De unge kæmper for demokratiets fremtid

I morgen går tuneserne til præsidentvalg i kølvandet på det succesfulde parlamentsvalg. Trods demokratiske fremskridt føler særligt de yngre generationer sig stadig usikre på fremtiden

To unge tunesiske kvinder tager en ”selfie” med fokus på deres venstre pegefinger, hvor den lilla blæk viser, at de har stemt ved landets parlamentsvalg i oktober. I morgen er der præsidentvalg i det nordafrikanske land. -
To unge tunesiske kvinder tager en ”selfie” med fokus på deres venstre pegefinger, hvor den lilla blæk viser, at de har stemt ved landets parlamentsvalg i oktober. I morgen er der præsidentvalg i det nordafrikanske land. - .

Tuneserne har været til parlamentsvalg, og i morgen skal de endnu en gang til stemmeurnerne: Her gælder det præsidentvalget. Det er kun anden gang i Tunesiens historie, at landets borgere har mulighed for at deltage i et demokratisk parlaments- og præsidentvalg.

Siden folkeopstanden i 2011, der blev enden på præsident Ben Alis autoritære regime og begyndelsen til det arabiske forårs bølge af oprør i flere lande, har Tunesien befundet sig i en overgangsfase. En overgang fra et autoritært regime, hvor det kun var tilladt at tale om sport, kunst og kultur - til et nyt og frit demokratisk samfund. Et samfund, hvor tuneserne endelig er frie til at ytre deres kritiske holdning til politik, økonomi og religion, frie til at mødes i forsamlinger og frie til at organisere sig.

Tunesien er kommet langt. Det første demokratiske valg i 2011 var på mange måder en succes. Valget af det moderate islamiske parti Ennahda blev anerkendt som frit og retfærdigt. I januar fik landet sin første grundlov gennemført efter en længere proces. Også den har høstet anerkendelse blandt eksperter. I oktober var tuneserne så for første gang under den nye grundlov til parlamentsvalg. Et valg, hvor stemmeprocenten var overraskende høj; 61,9 procent ifølge Tunesiens officielle valgkommission ISIE. Men selvom landet har opnået rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed og har haft frie, retfærdige valg, er der stadig lang vej igen til et stabilt demokrati.

Især Tunesiens unge virker demotiverede og desillusionerede.

Selvom Tunesiens unge var drivkraften bag oprøret i 2011, bliver unge stadig ekskluderet fra den politiske og samfundsmæssige scene.

Den desillusionerede ungdoms manglende aktive deltagelse i politik er et stort problem i Tunesien. ISIE har derfor op til valgene lavet talrige kampagner, der opfordrer unge til at stemme. Alligevel afgav kun få unge deres stemme til det seneste valg.

Spørger man Zied Touzani, der er cand.scient.pol., er der en god grund til dette.

”Det er frustrerende at være ung i Tunesien. Vi har en masse potentiale, men ikke nok muligheder i landet. Unge er ikke repræsenteret nok i den politiske sfære og i de politiske partier,” siger Zied Touzani.

For Zied Touzani er det vigtigste punkt på dagsordenen i Tunesien at få inkluderet unge på den politiske scene. Han har derfor været med til at stifte ungdomsorganisationen TunAct, der netop arbejder for at styrke unges politiske engagement.

TunActs største projekt er The Tunisian Youth Parliament. Et projekt, som Zied Touzani fandt inspiration til, da han i 2007 deltog i The Euro-Mediterranean Youth Parliament. Han oplevede en stor forskel på kompetencerne hos deltagerne fra de sydlige middelhavslande og deltagerne fra de nordligere lande i forhold til deres evner til at tale offentligt og deres generelle politiske bevidsthed.

”Da jeg kom hjem til Tunesien, tænkte jeg: Vi bliver nødt til at lave et lignende program i Tunesien. Vi bliver nødt til at træne den næste generation i Tunesien til at få en politisk bevidsthed,” siger Zied Touzani.

Og projektet har ramt et stort behov hos de unge. I alt ansøgte 850 om at deltage i dette års Tunisian Youth Parliament. Kun 80 fik mulighed for at deltage.

Men den almene tunesers motivation er faldende. Den tunesiske overgangsfase og den lange vej til et stabilt, demokratisk samfund er begyndt at tære på befolkningens drivkraft og optimisme.

”Jeg vil ikke kalde det, vi har gennemgået i Tunesien for en revolution,” forklarer Abdel Khalek.

Han er journalist og har, siden Ben Ali gik af, arbejdet på den nationale radiostation La Radio Tunisienne som politisk kommentator på ungdomskanalen Radio Jeunes Tunisie.

”Jeg har levet under Bourguiba og Ben Ali. Jeg har oplevet overgangen til, hvor vi er nu. Jeg var med under demonstrationerne. Jeg var en af dem, der håbede på forandring,” siger han og putter endnu en sukkerknald i sin stærke, arabiske kaffe.

”Der er sket meget godt. Ytringsfriheden er noget af det vigtigste, vi har opnået i løbet af den tid. Men på den politiske og samfundsmæssige scene er der ikke sket meget,” siger han.

Abdel Khalek er langt fra den eneste frustrerede i Tunesien med denne holdning. En meningsmåling lavet af den amerikanske tænketank Pew Research Center viste, at over halvdelen af befolkningen for kun to år siden mente, at situationen i Tunesien er værre nu end under Ben Alis regime.

”Det er stadig de samme mænd, der sidder på magten. De ændringer, man har set i samfundet, har kun været til det værre. Ingen af de mange, fine politiske løfter og strategier er blevet implementeret - og hverdagen er enten den samme eller en forværret udgave for den enkelte tuneser. Derfor mener jeg ikke, man kan kalde det, vi har gennemgået, en revolution,” siger Abdel Khalek.

Og det tyder på, at hans og resten af befolkningens frustrationer ikke er ubegrundede. Siden 2011 har de demokratisk valgte partier ikke formået at ændre på landets høje arbejdsløshed og økonomiske usikkerhed; tværtimod.

Ifølge en FN-rapport fra juli 2014 ligger arbejdsløsheden i Tunesien på 15,7 procent sammenlignet med den generelle globale arbejdsløshed, der er på 5,9 procent. Rapporten forklarer, at Tunesiens ustabile tilstand i overgangsfasen har betydet en voksende politisk og økonomisk uvished, der har ført til voksende arbejdsløshed i landet.

På trods af de mange udfordringer, Tunesien og dens unge er mødt med, insisterer Zied på at have et optimistisk syn på fremtiden. For ham er der ingen tvivl om, at Tunesien har haft en revolution, og at landet vil komme styrket ud af overgangsfasen med et stabilt demokrati.

”Jeg vil bestemt kalde det, vi har været igennem for en revolution. Problemet er, at mange er blevet skuffede i løbet af den overgangsfase, vi har været i, fordi de havde håbet på mere. De havde måske håbet, at arbejdsløsheden ville falde, og at deres indkomst ville øges. Og det er ikke sket,” siger han og fortsætter med en fast tone:

”Men det er vigtigt ikke at have et kortsigtet syn på forandring. Der er kun gået tre år siden revolutionen. Det er ingenting. Vi har gennemgået en meget kompleks proces. Vi bliver nødt til at vente 5, 10, måske 15 år, før vi ser forandringer. Når vi har fået skabt en god base for vores demokrati, vil tingene langsomt vende. Vi bliver nødt til at fokusere på de langsigtede, holdbare forandringer. Og her har vi unge en stor rolle at spille.”