Forsigtig optimisme over fald i nye ebola-tilfælde

Antallet af nye ebola-smittede er faldende i Liberia og Guinea, to af de værst ramte lande i Vestafrika. Derimod stiger tallet stadig i Sierra Leone

En sundhedsarbejder med en ebola-ramt baby i Liberias hovedstad, Monrovia. Antallet af nye ebola-tilfælde i landet har været faldende siden september. -
En sundhedsarbejder med en ebola-ramt baby i Liberias hovedstad, Monrovia. Antallet af nye ebola-tilfælde i landet har været faldende siden september. - . Foto: ZOOM DOSSO.

Næsten 3000 mennesker er døde af ebola i Liberia, siden de første sygdomstilfælde blev konstateret i marts - flere dødsfald end i noget andet land - men nu er der langt om længe håb om, at epidemien er ved at ebbe ud.

Ifølge en ny statusrapport fra FN's sundhedsorgansation, WHO, er antallet af nye sygdomstilfælde faldet i både Liberia og Guinea, to af de lande, der har været hårdest ramt af ebola-epidemien. I Liberia er antallet af nye tilfælde faldet fra næsten 100 smittede om dagen i september til nu omkring 25.

Udviklingen fik i går Liberias præsident Ellen Johnson Sirleaf til at erklære, at landet ”ønsker at have nul tilfælde inden jul”.

”Det er en ordentlig mundfuld. Men vi stræber efter det. Vi har tillid til, at vi nu er rustet til at vinde kampen,” sagde hun i et interview med den amerikanske avis USA Today.

”Vi vil gerne tro, at hvor ebolaen løb efter os for to måneder siden, er det os, der løber efter ebolaen i dag.”

Hanne Epstein, medicinsk programmedarbejder i Læger uden Grænser, kalder de nye tal fra Liberia og Guinea for ”gode oplysninger”, som der er grund til at glæde sig over. Men hun understreger samtidig, at det er alt for tidligt at konkludere, at ebola-epidemien er på retur.

”Vi er forsigtigt optimistiske. Der er stadig en meget skrøbelig situation i de to lande. Vi er ikke nået til det tidspunkt endnu, hvor Læger uden Grænser kan sige, at epidemien er under kontrol,” siger hun.

Læger uden Grænser har omkring 300 udsendte medarbejdere i Guinea, Sierra Leone og Liberia, og Hanne Epstein peger på, at det er utrolig vigtigt, at de positive nyheder ikke får det internationale samfund til at slække på sin hjælp til de berørte lande. Det gælder tværtimod om at tilpasse indsatsen til den dynamik, sygdommen har.

”Når der kommer færre patienter på klinikkerne i Monrovia (hovedstaden i Liberia, red.), skal sengepladserne ikke fjernes, men flyttes derhen hvor smitten er nu. Vi skal hele tiden følge udbruddet nøje, så vi er der, hvor der er brug for os,” siger hun.

Lone Simonsen, gæsteprofessor i global sundhed og epidemiologi ved Københavns Universitet, er lettet over det ”pusterum”, der tilsyneladende er i epidemien.

”Det er rigtig gode nyheder. Det tyder på, at den indsats, der bliver gjort for at oplyse folk om, hvordan de skal undgå at blive smittede, begynder at bære frugt,” siger hun.

Også Lone Simonsen advarer dog mod at sænke paraderne.

”Der er stadig stor grund til bekymring. Ebola hopper som en skovbrand. Det kan godt være, at man har fået slukket den et sted, men så falder der måske en gnist et andet sted og blusser op til en ny ild,” siger hun.

Et af de steder, hvor ”branden” stadig er meget langtfra at være slukket, er i det tredje hårdt ramte vestafrikanske land, Sierra Leone. Alene i ugen op til den 16. november var der 533 nye tilfælde. I alt har nu 6073 personer fået konstateret ebola, og 1250 er døde i Sierra Leone, konstaterer WHO i statusrapporten, der kom i onsdags.

Ifølge WHO kan et land først erklæres for ebola-frit, når der ikke har været nye tilfælde af smitte i 42 dage. Hidtil er det kun to lande, Senegal og Nigeria, der har opnået det.