Jagten indledt på vestlige IS-krigere

På grund af en ny propagandavideo fra Islamisk Stat leder efterretningstjenester nu efter vestlige terrorister

Den franske anklager Francois Molins deltager i et pressemøde i Paris, efter at franske sikkerhedsstyrker har identificeret en terrorist fra Islamisk Stat som værende fransk.
Den franske anklager Francois Molins deltager i et pressemøde i Paris, efter at franske sikkerhedsstyrker har identificeret en terrorist fra Islamisk Stat som værende fransk. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes.

Mindst en franskmand og muligvis en brite er blandt de krigere, som medvirker ved henrettelser af fanger i den seneste propagandavideo fra terrorbevægelsen Islamisk Stat. I andre videoer har gerningsmændene sløret deres identitet, men denne gang er de fleste let genkendelige, mens de dræber 18 tilfangetagne soldater fra den syriske hær.

Vestlige efterretningstjenester er i gang med at analysere videoen, og den franske indenrigsminister har oplyst, at en af dem menes at være den 22-årige franskmand Maxime Hauchard, som drog til Syrien for lidt over et år siden.

En anden er muligvis brite. Men efter først at have sagt, at det lignede hans søn, har faderen over for nyhedsstationen BBC afvist, at 20-årige Nasser Muthana fra walisiske Cardiff er blandt de 16 jihadister i videoen.

Det er imidlertid en kendt sag, at Nasser Muthana kæmper for Islamisk Stat i Syrien. Han medvirkede således i en propagandavideo, hvor han opfordrede andre unge islamiske mænd til at komme til Syrien for at tage del i den hellige krig.

Faderen, Ahmed Muthana, har sagt, at han ikke vil byde sin søn velkommen i sit hjem, hvis han vender tilbage.

Pårørende til hellige krigere taler i stigende grad offentligt om, hvad de går igennem.

Blandt dem er familien til 19-årige Mehdi Hassan fra Portsmouth, som blev dræbt i oktober. I en udtalelse til tv-stationen ITV fortæller familien, at han havde ønsket at vende hjem, men at han ikke turde af frygt for, hvilket konsekvenser det ville udløse fra Islamisk Stats side.

For nylig talte avisen The Times med Abubaker Deghayes, som oprindeligt er fra Libyen om, hvordan han ikke kunne forstå, at hans ellers glade drenge blev radikaliserede. Tre rejste til Syrien og en er dræbt i kamp.