Det er nemmere at være USA's fjende end at være landets ven

Det er forvirrende for mange arabiske lande at være USA's ven og allierede. Ikke mindst i en tid, hvor amerikanernes traditionelle fjende, Iran, bliver mødt med leflen fra Washington

USA's udenrigsminister, John Kerry (th), hilser på sin iranske kollega Javid Zarif, mens EU's udsending Catherine Ashton og Omans udenrigsminister Yussef bin Alawi ser til under et møde i Oman forleden. -
USA's udenrigsminister, John Kerry (th), hilser på sin iranske kollega Javid Zarif, mens EU's udsending Catherine Ashton og Omans udenrigsminister Yussef bin Alawi ser til under et møde i Oman forleden. - . Foto: REUTERS/Nicholas Kamm.

I 2009 leverede USA's præsident, Barack Obama, en tale i Kairo, der fik de fleste til at tro, at der var guld og grønne skove på vej til Mellemøsten. Men han har senere måttet erkende, at de mange løfter aldrig er blevet efterfulgt af fyldestgørende handlinger fra amerikansk side. Selv da det arabiske forår brød ud, og adskillige diktatorer blev væltet, udnyttede USA ikke begivenhederne til at støtte op om de nye muligheder, som mange lande stod i. Det fik Obamas ord fra Kairo-talen til at virke tomme, og den positive indstilling, som mange arabere havde til USA, svandt lige så langsomt ind. På grund af manglen på en langsigtet strategi er USA's politik i området nemlig præget af kortsigtede løsninger og aftaler under bordet. Derfor føler mange arabere sig svigtet.

Et tydeligt eksempel på, hvordan USA svinger frem og tilbage i dets Mellemøstenpolitik, kan ses i forholdet til Iran. Ingen er i tvivl om, at styret i Iran hader USA, og der kan heller ikke være den store diskussion om, at USA ikke ligefrem er bedste venner med Iran - blandt andet på grund af landets atomprogram. Ikke desto mindre er det en offentlig hemmelighed, at USA desperat søger Irans hjælp i den nuværende kamp mod Islamisk Stat, IS. Dette har medført en yderst uheldig opførsel fra USA's side, som på især fire punkter vækker bekymring hos de af de arabiske lande, der er USA's allierede.

For det første plejer USA at orientere de arabiske allierede om de forskellige forhandlinger, der vedrører dem. Men i forhold til Irans atomprogram holder de kortene meget tæt ind til kroppen.

Nogle mener, at USA gør det for at få Irans hjælp i kampen mod IS, men disse hemmelige forhandlinger startede faktisk længe før, at IS overhovedet kom på banen. Derfor undrer det de arabiske allierede, at man har lukket døren over for de lande, der er direkte involveret.

For det andet har USA forsikret, at man ikke vil give sig i forhold til de aftaler og krav, der er blevet indgået med Iran, men det viser sig nu, at dette ved flere lejligheder ikke er blevet overholdt. Senest har USA for eksempel accepteret 1500 uranberigede centrifuger, hvor de tidligere har udtalt, at de kun ville tillade 500 af slagsen.

For det tredje ser Washington gennem fingre med iranernes ekspanderende indflydelse i området. Iran har formået at have en finger med i spillet i forhold til det, der sker i Yemen, Irak, Syrien og Libanon. Samtidig spørger de arabiske allierede (og tyrkerne) sig selv, hvorfor Obamas strategi mod IS ikke omfatter en plan for, hvad man skal gøre med Assad. Kan det være endnu en indrømmelse over for iranerne, som jo er allieret med Assad?

For det fjerde er selve atomprogrammet meget bekymrende. Iran siger, at det kun skal bruges til fredelige formål, så de kan lave energi, men det er jo et af de største olieproducerende lande i verden, så hvorfor har de brug for ekstra energi? Frygten for at Iran i hemmelighed skulle lave atomvåben, kan i sig selv udvikle sig til en meget farlig situation i Mellemøsten.

Skulle de shiamuslimske iranere få atomvåben, starter der uden tvivl et atomvåbenkapløb i regionen, for så vil de sunnimuslimske nabolande også begynde at producere atomvåben. Og her kommer Israel (der selv har atomvåben) også på banen, for de har ligesom de omkringliggende arabiske lande ingen interesse i, at Iran ligger inde med den type våben alene. Her ser vi en uhellig alliance mellem de arabiske lande og Israel. Araberne frygter mere iranernes atomvåben end israelernes.

Hele USA's opførsel og leflen for iranerne er temmelig uforståelig. For at få en aftale i hus vil iranerne nærmest have carte blanche, så de kan gøre, hvad de vil i Mellemøsten. Det er i hvert fald, hvad de arabiske allierede frygter. Man er bange for, at USA vil give for mange indrømmelser for at få hjælp til bekæmpelse af IS og for at få en atomaftale.

Men der er slet ingen grund til at give alle de indrømmelser. De arabiske allierede og Israel vil hellere have skærpede sanktioner, for det er faktisk noget, Iran frygter. Samtidig ønsker de, at man truer med at angribe deres atomprogram. De vil hellere, at man bruger stokken over for Iran frem for at komme med alt for dyrebare indrømmelser.

De allierede arabere og israelere frygter, at Obama er for naiv og godtroende i forhold til iranerne, og man er bange for, at han vil give for mange indrømmelser og lave dårlige aftaler ved de forhandlinger, der i øjeblikket foregår i Oman.

Senest skuffede Obama, da det kom frem, at han havde sendt et hemmeligt brev til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. I brevet peger Obama på de to landes fælles interesse i at bekæmpe IS.

Obama har sidenhen forsikret, at dette brev ikke ændrer USA's politik overfor Iran, men noget kunne tyde på, at dette ikke er sandt.

Det er altså en del nemmere at være USA's fjende end at være deres ven. Man får et personligt brev, der er meget større opmærksomhed rettet mod én, man bliver leflet for, får rykket sine grænser for de ting, man gerne vil opnå, og man bliver frem for alt orienteret.

USA's venner river sig til gengæld i håret over, at de føler sig holdt udenfor forhandlinger, og hvor nødigt de end vil det, må de finde sig i landets forvirrende svingen frem og tilbage.