Med et sort-hvidt palæstinensertørklæde bundet om hovedet og en khakigrøn frakke knappet over brystet er den tidligere palæstinensiske leder Yassir Arafat en af de mest genkendelige figurer fra konflikten mellem israelere og palæstinensere.
Men Yassir Arafat er mere end blot et stilikon. I dag er det præcis 10 år siden, at den tidligere palæstinensiske leder døde på et fransk hospital, men han påvirker israelsk og palæstinensisk politik den dag i dag, siger Harel Chorev-Halewa, mellemøstforsker ved The Moshe Dayan Center ved Tel Aviv Universitet:
”Konflikten bunder grundlæggende i en dyb mistillid. Israelere stoler ikke på palæstinensere, og palæstinensere stoler ikke på israelere. Arafat står stadig i dag som en af de klareste grunde til, hvorfor israelerne ikke stoler på palæstinenserne,” siger Harel Chorev-Halewa.
Dermed er Arafat også en del af den bagvedliggende forklaring på, hvorfor fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne i øjeblikket står i stampe, og hvorfor israelske politikere ser rødt, når europæiske lande som for eksempel Danmark overvejer at anerkende Palæstina som stat.
Yassir Arafat var den ledende figur, da palæstinenserne i 1950'erne samlede sig om deres nationale kamp efter statens Israels oprettelse. Han stiftede i 1959 Fatah-bevægelsen, der i dag har magten på Vestbredden. Og fra 1968 og frem til sin død i 2004 stod han i spidsen for den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO.
I Israel er det først og fremmest hans væbnede modstand og støtte til terror, der står klarest i hukommelsen, påpeger Harel Chorev-
Halewa.
Yassir Arafat har støttet en række store terrorhandlinger,og har stået i spidsen for to blodige palæstinensiske opstande, intifadaer. Men han skiftede stil i begyndelsen af 1990'erne og fik i 1994 Nobels Fredspris sammen med Israels premierminister og udenrigsminister efter at have indgået Oslo-aftalen året inden, hvor begge parter accepterede at indlede en fredsaftale. Men i slutningen af 1990'erne begyndte busbomberne igen at sprænge i Israel, og da Camp David-forhandlingerne i 2000 brød sammen, og den anden intifada brød ud, vendte Arafat tilbage til sin rolle som israelernes hovedfjende. At Arafat aldrig for alvor gjorde op med terroren, påvirker stadig israelsk politik i dag, mener Harel Chorev-Halewa:
”Israelerne var bestemt ikke uden skyld i, hvad der skete efter Oslo-aftalen. Men Arafats dobbeltspil satte tonen for, hvordan israelerne derefter har set på den palæstinensiske nationale bevægelse: Palæstinenserne vil aldrig acceptere vores tilstedeværelse, og de vil aldrig afskrive sig deres væbnede kamp. Det hele er forklædning.”
Tiden er dog inde til, at israelerne stopper dæmoniseringen af Arafat. Det siger mellemøstforsker ved Haifa Universitet Ronit Marzan, der i øjeblikket arbejder på en bog om Arafats retorik.
Hun mener, at den udbredte opfattelse af Arafats dobbeltspil efter Oslo-aftalen er en fejltolkning:
”At volden brød ud igen, var formentlig snarere et tegn på, at Arafat var svækket politisk og ikke havde magten over, hvad der skete i gaderne,” siger hun.
Det er især, når man ser på Arafats religiøse retorik, at der er en klar forskel på før og efter Oslo-aftalen, forklarer Ronit Marzan.
”Efterfølgende fokuserer han generelt på en politisk løsning snarere end en militær. I 1980'erne talte han meget om jihad som en militær kamp. Men efter Oslo-aftalen er det den større jihad, han fremhæver, som er den muslimske indadvendte kamp for sin personlige tro,” siger hun.