Hvornår er et menneske et menneske?

Skal sundhedspersonale have ret til at slippe for at udføre aborter af moralske årsager? Det er et spørgsmål, som optager svenskerne lige nu

Lige nu diskuterer Sverige, om landets sundhedspersonale bør have ret til at slippe for at udføre aborter af privatmoralske årsager. Arkivfoto.
Lige nu diskuterer Sverige, om landets sundhedspersonale bør have ret til at slippe for at udføre aborter af privatmoralske årsager. Arkivfoto. Foto: Morten Stricker.

Hvornår er et menneske et menneske? Det spørgsmål debatterer svenskerne i øjeblikket, efter at Kristendemokraterne i Kronoberg i Små-land har foreslået, at sundhedspersonale i regionen skal have ret til at slippe for at udføre aborter af moralske årsager.

Debatten har, siden forslaget blev behandlet i landstingsstyrelsen i Kronoberg i sidste uge, bredt sig til hele Sverige fra Kronobergs Län, der ligger omkring 200 kilometer nordøst for Malmø.

Kristendemokraterne i Kronobergs landsting blev i første omgang nedstemt, men spørgsmålet om, hvorvidt man skal undersøge muligheden for abortfritagelse, afgøres endeligt ved afstemning den 25. november.

”Samvittighedsfrihed er en rettighed, som Sverige er tvunget til at respektere. Ifølge FN's deklaration om menneskerettigheder er alle mennesker født frie og udstyret med fornuft og samvittighed,” skriver fire kristendemokrater i et indlæg i avisen Dagens Nyheter.

”I sygehusverdenen møder personalet ofte etiske dilemmaer, hvor de forventes at udføre opgaver, der strider mod deres egne etiske principper (“). Landstinget har pligt til at tilbyde abort. Det er fuldt muligt at opretholde, samtidigt med at vi værner om sundhedspersonalets integritet og samvittighed,” skriver de fire kristendemokrater.

I Norge besluttede man tidligere i år, at praktiserende læger ikke længere er nødt til at henvise patienter til abort, mens debatten i Finland i øjeblikket kører på livet løs, hvor omkring 50.000 finner har underskrevet en deklaration for samvittighedsfritagelse. I Island har man ikke samvittighedsfritagelse. I Danmark er det derimod muligt at blive fritaget for abort af samvittighedsgrunde.

I en leder under overskriften ”Samvittighedsfrihed er ikke et let spørgsmål” bakker Svenska Dagbladet op om Kristendemokraterne i Kronoberg, der med forslaget er gået imod partiets landspolitiske linje.

”Ingen tvinges til at udføre abort, siges det ofte i debatten. Det er en del af arbejdsopgaverne, og vil man ikke udføre dem, kan man finde et andet job. Det er korrekt, men også et meget frikantet svar,” skriver Svenska Dagbladet, der peger på, at abortdebatten ikke kan reduceres til alene at være et religiøst spørgsmål, men at det bør anskues som et almenmenneskeligt dilemma.

”Prøv at forestille dig, at vi tillod aktiv dødshjælp. Ville vi da mene, at alle læger skulle være klar til at udføre det? (“). Jeg er meget overbevist om, at vi ville have betydeligt større velvilje til at diskutere det og større forståelse for deres (lægernes, red.) følelser i det spørgsmål,” skriver avisen.

På den anden fløj i debatten skriver dagbladet Aftonbladet, at det er overraskende, at forslaget i det hele taget er nået så langt som til en afstemning.

”Samvittighedsfrihed vil indebære, at sundhedspersonale kan nægte at udføre aborter. Genafstemningen i Kronobergs landstingsstyrelse viser, at abortmodstanden breder sig i det svenske samfund,” skriver Aftonbladet i en leder under overskriften ”Kvinder skal have ret til at bestemme selv”.

I den første afstemning i Kronoberg stemte de borgerlige alliancepartier Moderaterne, Centerpartiet og Kristendemokraterne for forslaget, mens Folkepartiet stemte blankt. Venstrefløjspartierne Socialdemokraterne, Miljøpartiet og Venstrepartiet stemte imod.

”Folkepartiet stemte blankt (“). De stemte ikke nej, og det indebærer, at hele den borgerlige alliance i Kronoberg vakler i et centralt spørgsmål om kvinders rettigheder. Så meget for landspolitikernes snak om feminisme,” skriver Aftonbladet, der mener, at tilhængernes henvisning til menneskerettighederne er forfejlet.

”Det er kvinden, der har retten til sin krop, og ingen sundhedsmedarbejder kan tage den ret fra hende. Vi kan ikke have et sundhedsvæsen, hvor personalet af privatmoralske årsager kan nægte patienter pleje.”

En holdning, den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, bakker op om.

”Hvis vi går den vej, vil andre snart sige, at der er andre indgreb, de ikke vil udføre. Det er ikke godt. Vi skal have nationale retningslinjer, og det indebærer, at man skal behandles ens, uanset hvilken landsdel man bor i,” siger han til nyhedsbureauet TT.

Også den kristne jordemoder Ellinor Grimmark har blandet sig i debatten og fortalt, at hun er flyttet til Norge, hvor personalet har ret til abortfritagelse.

”Jeg vil være med, når et menneske kommer til verden og tager sit første ånderag. Men jeg er på ingen måde i stand til at udføre aborter,” siger hun til Aftonbladet.