver tilgængelige, mener Caplan.

Hvem der får adgang først, afhænger helt af, i hvilket land medicinen eller vaccinen produceres.

”Lande vil altid behandle deres egne folk først,” konstaterer Caplan.