Det synes nu at være givet, at Aung San Suu Kyi ikke får chancen for at stille op til præsidentvalget i 2015. Et valg, hun ellers formentlig ville vinde, givet den enorme popularitet, hun nyder i den burmesiske befolkning.
Myanmars parlament, som er kontrolleret af militæret, afviser at ændre forfatningens paragraf 59(f), som fastslår, at landets præsident ikke kan have børn, der har udenlandsk statsborgerskab, (Aung San Suu Kyis to sønner er britiske statsborgere, red.), før der er valgt et nyt parlament i efteråret 2015. Parlamentet mener desuden, at der skal holdes en vejledende folkeafstemning om eventuelle forfatningsændringer, før de bliver taget op i parlamentet. Dermed udskyder man Suu Kyis mulige præsidentkandidatur mindst fem år endnu.
Beslutningen ærgrer den danske handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), der i øjeblikket er på besøg i Myanmar. Han understreger dog samtidig, at ”det ikke er noget, Danmark kan blande sig i”.
”Det er beklageligt, at man ikke kan gøre brug af en så markant politisk kapacitet med så stor folkelig opbakning, men ingen er jo uerstattelig, og vi kan kun håbe på, at hendes parti vil fortsætte med at få en bred politisk repræsentation i parlamentet,” siger Mogens Jensen.
Med udsigten til at skulle fortsætte på den politiske sidelinje svinder også Suu Kyis muligheder for at påvirke landets udvikling. Fra at have været dén vigtigste person, som alle udenlandske politikere ønskede at tale med og justerede deres udenrigspolitik efter, er hun på vej til at blive en person, man aflægger høflighedsvisit.
”Virkeligheden er, at uanset Aung San Suu Kyi fortsat er landets mest indflydelsesrige oppositionspolitiker, er hun ikke leder af regeringen,” som Daniel Opacki konstaterer på den burmesiske nyhedsstation DVB, Burmas Demokratiske Stemme.
Han refererer den burmesiske journalist Kyaw Zwa Moe for at skrive, at de vestlige regeringer i dag har mere brug for præsident Thein Sein end Aung San Suu Kyi.
Antropolog og lektor ved Aarhus Universitet med speciale i Myanmar, Mikael Gravers, ser også et skred i omverdenens forhold til demokratiikonet.
”Det var nemmere, da der kun var de gode og de onde. Nu er der dem, man gerne vil støtte - og dem, man er nødt til at samarbejde med,” siger han.
