Afrika har fået sit første hvide statsoverhoved i 20 år

Guy Scott, der har overtaget præsidentembedet i Zambia, er den første hvide leder af et afrikansk demokrati

Guy Scott, Zambias fungerende præsident, trykker hænder med lederne af hær og politi, kort efter at han overtog embedet fra afdøde Michael Sata. -
Guy Scott, Zambias fungerende præsident, trykker hænder med lederne af hær og politi, kort efter at han overtog embedet fra afdøde Michael Sata. - . Foto: Chibala Zulu/AFP/Scanpix.

Med den 70-årige zambier Guy Scott har Afrika i denne uge fået sit første hvide statsoverhoved i 20 år - og kontinentets første hvide statsoverhoved for et demokratisk, afrikansk land i historien. Afrika har ikke haft en hvid præsident, siden den sydafrikanske præsident Frederik de Klerk i 1994 måtte overlade posten til Nelson Mandela.

Guy Scott har hidtil været Zambias vicepræsident, men han skal de kommende 90 dage fungere som landets præsident, efter at Zambias forhenværende præsident, Michael Chilufya Sata, i tirsdags døde efter længere tids sygdom.

Nytiltrådte Guy Scotts teint lyser meget hvid blandt kontinentets øvrige statsoverhoveder. Han mener, fortalte han sidste år i et interview med den britiske avis The Guardian, at Afrikas statsoverhoveder opfatter ham som en maskot, ”der bringer held til afrikansk politik”.

Guy Scott blev født af en skotsk far og en engelsk mor i det daværende Nordrhodesia, nuværende Zambia. Han er uddannet økonom fra Cambridge Universitet i Storbritannien. Efter endt uddannelse vendte han tilbage til Zambia og blev ansat i finansministeriet. I 1990 gik han ind i politik og blev senere landbrugsminister. I 2001 meldte han sig ind i det nuværende regeringsparti Patriotisk Front (PF), og for tre år siden blev han udnævnt til vicepræsident.

Guy Scott er en populær og uortodoks politiker i sit hjemland. Han kan være slående politisk ukorrekt, når det kommer over ham. Sidste år gik det således ud over sydafrikanerne, som han kaldte for ”tilbagestående”.

”Jeg hader sydafrikanere. Det er ikke retfærdigt at sige, for der er mange sydafrikanere, jeg kan lide, men de mener virkelig, at de er bedre end andre,” sagde han til The Guardian.

Det er usikkert, om Guy Scott kan - eller vil - stille op til præsidentposten efter de 90 dage. Ifølge Zambias forfatning skal en præsidentkandidats forældre nemlig være født i landet.

Guy Scott er gift, og parret har fire voksne børn.