Det er naturens tilfældighed, at Stephen Munga rent fysisk ligner Sydafrikas berømte apartheidmodstander, tidligere ærkebiskop Desmond Tutu. Lidt lav, lidt bred, med spillevende øjne i et ansigt, der gerne åbner sig i et smil. Det er knap så stor en tilfældighed, at Stephen Munga, biskop i Tanzanias evangelisk-lutherske kirke, også ligner Desmond Tutu, når det gælder synet på kirkens pligt til at engagere sig i samfundslivet.
Stephen Munga er født i 1955. Han læste teologi og blev præst, mens kampen mod apartheid var på sit højeste i Sydafrika. Som mange andre unge præster i Afrika i 1970'erne og 1980'erne blev han præget af den 24 år ældre Desmond Tutu og dennes insisteren på, at kirken har pligt til at påtale uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse. Som kristen kan man ikke forholde sig neutralt.
”Jeg er vokset op med befrielsesteologien. Forkyndelse er ikke bare noget, der sker i kirken. Teologien skal være transformerende. Kirken er ikke en tilskuer til folks liv. Den største synd er at undlade at bruge den frihed, vi har fået, til at gøre det bedste for andre. Gud har givet os øjne til at se med og ører til at lytte med, og derfor har vi også et ansvar for at reagere på det, vi hører og ser,” siger Stephen Munga, i daglig tale blot ”bishop”, sådan som traditionen er i de fleste afrikanske lande.
For biskoppen er kampen mod ulighed helt central. Han accepterer ikke den enorme forskel, der er mellem rige og fattige tanzaniere. På den ene side kan han se og læse sig til, hvordan livet leves i overklassen med ekstrem luksus, engelske kostskoler til børnene og masser af udlandsrejser. På den anden side ved han fra sine mange besøg til landsbyerne i sit stift, hvor skrabet hverdagen kan være. Den pine-fulde fattigdom med dens evige kamp for at overleve en dag mere.
”For de fattige er hele livet en kamp. To beskedne måltider med den samme ensidige kost morgen og aften, hvis de da overhovedet har mad tilovers om morgenen og ikke må nøjes med te. Det smerter mig at være vidne til, når jeg ved, hvor mange rigdomme Tanzania råder over. Og det smerter mig endnu mere, når jeg ved, at det er de fattige, der betaler for de riges levevis,” siger han.
Stephen Munga har i særlig grad lagt sin energi i at hjælpe de fattigste landsbybeboere med at bevare adgangen til deres oprindelige landbrugsjord eller sikre dem rimelig kompensation. Over hele verden, også i Tanzania, bliver småbønderne presset væk fra landbrugsjorden af lokale rigmænd og udenlandske investorer, der ønsker at overtage jorden for at bruge den til minedrift, storlandbrug, turisme, jagt eller andet med gode penge i.
Undersøgelser viser, at over 93 procent af den jord, der bliver inddraget til minedrift, skovbrug, storlandbrug eller lignende, er beboet i forvejen. Derfor går der meget ofte en lige linje mellem de nye investeringer i jord og konflikter med områdernes oprindelige beboere.
Hvis bønderne mister deres jord, mister de samtidig deres levebrød. I for eksempel Tanzania bor omkring 80 procent af befolkningen på landet, hvoraf hovedparten er småbønder, der lever af de afgrøder, de kan dyrke på deres egne marker. Hvis jorden bliver taget fra dem uden kompensation eller udsigt til alternativ beskæftigelse, står de tomhændede og utrygge tilbage, fremhæver Stephen Munga. Resultatet er nød og ufred.
”Hvis den stærke hele tiden har mulighed for at tage mere og mere til sig, ender vi med problemer. Vi er her, fordi nogle efterlod noget til os. Der bør være en stemme, som hele tiden minder os om, at det bliver vores egen undergang, hvis vi ikke bremser denne jagt på ressourcer og rigdomme. Der er en kikuyu-talemåde, som lyder: 'Vi arver ikke jorden fra vores forældre. Vi låner den af vores børn'. Det er meget vigtigt at huske,” siger han.
Stephen Munga stod sidste år i spidsen for en national konference om jordrettigheder, hvor både politikere, forskere, organisationer og forskellige trossamfund deltog. Desuden er han medstifter af et tværreligiøst netværk for økonomisk retfærdighed, Interfaith Committee for Economic Justice. Han er urolig over den ulighed, som breder sig i Tanzania, fordi den stærkestes ret har fået frit løb. Blandt andet, når det gælder adgangen til jord og andre naturressourcer.
”Da Tanzania var et socialistisk land, vidste vi, at vi alle var lige fattige. Vi oplevede ikke sociale skel. Vi spiste den samme mad, gik i det samme tøj. Nu - efter at vi har valgt at indføre en blandet økonomi - har vi fået en konkurrence om at overleve. Alt afhænger af, hvor stærk man er. Nu ser vi sociale uligheder. De stærke er blevet utrolig rige på meget kort tid. Men kagen har stadig samme størrelse, så det har bare betydet, at de fattige er blevet væltet omkuld,” siger Stephen Munga.
”De seneste fem-seks år har jeg igen og igen måttet minde vores menighed om, at vi har en række svage mennesker blandt os, som vi må tage os af. De har ikke styrken til at gå ind i kampen. Det må vi gøre på deres vegne. Vi skal være de stummes stemme.”
Engagementet har haft sine omkostninger. Stephen Munga lægger ikke skjul på, at kampen for retfærdighed kan være lige så hård at føre internt i kirken som i omverdenen. Både nogle af menighedens mere velstillede medlemmer og hans kolleger i kirken har kritiseret ham for at være vel rigelig emsig.
”Der vil altid være kritik indefra. Ikke fra de lokale kirkegængere, de fattige i landsbyerne, men fra eliten. Det har været dem, der stillede spørgsmål til, om det nu også er kirkens opgave at diskutere adgangen til naturressourcer og minekoncessioner. Mange har ment, at jeg burde holde mig til at prædike,” fortæller han.
”Men nogle gange er det nødvendigt at have en anden mening. Vi kan ikke stræbe efter enighed hele tiden, hvis vi skal nå resultater. Og der er ingen tvivl om, at kirkens opgave er at tale de svages sag. Jeg har en god grund til at blande mig,” siger han.
Med til billedet hører, at den evangelisk-lutherske kirke, ligesom flere andre kirkesamfund i Tanzania, selv er en stor jordejer. Derfor har regeringen også udfordret Stephen Munga med det åbenlyse spørgsmål: Hvilken moralsk autoritet har kirken til at tale om jordrettigheder, når den selv besidder jord, som kunne været givet til de fattige?
”Jeg kan kun svare, at når noget er forkert, er det forkert, og så bør det påtales. Det, at man selv er med til at gøre noget galt, betyder ikke, at man ikke har et ansvar for at rette op på det. Kirken er parat til at gå ind i en proces,” siger han.
Med årene er den interne forståelse for Mungas vedvarende boren i, hvilke konsekvenser det får for landsbyernes fattige bønder, når rigmænd overtager lokal jord eller et mineselskab får kontrakt på råstofudvinding, dog blevet større.
”Det kan undertiden være meget ensomt at stå fast på kritiske holdninger. Men jeg har lært meget af tiden under apartheid. Jeg ved, at man skal være stærk for at svømme mod strømmen, men det lærer også en at stole på sine egne værdier. Heldigvis lever jeg i Afrika, hvor man er beskyttet af sin position. Det hjælper at være biskop,” siger han med et af sine mange smil.
Til den tanzaniske regering har Stephen Munga et ”kompliceret” forhold, som han udtrykker det. På den ene side har han et glimrende forhold til præsident Jakaya Kikwete, som han sagtens kan le og tale afslappet sammen med. På den anden side kommer præsidenten gerne med små svirp i sine offentlige taler, når han for eksempel henviser til. at ”biskop Munga nu igen har været meget kritisk i sin søndagsprædiken”.
”Jeg bliver jævnligt gjort opmærksom på, at jeg bevæger mig på kanten. Det er svært at opfatte som andet end en advarsel,” siger Stephen Munga.
Kodeordet er dialog og ”oplysning”, mener han.
”Vi er varsomme med at konfrontere regeringen. Vi vil hellere gøre den opmærksom på, at der måske er nogle informationer, den har overset,” som han siger med henvisning til, hvordan kirken fremhæver de konsekvenser, det får i landsbyerne, når de fattige mister deres jord til rige byboere eller udenlandske mineselskaber.
”Når vi ved, at en del af problemet kommer fra regeringen, og den også sidder med en del af løsningen, er vi nødt til tale højt om det.”
