Marelie blev købt for 15.000 kroner

For at gøre sin mor glad rejste Marelie Brua mod Dubai for at tjene penge. Hun endte i stedet i Abu Dhabi under forhold, de færreste ville byde en hund

Marelei Brua er tilbage i Filippinerne efter nogle barske måneder som husslave i De Forenende Emirater. Hun endte med at stikke af fra familien, der havde ”købt” hende for 15.000 kroner. -
Marelei Brua er tilbage i Filippinerne efter nogle barske måneder som husslave i De Forenende Emirater. Hun endte med at stikke af fra familien, der havde ”købt” hende for 15.000 kroner. - .

Den 9. januar stod Marelie Brua tidligt op i det store hus midt ude i ørkenen i Abu Dhabi. Hun havde truffet en beslutning og ville ikke længere blive hos den arabiske familie. Hele hendes spinkle krop værkede, hun havde sår på hænderne, og hun var så træt og sulten. Hun havde tilbragt næsten to måneder i huset, hvor hun havde forsøgt at leve med de umenneskelige vilkår, familien tvang hende til at arbejde under.

Nu kunne hun ikke mere og besluttede sig for at tage sagen i egne hænder. Familien ville ikke lade hende gå, så hun måtte selv finde en måde at stikke af og komme tilbage til Filippinerne. Hele huset var gjort rent, som hun gjorde det hver morgen. Hun sendte en besked til ambassaden om, at hun ville komme i dag. Hun havde talt med sin mor og sagt, hun skulle lægge pres på ambassaden for at få hende hjem.

Da klokken blev 10, havde hun pakket sine få ejendele sammen og listede sig ud gennem huset. Hele familien sov stadig. I køkkenet lukkede hun døren bag sig og så mod lågen, der sammen med et højt hegn adskilte familiens ejendom fra resten af området.

Hun havde iklædt sig jeans og gummisko i stedet for den normale uniform og slået håret ud. Hun håbede, de ikke kunne genkende hende, hvis nogen fik øje på hende. Fra køkkendøren satte hun i løb, og hendes fødder bar hende af sted uden træthed, nærmest helt af sig selv.

Som ved et lykketræf kørte en taxa forbi, da hun nåede ud til vejen. Den venlige chauffør standsede og prøvede at berolige den paniske kvinde. Marelie bad ham indtrængende om at hjælpe hende til ambassaden. Inde i taxaen på sædet ved siden af hende begyndte hendes telefon pludselig at ringe. Det var kvinden i huset. De havde stensikkert opdaget hendes flugt.

Marelie havde egentlig intet ønske om at slutte sig til de tusinder af kvinder, der hvert år rejser mod Mellemøsten for at arbejde som hushjælpere i rige arabiske familier. Hun havde et spændende job i en organisation, der arbejdede for kvinders rettigheder. Men pengene var det småt med, og hendes mor blev ved med at sige til hende, at hun skulle tage af sted.

”Det var min mors drøm, at jeg skulle rejse. Jeg ville hellere gøre mine studier færdige. Min drøm er at lave socialt arbejde i samfundet. Men jeg tjente kun 360 kroner om måneden, og det var ikke nok for min mor. Hun ville have, at jeg skulle tjene flere penge,” fortæller hun.

Marelie er en rank, ung kvinde med tykt, mørkt hår, der hænger løst om det kønne ansigt. Hun fortæller insisterende sin historie, og alle detaljer kommer med. Hun er ikke særlig høj og knytter de spinkle hænder, når hun vil understrege, at noget er uretfærdigt.

Indimellem ser hun på sin arbejdsgiver og reservemor, Amparo Miciano, der er kommet med for at støtte hende i fortællingen og indimellem bryder ind med sine egne beskrivelser.

Marelie har tabt sig en del det sidste stykke tid, og Amparo Miciano er nervøs for, at hun ikke spiser nok. Som for at berolige hende samler Marelie en kage op fra bordet og nipper lidt til den, inden hun taler videre.

Muligheden for at rejse kom i august sidste år, og hun besluttede sig for at prøve det af. Så kunne hun gøre sin mor glad og tjene nogle penge til familien.

Hun kontaktede et bureau i hovedstaden, Manila, som formidler ansættelse i Mellemøsten, og i månederne efter fulgte hun de obligatoriske forberedelsestimer, hvor man lærer arabisk sprog og kultur. På kurserne fortalte lærerinden også, at de skulle passe på med at være for smukke og dygtige. De arabiske kvinder bliver nemt jaloux, så man skal ikke forsøge at gøre sig til noget særligt, var beskeden.

Dagen efter den voldsomme tyfon, der ramte Filippinerne i efteråret 2013 og gik særlig hårdt ud over Marelies hjemby, skulle hun af sted. Det var med tungt hjerte, for hun vidste ikke, hvad der var sket med hendes familie, og om de var i god behold. På vej til lufthavnen fik Marelie og de andre kvinder instruktioner og en uniform. Her kom den første besked af mange, der varslede forringede forhold for kvinderne. De ville kun få udbetalt 1500 kroner frem for de lovede 2150 kroner, blev de fortalt af den kvinde, der stod for transporten.

For Marelie var det et chok. Hun havde ikke lyst til at rejse og slet ikke for så lav en løn. Pludselig gav det ingen mening for hende at rejse, hvis hun ikke kunne sende flere penge hjem til familien. Men hun nåede ikke at bakke ud, før en af de andre kvinder overtalte hende til at blive. Hun skulle betale 3500 kroner, hvis hun fortrød, så hun turde ikke. I lufthavnen i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater blev de hentet af en lokal chauffør, som sagde, at de ikke skulle forsøge at stikke af.

I stedet for at blive i Dubai, som aftalen var, kørte bussen videre til Abu Dhabi. Da de ankom til bureauet, blev kvinderne bedt om at skrive under på, at de ikke ville bakke ud af aftalen. Gjorde de det alligevel, ville det koste dem en formue. I kontrakten stod, at de skulle gøre rent, tage sig af tre børn, ordne tøj og lave mad. De var sikret syv-otte timers hvile og otte timers arbejdsdage. At det var meget langt fra virkeligheden, skulle Marelie snart finde ud af.

Marelies nye arbejdsplads og hjem lå midt i ørkenen. Huset var stort, og da hun så køkkenet, blev hun chokeret over, hvor rodet og snavset det var. Hendes arbejdsgivere gjorde det hurtigt klart for hende, at de ikke ville betale hende det lovede beløb. De havde ikke råd til at betale hende den fulde løn, sagde de. Selvom hun protesterede, stod de fast, og der var ikke noget at gøre ved det.

Marelies nye hverdag var hårdere end noget, hun tidligere havde prøvet. Hun var vokset op i en fattig familie med hårdt arbejde, men arbejdsbyrden i huset var umenneskelig. Hendes dag begyndte klokken fem om morgenen, hvor hun først skulle gøre huset rent med den lille kost, de stillede til rådighed. Med daglige sandstorme var huset altid beskidt.

Familiens traditionelle klædedragter skulle hun vaske i hånden hver dag. Huden på hendes spinkle hænder blev hurtigt helt ru, og hun fik sår på fødderne, fordi huset var iskoldt om aftenen. Børnene råbte ad hende, når de ville have hende til at gøre ting for dem. Klokken blev tit et om natten, før hun væltede om af udmattelse på den måtte, hun havde fået at sove på i sit lille kammer. Tre-fire timer efter begyndte det hele forfra, og hun måtte klare sig med et enkelt måltid mad om dagen.

Hendes arbejdsgiver havde taget hendes telefon, men hun havde taget en ekstra med, han ikke kendte til. Fra den skrev hun hjem til sin gamle arbejdsgiver, der også var blevet en slags reservemor for hende. Hun skrev om sine forhold og bad desperat om hjælp.

Hjemme i Filippinerne blev Amparo Miciano mere og mere bekymret, i takt med at Marelies beskeder blev mere desperate. Hun kontaktede en bekendt i en filippinsk organisation, der hjælper migranter tilbage til landet. Her begyndte de at lægge pres på ambassaden for at få gjort noget ved Marelies vilkår. Men der skulle mange mails til og adskillige uger, før ambassaden overhovedet reagerede.

Marelie forsøgte, så godt hun kunne, at leve op til familiens krav. Hun knoklede det bedste, hun havde lært, og græd sig i søvn. Når hun i løbet af dagen standsede op for at finde hvile, blev det straks bemærket af fruen i huset, der skreg ad hende:

”Jeg har købt dig for 15.000 kroner. Derfor skal du arbejde!”

Marelie prøvede at tale med fruen. Hun fortalte, at hun ikke var en robot, men et menneske, der har brug for hvile. Da den første måned var gået, og hun ingen løn eller fridage havde fået, forlangte hun at komme tilbage til bureauet, fordi hun ikke kunne klare det længere. Hendes tilstand var på det tidspunkt kritisk, fortæller hun selv:

”Min hoste var slem, fordi jeg frøs om natten og fik feber. Mine ben var følelsesløse. Hele min krop var træt. Mine hænder og fødder gjorde ondt, og min næse blødte, fordi jeg var så udmattet.”

Da manden i huset kom hjem fra arbejde, beordrede han hende i gang med sit arbejde, så ville han køre hende til kontoret dagen efter. Da hun havde gjort rent hele dagen og var klar til at falde omkuld, forlangte kvinden, at hun skulle stryge deres tøj, inden hun måtte gå i seng. Klokken endte med at være 5.30, inden hun var færdig, og så var det tid til at vække børnene og komme i gang med næste dags pligter.

Kufferten var pakket, og Marelie sad og sov foran huset det meste af dagen, mens hun ventede på, at de skulle køre. Manden ringede til kontoret og adviserede dem om besøget. Marelie kunne forstå så meget arabisk, at hun hørte ham sige truende, at de ikke skulle sige noget om hendes rettigheder.

På bureauet havde de modtaget mails fra organisationen i Filippinerne, og de var nervøse for, om Marelie havde indflydelsesrige familiemedlemmer. Arbejdsgiveren troede ikke, at Marelie forstod et ord, så han gjorde klart, at de skulle tvinge hende til at blive.

De ansatte forklarede hende, at hun ville komme til at betale et stort gebyr, hvis hun ikke blev. De lovede hende til gengæld, at hun bare skulle blive der en måned, så ville de hjælpe hende hjem. Arbejdsgiveren lovede hende også de penge, han skyldte, og Marelie accepterede at tage med tilbage.

Få dage efter fik hun et opkald fra bureauet, der gjorde det klart, at arbejdsgiveren ikke ville give hende den rigtige løn - de havde haft tre filippinske hushjælpere før Marelie, der alle havde fået for lidt penge.

Marelie indså, at hendes eneste mulighed for at komme væk var selv at tage til den filippinske ambassade. Hun kontaktede ambassadøren, der også havde modtaget mails fra organisationen i Filippinerne. De kendte udmærket til sagen på ambassaden, der havde modtaget adskillige mails fra den filippinske organisation uden at gøre noget for at hjælpe.

Tilbage i taxaen fortsatte telefonen med at kime, men det lykkedes Marelie at komme uskadt til ambassaden, hvor hun åndede lettet op. Ambassaden fungerer også som et herberg for de mange migranter, der stikker af fra deres arbejdsgiver, og hun var langtfra den eneste.

Da Marelie ankom, var der 68 kvinder på stedet. Og efter at have talt med nogle af de andre, gik det hurtigt op for hende, at hun var sluppet let. En kvinde havde kradsemærker på armene, fordi hendes arbejdsgiver havde mishandlet hende, andre var blevet voldtaget eller nægtet mad i ugevis.

Efter seks dage på ambassaden fik Marelie tilbud om at rejse hjem. Men på én betingelse: Hun måtte ikke lægge sag an mod bureauet, forklarede vicekonsulen. De bad hende skrive under på et papir, hvor hun afstod fra sin mulighed for at klage.

Hjemme i Filippinerne tog Marelie straks kontakt til en advokat og fik hjælp til at lægge sag an. I modsætning til mange af de andre kvinder, hun mødte under sit ophold på ambassaden, vil hun nemlig ikke tie.

”Før jeg kom tilbage til Filippinerne, spurgte ambassadøren, om jeg ikke var bange for at tale om mine forhold. Selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg vil holde hovedet højt. Ambassadøren var chokeret. Men jeg er nødt til at tale højt, for folk i Filippinerne skal have de her oplysninger.”

Marelies sag er nu på vej i retten, og hun får hjælp fra den organisation, der pressede på for at få hende hjem. Hun er en stærk kvinde, der kender sine rettigheder og ikke vil lade sig kue. I organisationen, der har hjulpet hende, kalder de hende en stor inspiration for andre, der har været ude for lignende forhold.

Men selvom hun udadtil har det godt, kan hun godt mærke, at oplevelsen sidder i hende og formentlig altid vil gøre det. Det hele er gået meget stærkt, og spørger man Amparo Miciano, har Marelie brug for at bearbejde oplevelserne inde i sig selv i det næste stykke tid.

Marelie siger ikke så meget til det og trækker lidt på skuldrene. For hende er det vigtigste, at retfærdigheden sker fyldest, så hun kan gøre en forskel for andre, men hun kan godt mærke, at oplevelsen har sat sine spor:

”Jeg har det egentlig fint, men hvis jeg ser noget i nyhederne om nogen i min situation, føler jeg, at der er noget i mig, der ryster, og jeg får tårer i øjnene. Jeg har indset, at jeg jo også er en slags offer for menneskehandel.”

Street, Abu Dhabi, United Arab Emirates, Middle East.
Street, Abu Dhabi, United Arab Emirates, Middle East.