Obama udfordrer republikanerne

Trods valgnederlag minder Barack Obama nu sine modstandere om, at en svækket præsident stadig har magt

Barack Obamas vilje til at gå uden om Kongressen er en påmindelse om, at selv en præsident, hvis parti er svækket, stadig har magten til at regere og få ting til at ske.
Barack Obamas vilje til at gå uden om Kongressen er en påmindelse om, at selv en præsident, hvis parti er svækket, stadig har magten til at regere og få ting til at ske.

Da Barack Obama for seks år siden trådte til som USA's præsident, lovede han at forene det amerikanske folk og indlede en ny æra af partipolitisk samarbejde i Washington. Det var dengang.

I dag bruger præsidenten mere sine knytnæver end sit snakketøj til at få sin politik igennem. Det står klart efter midtvejsvalget for to uger siden, hvor hans demokratiske parti led nederlag til republikanerne, der nu får flertal i begge Kongressens kamre. Efter valget erklærede Obama, at han ville ”klemme hver en sidste dråbe” ud af enhver lejlighed til at presse sin dagsorden igennem i sine sidste to år ved magten, og han er lige nu i fuld gang med at vise, at han mener det alvorligt.

I nat dansk tid præsenterede Obama sin plan for en ændring af USA's immigrationslovgivning uden om Kongressen. Planen vil beskytte op til fem millioner ulovlige indvandrere fra udvisning - og sender republikanerne op i det røde felt.

Obama siger, at hans konfrontatoriske tiltag er nødvendigt, fordi Kongressen har vist sig ude af stand til at reparere et ødelagt immigra-tionssystem, der har skabt et parallelsamfund af papirløse mænd, kvinder og børn. Republikanerne svarer igen ved at påpege, at Obama ignorerer vælgernes budskab ved midtvejsvalget og misbruger sin præsidentielle magt ved ethvert skridt, som han tager uden Kongressens billigelse. Kritikere betoner også, at Obama selv tidligere har sagt, at et unilateralt tiltag på immigrationsområdet ville være en krænkelse af USA's lovgivning.

Meldingen om immigrationstiltaget kommer i slipstrømmen på den historiske klimaaftale, som Obama i sidste uge indgik med Kina. Aftalen sætter nye mål for USA's og Kinas udledning af drivhusgasser og fordømmes af det republikanske parti, der advarer om, at den vil føre til højere energiomkostninger og tab af arbejdspladser i USA. Republikanerne lover i samme ombæring, at de vil gøre det til en prioritet at blokere for Obamas energipolitik i hans sidste to år som præsident.

En atomvåbenaftale med Iran er et andet område, hvor en magtkamp mellem præsidenten og Kongressen truer. Obama-regeringens midlertidige aftale med Teheran udløber på mandag, og republikanerne planlægger at afspore en ny og mere permanent aftale, som kunne blive en væsentlig udenrigspolitisk bedrift for præsidenten.

Barack Obamas vilje til at gå uden om Kongressen er en påmindelse om, at selv en præsident, hvis parti er svækket, stadig har magten til at regere og få ting til at ske. Som landets øverstkommanderende besidder han den udøvende magt og kan bruge den til at udstede regler og reguleringer pr. dekret. Det nye immigrationstiltag er netop en sådan ordre.

Kongressen har imidlertid et modvåben i form af den såkaldte ”power of the purse” (pungens magt). Den kontrollerer de offentlige midler og kan svare igen ved at tilbageholde finansiering af Det Hvide Hus' tiltag.

Præsident Obama synes at ræsonnere, at han intet har at vinde ved at imødekomme det republikanske partis nye flertal i begge Kongressens kamre, og at trodsighed tjener ham bedre. Konfrontationerne med republikanerne kan også hjælpe det demokratiske parti med at profilere sig selv over for vælgerne - især unge, kvinder og etniske minoriteter - op til i præsident- og kongresvalget om to år.

Endelig handler præsident Obamas kamplyst også om at sikre hans eftermæle. Det står med al tydelighed klart, at hans oprindelige plan om at skabe fremskridt og forsoning efter de tumultariske George W. Bush-år ved at overtale Washing-tons stridende parter til at samarbejde, ikke har virket. Nu knytter han i stedet næverne i håb om, at de kommende to år kan blive mere end blot en ligegyldig parentes i hans præsidentskab.

Se talen her