Global kampagne skal udrydde kvindelig omskæring

Færre kvinder bliver omskåret på verdensplan. Men hver dag gennemgår 6000 piger i Afrika og Mellemøsten stadig indgrebet. Det vil en verdensomspændende kampagne ændre

I Kenyas hovedstad Nairobi lancerer FN nu en kampagne for at udrydde omskæring af piger og kvinder. Modelfoto.
I Kenyas hovedstad Nairobi lancerer FN nu en kampagne for at udrydde omskæring af piger og kvinder. Modelfoto. Foto: Sylvie Bouchard.

125 millioner kvinder i 29 lande i Afrika og Mellemøsten er omskåret, og hver dag får 6000 piger ned til spædbarnsalderen stadig foretaget indgrebet med komplicerede børnefødsler, sterilitet, ubehag ved samleje og tilbagevendende infektioner til følge. Omskårne kvinder har dobbelt så stor risiko for at dø under fødsler, og hvert år anslås et ukendt antal piger at dø som følge af blodtab eller infektioner.

Nu er det på tide at gøre en ekstra indsats for at udrydde overgrebet ifølge FN's generalsekretær Ban Ki-moon. Han ankom i går til Kenyas hovedstad, Nairobi, for at lancere en international mediekampagne, der sigter mod at udrydde kvindelig omskæring. FN's generalsekretær har tidligere talt imod omskæringerne.

”Det er noget, der betyder meget for ham, og han fortsætter bestræbelserne,” understregede en talsmand, Farhan Haq, på et presse-møde i New York op til generalsekretærens ankomst i Østafrika.

Den globale kampagne begyndte i Storbritannien, hvor den tog fart og siden har bredt sig til resten af verden.

Det er ikke tilfældigt, at kampagnen mod kvindelig omskæring rammer Afrika i netop Kenya. Landet har opnået kontinentets største fald i omskæringer. Ifølge den seneste undersøgelse fra 2009 er antallet af omskårne kvinder i Kenya faldet de seneste tre generationer, og med 10 procent fra 1999 til 2009. I dag er hver fjerde kenyanske kvinde, og markant flere ældre end yngre, omskåret.

Samme undersøgelse peger dog også på, at pigerne, der bliver omskåret, bliver yngre og oftere bliver udsat for den mest omfattende omskæring, der indebærer, at vagina bliver syet sammen efter indgrebet, to små åbninger undtaget. Størstedelen af pigerne gennemgår ritualet, når de er mellem 7 og 10 år.

”Det er ikke nogen enkel sag at ændre en tradition, der er dybt forankret i kulturen. Samfund, der praktiserer kvindelig omskæring, modarbejder forandringen, fordi de frygter, at deres traditioner bliver truet,” påpegede den kenyanske vicepræsidents presseansvarlige, Bethwel Kaino, for få dage siden i et indlæg i landets største avis The Daily Nation.

Andre afrikanske lande som Den Centraldemokratiske Republik, Ghana og Benin har også held med at komme praksissen til livs. I disse lande er det ifølge FN realistisk at afskaffe kvindelig omskæring i løbet af de næste 15 år. Men i andre lande som Egypten, Sudan, Gambia, Etiopien og Mali bliver et overvældende fler-tal af pigerne stadig omskåret. I Somalia er tallet knap 98 procent.

Så der er brug for FN's generalsekretærs opbakning og den globale mediekampagne, mener Bethwel Kaino.

”FN-generalsekretærens beslutning om at involvere medierne i kampen mod kvindelig omskæring er rettidig og et skridt i den rigtige retning. Når det kommer til stykket, er uddannelse nøglen til at eliminere kvindelig omskæring,” mener han.

I Tanzania, et andet af Kenyas nabolande, har de også held med at modarbejde kvindelig omskæring, og ifølge Unicefs seneste opgørelse fra 2010 er en tanzanisk piges risiko for at blive omskåret blot en tredjedel af, hvad den var for hendes mor. 15 procent af de tanzaniske piger og kvinder i alderen 15-49 år er omskåret.

Men i visse stammer er der lang vej igen, fortæller den 18-årige masaikvinde Lozwi Longinai. Hendes forlovede droppede hende, dagen før de to skulle have været gift, fordi det gik op for ham, at hun ikke var omskåret, fortæller hun Reuters Trust-fond.

”Det er slemt. Vi bliver afvist af vores eget samfund, fordi vi ikke vil omskæres,” siger hun.

Omskæring af kvinder er ulovligt i 24 afrikanske lande, men i mange af landene bliver loven ikke eller kun i mindre grad efterlevet og håndhævet.