Hvordan ser delingen af Berlin ud i dag? Kan man berøre den? Betræde den? Berlinerne har i 25 år forsøgt at slette alle de spor, som delingen efterlod. Ganske sjældent mærker man den stadig flygtigt ved at passere et særlig østblok-arkitektonisk bygget kontorkompleks med de for DDR så typiske gyldne ruder eller ved at støde på de to rækker brosten, som i dag skaber en usynlig mur, der hvor den rigtige stod før 1989.
Marzahn er Tysklands største område med ”plattenbau” - store boligblokke af præfabrikerede betonelementer, der blev opført i Deutsche Demokratische Republik, DDR. Selvom ”plattenbau”-blokkene nu er blevet forskønnet, maner de stadig billeder frem fra dengang, da man ikke kunne bevæge sig frit. Fra dengang, hvor der kun var én slags bil.
Denne ensartede, massive æstetik er samtidig en stærk manifestation af mentaliteten i DDR.
Som en del af sin proklamerede ”enhed for økonomi- og socialpolitik” lancerede den daværende kommunistiske regeringschef i DDR, Erich Honecker, i 1972 det statslige boligprogram, der havde som mål at fjerne boligmanglen i DDR inden 1990. ”Hver sin egen bolig,” lød parolen fra Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED. Boligblokkene svarede til det socialistiske ideal om, at et menneskes status ikke skulle kunne aflæses af hans bolig, og i randområderne af byerne i alle dele af DDR skulle der i højest muligt tempo bygges boligblokke - alle i ”plattenbau”-byggestil. Inden 1990 skulle der efter planen være opført tre millioner nye boliger.
Det ambitiøse boligprogram skabte et hul i DDR's budget i milliardstørrelse, og der blev sparet på opførelsen af de såkaldte ”Sonderbauten” - særlige bebyggelser. Planer om tilhørende skoler, børnehaver, legepladser og restauranter gik i vasken, og treværelseslejligheder blev til fireværelses ved at tilføre en ekstra væg. Hvis der manglede varmerør i de ekstra rum, var der blevet opfundet et smart enkeltrør-system uden noget rør til tilbageløbet af det varme vand. Hvis det blev for varmt, kunne man åbne vinduet. Programmet fortsatte indtil DDR's undergang.
I dag har ”plattenbau”-blokkene i Marzahn fået farver, og de er omgivet af grønne områder. Her og der ser man stadig en Trabant holde parkeret mellem de øvrige, nutidige biler på de holdepladser, der hører til opgangene. Marzahn er en del af Berlin, men området udgør i sig selv en stor by, indrettet med de massive blokke med tusindvis af små lejlighedsfirkanter, som hver især er dekoreret med stribede markiser, storblomstrede parasoller og blondegardiner, som på afstand igen gør det samlede udtryk ensartet. Mellem blokkene løber et system af gangstier, der forgrener sig til legepladser, sportsanlæg og mindre butiksområder, og går man ligeud længe, virker det, som om man tit støder på det sted, man netop kom fra, selvom navnene på sporvognsstationerne skifter. Her er mange hunde og dyrehandlere, frisører og butikker med sko og tøj af ringe kvalitet.
”Plattenbau”-blokkene forstærkede illusionen om et klasseløst samfund, men lag på lag levede man meget forskelligt.
Trods opførelsen, som var blevet lidt skrabet, var de moderne boliger med fjernvarme enormt populære, og de var svære at få tildelt af DDR, hvis man ikke havde børn. Andreas Schmidt og hans kone fik deres ”plattenbau”-lejlighed i 1982. Andreas Schmidt afslører, at ønsket om en treværelses ”plattenbau” faktisk var grund til, at hans to børn kom til verden. Hans kone afbøder straks den hårde bemærkning med et højt ”nåh, ikke helt sådan”, men tøver derefter og tilføjer, ”men jo, det lå da i baghovedet, da vi tog den beslutning”.
Andreas Schmidt fortæller om DDR med en blanding af beundring og foragt. På den ene side om en tilværelse, hvor han ikke behøvede at bekymre sig om noget. På den anden side om en tidsbegrænset boble, som måtte briste, for den sikkerhed, han fik, beroede på kontrol og undertrykkelse af de følelser, han havde, og som han aldrig talte direkte om.
”Pengene fra Vesten og systemet fra DDR,” siger Andreas Schmidt, ”hvis man kunne smelte dé to ting sammen, ville man have den perfekte by.” Som operasanger ved Deutsche Staatsoper var han mere privilegeret end mange andre i DDR. Han fik lov til at rejse til udlandet, blandt andet til Japan. Men uden sin kone og to børn. De skulle vente derhjemme og fungerede som en garanti for, at han kom hjem igen.
