KAOSTURBINEN Mellemøsten arbejdede også i 2015 på højtryk. Den producerede så megen uro og ulykke, at en regulær folkevandring mod nord tog sin begyndelse - og den kom sandelig til at præge debatten i det forgangne år.
I 2014 blev det ofte diskuteret, hvor linjen skulle drages mellem islam og islamisme, mens man i kikkerten foruroliget betragtede den nye aktør på verdensscenen, Islamisk Stat. Drøftelsen tog til i 2015, fordi spørgsmålet blev akut påtrængende med flygtningestrømmen. Vil den kæmpende islamisme blive et europæisk samfundsfænomen?
I FØRSTE HALVDEL AF 2015 ankom bådflygtningene til de græske og italienske kyster i en stille strøm, også fra Afrika, men fra sensommeren kom det store opbrud af flygtninge fra Syrien og nabolandene, og et vældigt folketog bevægede sig op gennem Balkan.
De fleste nyankomne søgte mod to bestemte lande, Tyskland og Sverige, og betragtede ofte øvrige nationer som uinteressante transitzoner - til disses store lettelse.
I Tyskland opstod ved synet af de hundredtusinder af flygtninge - det tyske tal nåede sidst i november en million - en såkaldt Wilkommenskultur. Mange tyskere blev virkelig benovede over, hvad man så som en særlig udvælgelse. Landet plages af mindet om den brune fortid, men nu ankom i stort tal mennesker, der var blottede for al fordom og frygt for diskrimination.
Fænomenet lignede en renselse sendt fra himlen. Utallige kommentatorer blev helt højtidelige i mælet; dette var stort, måske varslede det et nyt Tysklands-billede. Minderne om nazitiden kan nu muligvis forvises til historiens annaler, så de ikke længere skal hjemsøge de levende. Nationen blev skænket en enestående chance for at rehabilitere sig i hele verdens øjne, om man blot forstod at udvise generøsitet og tolerance.
De fleste iagttagere mente, at den tankegang også motiverede forbundskansler Angela Merkel, når hun erklærede landet for åbent og i stand til at håndtere den voldsomme tilstrømning.
Men strømmen stilnede ikke af, og den nåede en kritisk tærskel. Det forekom fysisk umuligt at indkvartere flere, og hvordan med den fremtidige forsørgelse? Velkomstkulturen blev afløst af tømmermænd, først ude i befolkningen - hvis oprindelige entusiasme man jo også kun kan gisne om - siden hos en del kommentatorer, som anslog en bemærkelsesværdig kritisk tone.
Tilstrømningens vælde skubbede til debattens supertanker. Gennem årtier har den også i Tyskland været præget af en kommenterende klasse, der ser sig udstyret med global bevidsthed og derfor føler sig kaldet til at helbrede folkedybet for snæversynede ængstelser. Dén front er begyndt at skride.
FÅ UGER INDEN, dengang verden endnu hang sammen, satte en journalist fra nyhedsmagasinet Der Spiegels onlineudgave sig for at oplyse de uoplyste. Befolkningen var nemlig begyndt at ytre ængstelse for, om IS kunne finde på at blande terrorister ind i strømmen af flygtninge.
Journalisten forklarede pædagogisk overbærende, at for det første var det utænkeligt, at nogen IS-mand ville orke at deltage i den besværlige vandring i regn og rusk op gennem hele Balkan, når man blot kunne aktivere sympatisører i de europæiske storbyer. For det andet var IS komplet uinteresseret i at udføre terror i Europa; man har nemlig blikket fast rettet mod etableringen af sit store kalifat i Mellemøsten.
Mon ikke denne skribent ønskede, han kunne tie med tilbagevirkende kraft, da man så de første eksempler i blandt andet Sverige og Frankrig på, at IS-folk havde gemt sig i mængden af vandrende?
Sådanne nådesløse realitetschok i det særegne 2015 har betydet, at en ny spagfærdighed her ved årets slutning er begyndt at præge kommentarerne fra dem, der gennem årtier har rystet på hovedet over folkelig ængstelse.
De to terrorhandlinger i Paris i 2015 bidrog selvsagt også hertil. Først massakren i januar på næsten hele redaktionen af det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo fulgt af et blodigt angreb på et jødisk supermarked, dernæst blodbadet seks steder i den franske hovedstad den 13. november. Rystet beklemmelse fulgte, og man indstillede sig på nye tider.
I tyske medier melder der sig nu tydelige røster, der uden blusel erklærer landegrænser for fornuftige og fredsskabende. I lang tid var de ellers blevet associeret med ondartet nationalisme. For blot et år siden havde næppe nogen formuleret sig som en af chefredaktørerne på Frankfurter Allgemeine Zeitung konstaterede op til jul:
”Ulykkeligvis er nationalstaten kommet i vanry på grund af nationalsocialisterne. Det er en misforståelse, som er svær at udrydde. Folkesuverænitet inden for nationalstatens grænser er en mere passende forudsætning for et åbent samfund end grænseløshedens moralske universalisme.”
I SVERIGE, det andet store modtagerland, forekommer debatten fortsat ganske beklemt og uden afvigende røster, men i Tyskland ser man lidt af et digebrud.
En undersøgelse i ugen op til jul viste, at der nu også er fuldt blus på den tyske angst. Traditionelt ligger tyskerne i top, når det gælder ængstelse, og her kan landets formidabelt gunstige samfundsforhold ikke trøste. Måske er det fortiden, der spøger. I den nylige undersøgelse betragtede 55 procent af de adspurgte fremtiden dybt foruroligede; noget nær rekord.
Avisen Die Welt kommenterede resultatet med syrlig hilsen til Angela Merkel:
”Måske er politikere, der i embeds medfør spreder beroligelse og lover at overvinde enhver udfordring, endnu en grund til vores udbredte angst. 'Vi klarer det!' er et mantra, som - hvis det bruges uhæmmet - kan gøre selv folk med stærk konstitution nervøse. Og under en kaptajn, der lader skibsorkestret flittigt spille valse, når damperen får slagside, dér orienterer kloge passagerer sig hellere i retning af redningsbådene.”
Dette er på en prik den nye tone, som er begyndt at brede sig i den tyske debat - som der her i årsopgørelsen har været fokuseret på af to grunde: Dels er den tænksom og velargumenteret, dels er det store land i midten værd at holde øje med, for det vil få betydning for hele Europa, om man i Tyskland begynder at kunne tale udramatisk om fædreland og folkelig virkelighed.
Da får landet nemlig sin normalisering og en velgørende distance til fortiden, som man længe har været negativt afhængig af. Normaliseringen indfinder sig da blot på helt anden vis end gennem drømme om anerkendelse som verdensmester i gavmildhed.
ET ANDET EMNE fra debatten 2015, der skal nævnes kort, er diskussionen om dødshjælp. I både Storbritannien og Tyskland skulle parlamenterne i år tage stilling til lovforslag, der i forskelligt omfang liberaliserede aktiv dødshjælp.
Det er utåleligt, at menneskets selv-bestemmelse skal lide under forældede begrænsninger, lød det genkommende argument fra ja-fløjen, ligesom man anførte, at legemlig afmagt er uværdig.
Nej-fløjen anså det for en utilladelig grænseoverskridelse, hvis lægevidenskaben ikke længere kun skal helbrede eller lindre, men også har lov at tage liv. I begge lande kunne parlamentarikerne stemme frit, uafhængigt af partidisciplin, og i begge lande blev den konservative status quo fastholdt.