Præsten Chu Yiu-ming havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han sammen med de to andre grundlæggere af protestbevægelsen Occupy Central i går holdt pressemøde i Hongkong.
De tre vil nu overgive sig selv til politiet, og de opfordrede desuden de studerende, der de seneste to måneder har besat centrale dele af Hongkong, til at gå hjem. Kampen for demokrati vil blive langvarig, lød budskabet.
”De studerende har arbejdet utrætteligt for paraplybevægelsen i de seneste to måneder. Vi opfordrer dem til at komme sig og opbygge styrke til kampen,” sagde Chu.
Splittelsen i det, der er blevet kaldt ”paraplybevægelsen”, fordi demonstranterne har brugt paraplyer som skjold mod politiets peberspray, har længe været åbenlys.
På den ene side den ældre generation, der ud over Chu Yiu-ming er akademikerne Benny Tai og Chan Kin-man. De tre har opfordret til ikke-voldelig, civil ulydighed som modsvar til Beijings upopulære valgregler.
På den anden side de studerende fra studentersammenslutningen ”Federation of Students og Scholarism”, hvis leder Joshua Wong blev bevægelsens ikon. De overtog hurtigt protesterne, der i første omgang bragte 100.000 personer på gaden, men som nu er svundet ind til nogle få hundrede efter weekendens voldelige sammenstød med politiet.
Joshua Wong er gået i sultestrejke med det formål at tvinge Hongkongs ledelse til forhandlingsbordet. Et krav, der lige som sultestrejken synes ude af takt med virkeligheden.
De to modsatrettede hændelser - overgivelse og sultestrejken - siger en del om splittelsen i bevægelsen, som fra begyndelsen har haft uopnåelige mål. Stridens kerne er valget af Hongkongs leder i 2017, og det er ikke løst. Kinas politiske ledelse i Beijing har tilladt, at valget skal foregå ved direkte valg, men på den betingelse, at et udvalg først skal udpege kandidaterne.
På den måde bevarer Kina kontrollen, og det er der ikke ændret en tøddel ved. Den kinesiske regering har afvist alle krav om ændringer, fordi et kompromis kunne tolkes som tegn på svaghed. Det er noget, kommunistpartiets ledere for alt i verden vil undgå, fordi det kunne inspirere andre områder som Tibet eller Xinjiang.
Ved at stå fast har den kinesiske regering og partileder Xi Jinping tilsyneladende vundet første omgang, men det er kun på overfladen. Selvom paraplybevægelsen nu er på tilbagetog, er spørgsmålet om demokrati ikke løst. Ej heller det faktum, at mange unge i området føler sig som Hongkong-borgere med en særlig identitet, der er forskellig fra den kinesiske.
Det samme gælder i Taiwan, der har fulgt udviklingen i Hongkong særligt nøje. Østaten er de facto selvstændig, men kommunisterne i Beijing betragter Taiwan som en del af Kina med genforening som målet efter samme model som Hongkong. Midlet har været handelsaftaler, direkte flyforbindelser og lignende aftaler, der har bragt parterne nærmere hinanden, men også gjort Taiwan mere afhængigt af Kina.
Men som weekendens lokalvalg i Taiwan viste, er der grænser. Det regerende Kuomintang-parti, der har stået for de tættere forbindelser til Kina, tabte stort og risikerer nu at miste regeringsmagten i 2016 til oppositionen, der tidligere har givet Kina store problemer. En genforening vil dermed få endnu længere udsigter.
Så der er ingen vindere. Resultatet er nærmere 0-0.
