Sverige kræver svar: Blev FN-chefen myrdet?

FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i Afrika for 53 år siden skal undersøges

Dag Hammarskjöld, der her ses på et udateret arkivfoto, omkom i et flystyrt i 1961. -
Dag Hammarskjöld, der her ses på et udateret arkivfoto, omkom i et flystyrt i 1961. - .

Den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i en flyulykke for 53 år siden, mens han var fredsmægler i en afrikansk konflikt, er fortsat omgærdet af mystik.

Men nu vil Sverige have svar: Blev Hammarskjöld myrdet?

Med den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven i spidsen vil regeringen arbejde på at få sandheden om dødsfaldet frem.

”Det er den svenske regerings pligt at forsøge at bringe klarhed over sagen,” siger Annika Söder, der er kabinetssekretær i udenrigsministeriet, til avisen Dagens Nyheter.

Den svenske avis har tidligere fået aktindsigt i, hvad den forhenværende borgerlige regering under statsminister Fredrik Reinfeldt har foretaget sig i sagen. Ingenting, lød konklusionen.

”For os er det et spørgsmål om at skabe klarhed. Vi har alt for mange store kvinder og mænd, som døde, uden at der skabtes klarhed. Her handler det om vore landsmænd, som omkom, og deres efterladte,” siger Söder.

”Hvis ikke Sverige tager dette initiativ, så tror jeg ikke, at noget andet land vil komme til at gøre det,” mener hun.

Hammarskjöld omkom i den tidligere britiske koloni Nordrhodesia, da hans fly styrtede ned.

Flyet af typen DC-6 styrtede natten mellem den 17. og den 18. september 1961, og 16 mennesker mistede livet, heriblandt flere svenskere. Dag Hammarskjöld var på vej til fredsforhandlinger, som skulle afslutte kampe i Katanga-provinsen i nabolandet Congo.

De første undersøgelser efter styrtet pegede på en pilotfejl, men andre mener, at flyet blev skudt ned af lejesoldater, fordi Hammarskjöld støttede den nye regering i Congo.

I april foreslog FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at der endnu en gang kastes lys over sagen, efter at en international kommission af jurister sidste år kom frem til, at der var grund til at revurdere omstændighederne omkring FN-chefens død. Kommissionen mente, at en række hemmeligstemplede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste ville kunne give et fingerpeg om, hvad der var årsag til styrtet.

Ifølge Dagens Nyheter kommer Hammarskjölds død på dagsordenen i FN den 15. december. Det sker på grund af nye oplysninger om, at flystyrtet muligvis var et attentat. FN skal beslutte, om sagen skal tages op og udredes på ny.

Hammarskjöld havde optrådt som mægler i det daværende Belgisk Congo, der var midt i en uafhængighedsproces. Det førte til mange interne konflikter, hvor FN, Belgien, Sovjetunionen og andre magter forsøgte at påvirke udfaldet.

Dag Hammarskjöld blev 56 år og er den eneste leder af FN, som er død i embedet.